Guigals tre enkeltmarksvine La Turque, La Mouline og La Landonne er nogle af Côte-Roties mest efterspurgte vine og er i manges øjne de dygtigste repræsentanter for skråningerne ved Ampuis. Jeg deltog forleden i en heldig vertikalsmagning af La Mouline og det kom i høj grad bag på mig, hvor godt vinene klarede sig på trods af 42 måneders fadlagring i små fade.

Jeg mener virkelig, at Côte-Rotie-skrænterne er et af verdens visuelle vinvidundere. Menneskelige strabadser, århundreders møjsommeligt Sisyfos-arbejde, konstant erosion modvirket af håndbyggede terrasser, en jordbund, der INTET andet giver end knapt nødvendig næring til vinstokke. Mosel… fint nok, Schlossberg i Rheingau, jo jo, Valdobbiadenes grønne paradis, men ovenfor landsbyen Ampuis slynger terrasserne sig omkring bjergets kurver, oppefra ligner det fraktalkunst, fra jorden ligner det en umulighed at arbejde i.

Château d’Ampuis – Guigals gamle hovedbygning.

En af skræntens mest legendariske vine er Guigals La Mouline, som kommer fra mørbradstykket i lieu-dit’et Côte Blonde. Den ligger lavt på skråningen og består af granit, gneiss, med højt indhold af silikat og smuldret kalksten i løssform på toppen flere steder. Jorden er nærmest lyserød – jeg så det selv sidst jeg stod ved foden. Mange indlæser elegance i den jordbund. Historisk er der tradition for at kalde Côte Blonde ”damen” på skråningen. Den slags er farligt i dag, I know, men jeg refererer blot kutymen. Marken har generelt højt indhold af viognier. Guigals La Mouline har normalt ret præcist 11 % viognier blandet i syrah. Er det hønen eller ægget? Viognier egner sig generelt til næringsfattig og let sur jordbund. Côte Blonde ligger i den sydlige ende af skråningsforløbet i Cöte-Rotie-appellationen og ligger dermed i overgangszonen til Condrieu, hvor netop viognier trives så godt. Den høje andel aromatisk grøn drue giver ofte en berusende og sexet aroma til vine fra Côte Blonde og det er da også på grund af aromaen, at Guigals La Mouline skiller sig ud i La-La-La-trioen, La Turque, La Mouline og La Landonne.

Udsigt fra Rotie-skråningerne ned over Ampuis

Helt personligt må jeg tilstå, at Guigals vine fra appellationen ikke er mine foretrukne, blandt andet på grund af det vilde fadregime med 42 måneder i nye barriques, men når vinen får alder, og det var der rigeligt med eksempler på i smagningen her, så spiller det ingen rolle, at fadregimet er så ekstremt. Markens egenskaber trænger nemt igennem den påståede makeup. Tro endelig ikke, at viognier-mængden gør La Mouline lys i farven. Faktisk binder tilstedeværelsen af viognier anthocyaninen i syrah, så La Mouline ER mørk, men dens mundfornemmelse er magisk, blødgjort tannisk og med utrolig friskhed på trods af skræmmende høj pH-værdi, ofte op mod 4!

Forleden var jeg med til et ministudie af La Mouline og takker for vinoplevelsen.

Har du lyst til lidt mere prisfornuftig syrah fra det nordlige Rhône, så se lige her

Côte-Rotie La Mouline 2000, E. Guigal, Rhône. Frankrig
95
Når jeg skriver sod, grillsnask, stegefedt, briketter og bacon, så lyder det egentlig ikke særligt godt, kan jeg høre. Sådan er det bare med côte-rotie og La Mouline, men det er aromaer, som alle sammen i æterisk form i dag bruges i parfumeindustrien. Nicheparfumerne excellerer i det univers. Engang sagde Franco Biondi-Santi til mig, at stor brunello lugter af goût de chaudron – jeg anede ikke, hvad han snakkede om og måtte google det. Franskmændene kendte allerede under Solkongen til parfumekomposition med anvendelse aromatisk trækul. La Mouline lugter af goût de chaudron. Ribs og muskatnød krydrer og frisker og orientaliserer vinen. Allerede en kuldegysning her. Kød og metal strammer i eftersmagen.

Côte-Rotie La Mouline 1995, E. Guigal, Rhône. Frankrig
98
Den her har jeg fået flere gange før og den er stadig en mesterlighed og en umulighed af absurd vin-pH og reel friskhed og syre. Det er et af kemiens mysterier. Peber, rosenpeber, langpeber, meleguetapeber og kampotpeber. Tørret kød i mængder, viol og salami, saftig som en postmoderne naturvinssyrah, sour endda, en cocktailmikser, men egentlig ingen syre. Fantastisk i ordets oprindelige betydning.

Côte-Rotie La Mouline 1999, E. Guigal, Rhône. Frankrig
99
Vinøs trolddom, vinøs magi, øjeblikkets skønhed, uperfektion, men rørende. Nydelse med kroppen og labyrintisk spænding med hjernen. Jern og zink, liljer, salami, ribs og hindbær, kulstøv, udtalt oud som i en meget dyr nicheparfume, krogmodnet okse, pata negra, gout de chaudron, smagen er smygende lækker, sinuskurvet, op og ned i blide rytmiske bølger, uendelighed i hele sanseapparatet, dyb og svimlende. Er først nu ved at finde sit zenit, men jeg tror den bliver endnu bedre.

Côte-Rotie La Mouline 1991, E. Guigal, Rhône. Frankrig
98
Husk, at 1991 er undtagelsesårgangen i Côte-Rotie. Ingen andre steder i Frankrig var der succes… enkelt bourgogner undtaget. La Mouline har her fundet sin modenhed. 91’eren er præcis dér, hvor jeg helst vil have mine modne vine. Stadig med frugtighed og liv, mens visdommens rolighed er ved at sætte ind. Røg og smuldret mursten, katolsk røgelse, pibetobaksaske, røget andebryst, subtil oud med branket nellike og basiskrydring til min masala. Tørret vildsvin endda og en mundfornemmelse som de største margaux’er.

Côte-Rotie La Mouline 1989, E. Guigal, Rhône. Frankrig
98
Den her er anderledes. Meget udtalt surmælksprodukt, yoghurt med sumak, røget smør, paprika, brændt træ, kul i yakitori-grillen og fermenteret italiensk pølse. Den er salt som en stor Grange, men bærer i sig en helt anden blid og sart elegance. Silketannin på følesansen, silketofu, eftersmagen eksploderer med safran, lilje, dild og tørret viol. Svæver i næsehulen.

Côte-Rotie La Mouline 1985, E. Guigal, Rhône. Frankrig
95
Jamen kan det blive ved. Endnu en utrolig flaske. Fuld af chokolade, rød chokolade, røget paprika, piement d’espelettes, vilde tranebær, rust, elefantbur og tørret okselår. Oud og røgelse, Mellemøsten i det hele taget. Lidt støv på toppen og i eftersmagen, som forstyrrer lidt. Syrah’sk syre eller fravær af samme, men stadig viril og frisk.

Côte-Rotie La Mouline 1979, E. Guigal, Rhône. Frankrig
93
Her er der på den ene side mere friskhed og på den anden side klar aldring. Samme aroma grundlæggende som 85’eren, men der støder markant VA til. Ikke for meget – jeg lever sagtens med det. Liljehørmen er mere markant. Det er lige før jeg føler mig hensat til venteværelset på et stort marketingkontor i Paris, hvor jeg engang var ved at få kvalme af de kæmpestore struttende hvide trompetliljer, der moderigtigt smykkede lokalet. Mundfornemmelsen er som bordeaux, bare med indiske og levantiske krydderier.

Philipson Wine og Bichel er danske importører