Ja jeg ved det godt. Det er altid de slemme, der ødelægger det for de gode, men min påstand er, at i det såkaldte vinetablissement, the establishment (det lyder bare bedre på engelsk) er der ingen, der indrømmer deres hang til zinfandel. I en tråd på Facebook for nylig handlede det om hadedruer og her blev zinfandel nævnt mange gange. I nørdernes verden lærer man hurtigt at bevæge sig så respekten bevares og undgår at sige de forkerte ting. Amarone er egentlig en ædel vin – det kræver store anstrengelser at lave den ordentligt, Amarone er en meget stedbundet vin både lovmæssigt og stilistisk og på den måde burde den være fin, men det giver ingen respekt i ”fine” vinkredse at råbe: jeg elsker amarone! Man bliver også sparket på porten, spottet, hånet, hvis man råber: jeg synes zinfandel er ædel og den kan lige så meget som alle mulige andre druesorter.

Det kan da godt være der står treliters BIB i stabler i Spar og Bilka med plonket zinfandel, men der står også overgjort merlot og skvattet sangiovese og ingen kunne finde på at smide de druer på porten i en overgeneraliserende ofringshandling. Jeg er med på, at zinfandels medfødte egenskaber, varmen, den moderate syre, popdrengsfrugten, ikke rammer idealerne for forbilleder som Barolo, Bonnes-Mares og Pomerol, men der findes masser af zinfandel med personlighed, friskhed og dybde og det blev understreget på vild vis i efteråret da jeg sammen med David Amadia fra Ridge Vineyards præsenterede en række relative nybrud og en håndfuld klassikere på amerikanernes egen druesort (JA sgu, zinfandel er amerikanernes! – forklaring følger).

Amerikanerne fik gjort detektivarbejdet med at finde zinfandels ophav til en verdensbegivenhed (kun en lille overdrivelse). Derfor ved de fleste vindrikkere i dag, at zinfandel er primitivo er crljnak kastelanski er tribidrag, hvorimod de færreste ved, at cabernet sauvignon er en krydsning af sauvignon blanc og cabernet franc. Når jeg skriver, at zinfandel alligevel er amerikanernes egen drue, handler det om 150 års tilstedeværelse fjernt fra de oprindelige steder den voksede og vokser i Europa. Opformeringen, der sidenhen er sket på californisk grund, er foregået med udgangspunkt i meget få planter og efterfølgende har man igen valgt det plantemateriale, der klarede sig bedst. Derfor opfører syditaliensk primitivo og californisk zinfandel sig ikke helt på samme måde, selvom de genetisk set er identiske.

Zinfandel har store klaser. Klaser på størrelse med tyrenosser! De enkelte druer i klasen modner desværre uens og her starter balladen. Skal man plukke en klase med både umodne, modne og overmodne druer eller vente til alle er modne og en stor andel er overmodne. Den er tyndskindet, har ustabil anthocyanin, lavt indhold af farvestoffet malvidin, så ofte kræves lidt farvehjælp fra andre sorter, modner temmelig tidligt og på grund af klaseophobning, det amerikanerne kalder stacking, må der ofte grønhøstes. Der står 17.000 ha zinfandel i Californien, spredt over det meste af statens kendte vinområder og normalt ville man sige, at den bedst klarer sig i lune til varme områder, men der er opsigtsvækkende undtagelser. Andelen af gamle vinstokke, rigtigt gamle vinstokke, er relativt høj sammenlignet med andre sorter og det er netop zinfandels helt afgørende stilhjælper. De gamle vinstokke, ofte op mod eller over 100 år gamle, giver frugt med lavere pH-værdi og højere friskere syre.

Selvom en gruppe af historiebevidste producenter med Mike Officer fra Carlisle, Morgan Twain Peterson fra Bedrock, David Gates fra Ridge og Tegan Passalaqua fra Turley Wine Cellars i spidsen har stiftet The Historic Vineyard Society, er statens gamle vinmarker i konstant fare for oprivning på grund af byggeprojekter og skift til mere moderigtige druesorter som cab og pinot noir. Før forbudsperioden og Anden Verdenskrig var zinfandel meget populær i markerne og i den udstrækning de fik lov at overleve efter krigen, hvor det amerikanske bordeaux-sortsboom begyndte, blev zinfandel håndteret og vinificeret til traditionel rødvinsstil eller rettere det amerikanerne kalder claret style, altså moderat alkohol med ret kontant syre. I 1970erne steg alkoholprocenterne, mens Sutter Homes Bob Trinchero opfandt den øjeblikkeligt populære søde roséudgave, white zin. Ridges nuværende nestor Paul Draper udtalte skråsikkert ”forget it” om den stil, men white zin er i dag suverænt amerikanernes foretrukne zinstil. I 1980erne faldt forbruget af zin, stokkene blev i stigende grad revet op, men den fortsatte produktion af white zin fik faktisk paradoksal betydning for de enkelte overlevende pletter af krogede buskbeskårne planter.

I starten af 1990erne var USA i gang med sit boom i vinindtag, understøttet blandt andet af en stadigt mere indflydelsesrig vinpresse med Wine Spectator i spidsen og ikke mindst Robert Parkers på The Wine Advocate. De medier og smagere kunne (og kan) som bekendt godt lide kraftfulde alkoholrige vine baseret på supermoden (læs: ofte overmoden) frugt. I 1993 blev Turley Wine Cellars skabt, flere fulgte, andre af de gamle zin-fokuserede huse gik i samme retning, hvor det handlede om stadigt stigende alkoholprocenter. Skribenten Jon Bonné kalder det sin bog The New California Wine for Big Flavor-perioden. Både Turley Wine Cellars og ikke mindst Michael David Winery og Martinelli opnåede jævnligt procenter på over 17! En gruppe af mere klassisk balancerede vinhuse fastholdt trodsigt, og i en periode nærmest i glemsel, den gamle moderate stil eller den endnu mere klassiske blandingsform, field blend-metoden med op mod 20 sorter i kaos, eksempelvis Ridge, Seghesio og Dashe.

Fnubselibubs… tidsrejse… frem til nu. Der findes nu tre klare stilarter med små variationer. 1. den fortsat succesfulde white zin og den glemmer vi her. 2. den moderate almindelige rødvinsstil og ikke mindst 3. late harvest/port-stilen. Den brede midtervej er blevet bredere og omfatter nu yderpunkter som tidligt høstede cool climate og decideret lavalkoholiske udgaver som Broc Cellars og Radio-Coteau og mere heftige sager fra gamle stokke som Bedrock, Carlisle, Turleys omkalfatrede stil og Bilbro-brødrenes vine fra Marietta Cellars og Limerick Lane. Port-stilen findes stadig med repræsentanter som Martinelli og Michael David. Kerneområderne for stor zin er fortsat Lodi i San Joaquin, Dry Creek Valley og Alexander Valley i Sonoma og Paso Robles i Central Coast. Enkelte steder i Sierra Foothills, Napa og sågar Contra Costa og San Benito er der også pletter med oldingestokke.

Her er en opsummering af de saftige og dog samtidig velstrukturerede og friskfyrsagtige zins vi havde valgt til smagningen.

Smagningens helt store overraskelse, både for publikum og for overtegnede, var Eden Rift Vineyards lokkende coole 2017 Dickinson Block Zinfandel (importeres af www.Americanwine.dk ) fra vinstokke plantet i 1906! Eden Rift Vineyards ligger i den lidet kendte appellation Cienega Valley på bagsiden af Gavilan Mountain Range et stykke inde i landet fra Monterey Bay. Iskold havluft svaler markerne og vi er i pinot noir- og chardonnay-land og den slags steder bliver der normalt ikke dyrket zinfandel. En lille parcel på 0,3 ha har dog fået lov at overleve den vældige invasion af pinot noir, som har overtaget dalens marker siden 1980erne og intensiveret i 0erne og 10erne. Zinfandel-stokkene står på egne rodstokke og er traditionelt head-trained, som de siger i USA. Den arbejdsintensive gamle beskærings- og opbindingsmetode, som typisk ses i klassiske varme sydeuropæiske vinområder. En anden særlighed ved Dickinson Block er jordens beskaffenhed. Appellationen er blandt andet kendetegnet ved kalkstensjordbund – en jordbundstype, som kendes fra Europas nordlige områder, men som ikke findes mange steder i Californien. Dickinson Block Zinfandel er enestående frisk, stadig med den karakteristiske intense sommerbærduft, men fuldstændigt befriet for nogen form for tørrede julefrugter, ingen svesker, rosiner, figner eller dadler. Smagen forener også på forunderlig vis koldklimapræg, høj syre, elegance, med druens medfødte varme og blide tannin. En stilart, der lige nu, ikke har andre lignende repræsentanter på det danske marked.

Dagens gæst var Ridge Vineyards’ direktør David Amadia, der forsvarede klassikerproducenternes ære. Ridge Vineyards har fremstillet zinfandel urørt af tidens trends og forbipasserende moder siden 1960erne. Deres mest kendte markangivne zinfandels er Lytton Springs og Geyserville, der dog aldrig har været solodruebaserede. På gammeldags vis er zinfandel-stokkene opblandet med et par håndfulde forskellige druesorter i marken. De blev plantet i en tid, hvor man typisk ikke helt havde styr på stiklingernes sort. En anden årsag til de blandede vinmarker var druedyrkernes erfaringsbaserede viden om zinfandels behov for ”hjælp”. Farve, struktur, bid, tannin og syre kunne opnås med assistance fra andre middelhavssorter som carignan, cinsault, mourvedre, gamay, syrah og petit sirah.

Ridge Vineyards Geyserville (importeres af www.Finewines.dk ) kom i to årgange. 2016 har rhônevinens karakteristiske barkkrydrede frugtighed. Den er kompleks med tobak, lakrids og brombærstyrede noter, mens den ældre version, 2005, naturligt viste mere udvikling med rust, sveske, bacon og lyst ristede kaffebønner. 2005 er i øvrigt husets 40. årgang fra marken i Alexander Valley i den nordlige ende af Sonoma Valley. 2005eren indeholdt 17 % carignan og 6 % petit sirah, mens 16eren også havde hjælp fra farvegiverdruen alicante boushet. Ridge Vineyards’ zinfandelbehandling giver altid overraskende godt lagrende vin – opdagelseslystne læsere bør lede efter Lytton Springs eller Geyserville fra 90erne og få sig en oplevelse.

I samme field-blend-stil er statens gammelvinstokforsvarer nummer et, Morgan Twain-Peterson, hvis vinhus hedder Bedrock (importeres af www.smv.dk ). Han laver flere håndfulde af zinfandel med markangivelse og på dagen var det marken lige ved siden af ejendommen, Bedrock Vineyard, og Papera Vineyard, der viste hans evner. 2018 Bedrock Vineyard med kun 60 % zin og hele 22 forskellige druesorter samplantet og co-vinificeret, er fremragende, statelig, stor og intens med mærk frugt, let rustik friskhed, koncentration helt uden præg af tørrede druer og kropslighed til langtidslagring, men det vil jeg ikke anbefale. Den kan med fordel knappes op lige nu og nydes til senvintermad. Papera Vineyard ligger i den indre del af Russian River Valley, som er mere kendt for chardonnay og pinot noir, men mange hævder at floddalens vældige udstrækning er for varmt til postmoderne californisk pinot noir og passer langt bedre til den varmehungrende zinfandel. 2012 Papera Vineyard er fornem, fuld af brombær og hindbær med solid bund af aromatisk kvas fra et middelhavsbuskads, vel er den svulmende i sine former, men den indeholder filigranagtig struktur, der holder fast i elegancen.

Blandt smagningens mere friske og kølige udtryk var også Dashes Zinfandel 2014 fra Todd Brothers Ranch (importeres af www.Californiawine.dk ) i Alexander Valley og Radio-Coteaus Lemorel Vineyard 2012 (importeres af www.hustedvin.dk ) i den vestlige side af Sonoma Coast. Dashes er frisk på grund af producentens stilpræferencer. Den bliver simpelthen plukket tidligt og vinificeret for at holde trykket på friskheden i zinfandel. Folk, der har forelsket sig i zinfandel på grund af de hedvinstendenserne, får sig et chok med Dashe i glasset. Radio-Coteaus version er ”kold” og frisk på grund af voksestedet i det stillehavskølede bakketerræn ovenfor byen Occidental.

Brødrene Jake og Scot Bilbro står bag henholdsvis Limerick Lane og Marietta Cellars (begge har desværre ikke dansk importør), der begge præger den aktuelle zinfandel-scene. De var repræsenteret med 2017 Román og 2016 Rocky Knoll. Begge vine i den mere kraftfulde druetypiske powerstil, men stadig helt uden kogte noter. Gid en dansk importør kastede sig over dem, please!

Seghesios 2015 Cortina (importeres af www.wine.dk ) og Turleys 2016 Estate Zinfandel (importeres af www.kkwine.dk ) fuldendte smagningen med deres kraft, varme, krydrede og diskret boysenbærprægede næser og en struktur man ikke skulle tro var ren zinfandel, men det er det såmænd. Turley tilhørte i mange år den bodybuilderpumpede og plumpe hedvinsstil, som Robert Parker promoverede, men har de seneste år ændret stilen gevaldigt og inkarnerer på den måde den fornyede tro på druesorten og dens langsomme introduktion blandt de druer i verden som SKAL tages seriøst – også af ”fine” vindrikkere.