Umuligt at afgøre. I direkte duel svinger jeg mellem Emrich-Schönlebers umulige kombination af komplet tørhed og ekvilibristisk håndtering af modenhed og Schäfer-Frölichs geniale destillation af bjergarter og stedlighed. Og i 2018 er det næsten endnu sværere end tidligere at vælge imellem dem. Det ene øjeblik stråler Tim Frölichs Halenberg, det andet stråler Frank Schönlebers Frühlingsplätzchen – så hæver Felseneck sig pludselig op, som et soludbrud kaster den grundstoffer i flydende form op i gaslig form, molekylerækker, der burde give hårdhed og stenlignende struktur bliver flydende og rammer tungen som, hvis en svensk malmmine blev kastet ind i mundhulen som væske – og det absurde er, at det er behageligt ((fortsættes)