Én heldig hånd på et heldigt sted. To vækker opsigt, tre tyder på andet end tilfældigheder og ti begynder at ligne et mønster. 2016 er allerede udråbt som årtiets indtil videre største årgang i Toscana og jeg melder mig bare i koret. Her på bagkant – på den anden side er flere huses alvorligste vine først sendt på markedet for nylig og vi venter stadig i spænding på Brunello di Montalcino i flaskede versioner og her går der to år mere. Først i 2021 kommer 16erne derfra på markedet. Jeg råber bare højt om 2016 fordi jeg den seneste måned er ramlet sammen med flere håndfulde flasker fra nogle af regionens kerneproducenter i flere kategorier. Jeg råber også højt fordi det bliver spændende at se, hvordan 2017-årgangens gordiske knude er løst. Jeg tror mange ikke har løst den og heller aldrig kommer til det på grund af grusom varme og tørke, kogte, rosinprægede, heftige og bitre tanniner er nemme at nå i den årgang. Muligvis ikke en 2003er igen, men lad os nu se… imens gælder det om at købe til lager af 2016, hvor der i modsætning til de fleste år i de seneste tiår ikke var for meget og heller ikke for lidt af noget. Nedbør på de rigtige tidspunkter, en klassisk brandvarm dagsrække, mens nætterne var kølige og det kan sangiovese jo godt lide. Merlot, cabernet sauvignon og hele banden af toskanske druer med eller uden indfødsret i Toscana har egentlig også bedst af varme og kølighed i døgnrytme hen over sommeren for det bedste resultat. Er det så kun årgangens skyld eller ER der vitterligt tale om forandringer i verdensopfattelse, øh… jeg mener vinopfattelse, blandt regionens producenter? Det er som om en ekspanderende gruppe har lettet foden på speederen.

Her er tre aktuelle favoritter.

Montepeloso har alle sine fire vine ude nu. A Quo, Eneo, Nardo og Gabbro og jeg har aldrig smagt dem bedre fra huset. I foråret 2018 fik jeg forsmag på Gabbro 2016 og det tegnede mere end godt og med færdigflasket udgave i glasset foran mig overstiger den mine allerede barnlige forventninger. Gabbro 2016 er suverænt det fornemste glas rene cabernet sauvignon, jeg har smagt fra Toscana. Mere om den til sidst i afsnittet. A Quo 2016 med lige dele montepulciano og cabernet sauvignon som rygrad er pivfrisk, krydret af rosmarin og helichrysum, amaro og medicinmandens læderpose med tørret magi. Syren er høj og montepulcianos herlige landadelige kradsuld fornægter sig ikke. Eneo 2016 er Fabio Chiarelottos take på Costa Toscanas muligheder med indfødte centralitalienske sorter; sangiovese, montepulciano, malvasia nera og ”indvandreren” alicante (garnacha). Den er pakket med sod, blåbær, solbær, kirsebær uden det mindste præg af tuttifrutti. Syren er høj, men moden og tanninen er tydelig, men omviklet af frisk moden frugtighed. Nardo 2016 er samme blend i strammere selekteret version. Tre gennemgange i marken for optimal modenhed… det lugter af power og svulmende former i horisonten, men Chiarelotto har fulgt årgangens fordringer. En smukt grønkrydret, medicinurtet og tobakket næse med base i kirsebær, tilføjet te, citrus og kirsebærskind. De slebne tanniner er som den organiske overflade på en Bellini-statue. Og så Gabbro 2016! Chiarelotto har skiftet til burgundisk bødker for mere subtil fadindflydelse. Saftige solbær, olivenolieristet salvieblad, cedertræ, skorpen fra en langtidsstegt nakkekam, katolsk kirke, kirsebær og pauillac-agtig statelighed tilsat mere latinsk stemning. Jeg anbefaler hele serien.

Biondi-Santi står, som det nok er de fleste bekendt, i et vadested. Tænk sig, franske hænder og kapital er lagt på en af Italiens ikoniske ejendomme med EPI-gruppens overtagelse i 2017, men hvis 2016 Rosso di Montalcino er udtryk for vinmedarbejdernes fokuserede indsats på trods af nestor Franco Biondi-Santis død i 2013, kan de økonomiske ejerforhold rende og hoppe. Jeg mindes ikke at have smagt så velkomponeret en rosso fra huset. Som sædvanligt krydret med alt fra kirkelige forhold over lægegerningens middelaldermedikamenter til lærebøgernes bærliste. Man råber i en dyb dragende afgrund og flyver på lyserøde skyer på samme tid. Drager, smyger, forbistrer, provokerer, forvirrer og samler til sidst. Årgangens friskhed og intensitet er inkarneret her.

Castello di Volpaias beliggenhed i det højeste Radda in Chianti bliver mere og mere fremhævet i vinene og med stigende temperaturer og øget opmærksomhed på friskhedsgivende elementer i moderne chianti, bliver det kun endnu vildere. Ejendommens sandede jorder og det faktum, at store dele af keglestubbens marker er tilplantet med opformeringer på egne sangiovese-biotyper gør huset endnu mere specielt. Speederen er også tydeligt lettet på ekstraktion og fadregime. Jeg kommer med et grundigere portræt af huset senere, men her vil jeg blot fremhæve den almindelige Chianti Classico 2016, som selvfølgelig ikke er helt almindelig, og den graciøse Gran Selezion fra Coltassala-marken. Chianti Classico 2016 er lagdelt som en millefeuille med tranebær, kirsebær, salvieblomst, lavendel, viol, jernoxid og koks, mens smagen er grenet, flettet, listigt sødmefuld, men positivt snerpende. Coltassala 2016 har tranebærkompot, sure stevnsbær, tjære, rosmaringren og ristet fad i næsen, mens smagen er katedralagtig, himmelstræbende, men solidt bygget, elegant, bastant og rummelig på samme tid.

Montepeloso kan købes hos dvin.dk

Biondi-Santi importeres af Sigurd Müller

Castello di Volpaia kan købes hos jyskvin.dk