Man skal være tre mand om at åbne en flaske naturvin – der kommer jo farlige dyr ud af flasken. Adi Badenhorst er, sammen med Eben Sadie, Mullineux-duoen og Craig Hawkins, alle nogle af Swartlands bannerførere, præcis lige så bramfri og laid-back, som han ser ud til. Det grå fuldskæg, hårpisken, de lynende levende himmelblå øjne og statement-t-shirt, gav i første omgang kontrast til hans underspillede væsen, men efter få minutter havde Adi talt sig varm og der blev uddelt venlige håndkantslag til højre og venstre og udlagt både pragmatiske og idealistiske argumenter for hans egen vinstil. Samtlige vine fra Badenhorsts hånd overholder alle eksisterende naturvinsorganisationers eventuelle grænseværdier for total sulfitmængde, men han vil meget nødigt have sine vine kategoriseret som vilde eller mærkelige. Overordnet er udtrykket da også ”konventionelt”, men det dækker over markante stilsving og betydeligt mere outrage og helt personlig smagspræference end ordet ”konventionelt” kan bære. Adi Badenhorsts vine er meget sjovere og at møde ham, desværre alt for kortvarigt, var et vinønske, der gik i opfyldelse. Han er en vinhelt. Jeg lægger mig fladt ned og smider næsten al kritik på porten, kun næsten, for Adi Badenhorst har været med til at genføde sydafrikansk vin. Siden fyringen fra Rustenberg nede i Stellenbosch i 2007 er der rent ud sagt sket revolutioner. Både billedligt talt i hans egen stiludvikling og i ordets direkte anvendelse for den vennekreds, der sluttede sig sammen og dannede The Swartland Revolution. Gruppens mest konkrete udkomme var den årlige vinfest i Swartland, som samlede alle landets unge vilde og ikke mindst en række vinskrivere, der fik formidlet alt det der boblede i Swartland. I dag er The Swartland Revolution lukket, men områdets producentorganisation, Swartland Independent Producers (SIP) har lavet egne ganske stramme regler for vinfremstilling med udgangspunkt i naturskånsomme metoder, gamle vinstokke, forkastelse af cabernet sauvignon og chardonnay og ikke mindst minimalistisk tilgang i kælderen.

”Jeg er doven”, indrømmer Adi Badenhorst, men den tilgang giver mange gange svedig vin. Han stjal en del materiale fra Rustenberg til opstart af sit eget vinhus på Kalmoesfontein ved Paardeberg, og koncentrerede sig fra starten om gamle vinstokke og granit. ”Jeg mener seriøst granit er hovedårsagen til mine vines friskhed”, siger han og fortsætter med at latterliggøre begrebet fysiologisk eller fenolisk modenhed; ”Det er noget meningsløst sludder… druerne har ikke en objektiv optimal modenhedsgrad – jeg bruger derfor hellere ”psykologisk modenhed””, siger han med lurendrejerudtryk i øjnene og chokerer derefter med både et smæk til teknisk sauvignon blanc, som han siger minder om at blive bidt af en giftslange, og en beskrivelse af vinifikationen for de fleste af hans vine, der ville give enhver universitetsuddannet ønolog hjertestop. ”Jeg bruger næsten kun beton og gamle træbeholdere og jeg høster løbende og tilsætter de forskellige batches til den gærende most, når de er høstet”. På den måde trækker han den samlede gæringstid for hvidvinene til op mod 4 måneder, godt for vinens bredde og intensitet, men risikerer samtidig oxidative og mikrobiologisk influerede skæve indslag.

Adi Badenhorsts kioskbasker er de tre Secateurs, hvid, rosé og rød. Secateurs Chenin Blanc 2017 har både palomino, muscat d’alexandria og clairette i blandingen og hørmer herligt af diesel og autolyse på én gang, men æblemosten er det mest dominerende træk og den har granitbid! Samme vin fra 2018 er betydeligt mere vouvray-agtig, mere pærepræget og næsten tropisk, men stadig cremet og mineralsk frisk. Family White 2016 med op mod 13 forskellige druer samfermenteret i 40 hl træfade er som blanc de blancs-champagne uden bobler. Adi søger tekstur i sin vin, aroma er overfladisk! Hans Secateurs Rosé 2018 er baseret på tidligt høstet cinsault og den er alt andet end kunstig og ferskenpræget, heller ikke i restsukkerretningen, men kan minde lidt om Château Simone fra Provence. Secateurs Red 2015 er dyrisk og brutal, kødelig og kysværdig, pebret med tydelig syrahdominans og enfoldighed fra fodtrampning af helklaser. 2016eren af samme er strittende af friske røde skovbær, mint og urter, sydafrikansk fynbo, den lokale flora, fremragende til prisen. Family Red 2014 er reduktiv og næsten latrinær, sandsynligvis begrundet i samfermentering af syrah, tinta barocca, cinsault, grenache og fem måneders skindkontakt, men helt uden håndtering, infusion… IKKE ekstraktion. Hans Ramnasgras 2016, enkeltmarksvin på gamle cinsault-stokke er efter min smalsporede mening verdens aktuelt bedste vin på den ”glemte” cinsault. Mynte på kvaste hindbær og multebær, tyttebær med estragon og rosmarin, slåensnaps, men moderat alkohol og robust tekstur, greb af tannin og forfriskende barkkrydret eftersmag. Adi Badenhorst, du er fortsat min sydafrikanske vinhelt.

AA Badenhorst forhandles af Sigurd Müller Vinhandel