Frygten for gammel vin fylder mere end glæden ved gammel vin i mig. De er indbyrdes afhængige og helt uadskillelige efter min mening. Det handler ikke bare om det halvtomme eller det halvfyldte glas, om den pessimistiske livstilgang eller den optimistiske, for begge forventninger er til stede, når man nyder ældet vin. Måske holder den, måske holder den ikke, vinen altså. Ofte gør den og endnu oftere gør den ikke. Har man selv gemt vinen til den særlige lejlighed er man selv ude om det, men ofte bliver jeg udsat for numerisk gammel vin, og bliver dermed helt uforskyldt nervøs, opfyldt af frygt, ikke urfrygt selvfølgelig, men den lille frygt – den frygt, der minder om barndommens spøgelsesleg; står lillebror nu bag hjørnet i mørket og siger bøhh, eller først bag det næste hjørne? Kald mig bare sortseer, men jeg anser netop frygten for gammel vin for et helt afgørende aspekt i den totale vinoplevelse. Hvis ikke jeg frygtede forfaldet, fordærvet, den pinsomme bortgang, ville den gamle vin aldrig overraske – den ville aldrig for alvor kunne imponere og de imponerer jo ind imellem, de gamle… vine… (fortsættes)