Det sker lige foran os. Det sker lige nu – i virkeligheden opstår det jo ikke pludseligt, men nogle gange bliver en langsom udvikling over flere år… årtier endda, kogt sammen og koncentreret indenfor få måneder, i ens eget hoved, fordi man bare bliver konfronteret med potenserede resultater af den udvikling. Det er sket for mig. Det handler om pinot noir. Det handler om druen over dem alle, den fine, den sarte, den ædle, den skrøbelige, vendekåben, den uvederhæftige, den guddommelige, den ustabile, den svigefulde, skuffende… smukkeste, den vindrikkere godt ved giver mere street cred at have som favorit. Tænk lige over det. Hvor mange steder i verden dens udtryk, dens sceneshow er strammet op. Selv i Bourgogne er der efterhånden meget langt mellem svagpisserudgaver, sure pjaskede flasker, vandagtige substanser eller dem, der smager af grønne jordbær blandet med kold overtrukket hybente.

Bourgogne brager derudaf og sender den ene saftighed, stramt korsetindrammet, efter den anden på markedet. Bourgogne AOP er slet ikke en kategori, der skal undgås mere – det anbefalede jeg tidligere og det er sikkert en kombination af vejr, ungdommelige ambitioner, viden og evner og viljefasthed hos producenterne og bedre danske indkøbere, der ligger bag. I nabolandet Tyskland er udviklingen endnu mere imponerende; kort fortalt handler det om langt bedre sans og forståelse for pinot noirs charme og balancen med mildere ekstraktion og mindre fadindflydelse. I marken er der bedre styr på klonvalget, opbinding, rodstokke og udbyttet. I Californien er fokus flyttet til statens koldeste egne. Selv steder som Carneros og især Russian River Valley, der tidligere var statens højst ansete pinot noir-pletter, bliver vurderet for varme. In Pursuit of Balance, sammenslutningen af pinot-purister, der svang sværdet over exces på alkohol, fad og brystmål, har gjort deres. Nu har de opløst sig selv – mission accomplished. I Oregon er der skruet ned for ekstraktionsknappen, i New Zealand har de også lettet på ekstraktionsknappen, på Tasmanien laver de smertende intens pinot på 12 % og på det australske fastland er det gået op for mange producenter, at pinot noir ikke behøver kun at smage af tebutikkens frugtolier. Det bedste ved det hele er, at der faktisk stadig er distinkte stilforskelle ved verdens pinot-områders udtryk. Advarselslamperne er nærmest gået i dvale – skulle man vække dem igen, kunne det være fordi mængden af kloner og pinot-varianter bliver for lille, men på den anden side er Tyskland et godt eksempel, hvor kvalitetsløftet for en stor dels vedkommende er sket helt uden anvendelse af de berømte (og til dels berygtede) Dijon-kloner, som styrer en stor del af verdens pinot-boom lige nu. De seneste uger er jeg blevet forbløffet over pinot noir fra steder, jeg ville have forsvoret kunne give pinot-finesse, pinot-pieta og pinot-purisme.

Yarra Valley er gammelt pinotland efter oversøiske målemetoder, mens Uco Valley er helt nyt land. Australiens sjoveste pinot noir er slet ikke kommet fra Yarra de sidste mange år – dalen blev overhalet af mere friskhedsfokuserede og rigtigt kolde områder som Tasmanien, Mornington Peninsula og Macedon Ranges, men for nylig fik jeg Giant Steps-porteføljen til smagning og den kommer fra Yarra Valley… så det basker! I Argentina laver de imponerende pinot noir i Patagonien og har gjort det et stykke tid, tænk på Chacras nærmest uvirkeligt elegante ørkenine, men landets helt nye stjerne er Laura Catenas personlige projekt på Amerikas tag, oppe i Ucos Tupungato-distrikt. Og i Oregon er alle mine hidtidige superlativer tildelt huse som Arterberry Maresh, Antica Terra, Eyrie og Cristom blevet overgået af Kelley Fox Wines. I Bourgogne fosser det formeligt frem med nye småhuse, genlanceringer af gamle huse af nye generationer og det er svært at få armene ned. Jeg har samlet til bunke, de er til at betale i disse amokløbende pinot-tider og her er de:

Kelley Fox Wines
Skaf dig en Star of Bethlehem – og det er en vin i dette tilfælde, ikke blomsten, som ophavsparcellen er opkaldt efter. Kelley Fox laver lige nu noget af Oregons mest uforcerede og nærmest naturlige pinot noir. Alle niveauer er opsigtsvækkende, men toppen, parcelversionen fra den blomsterrige plet i Maresh Vineyard er enestående og var sidste års mest opsigtsvækkende oversøiske pinot noir i min bog. Kelley Fox Wines tager navn efter kvinden selv, der lærte at lave vin Oregons store pioner Eyrie. Kelley Fox har droppet al ny egetræ, vildgærer og kører rabiat 100 % helklasegæring. Vinene er rene stjerner! Så er det sagt. Det er vine man kan nyde med kroppen og med hjernen eller på begge måder samtidigt. Hun fokuserer på de to underappellationer McMinville og Dundee Hills, den første stærkt styret af alluviale og kalkstensholdige jordbundsforhold og den anden styret af vulkansk basalt, lokalt tituleret jory. I 2017-årgangen valgte Kelley Fox at nedjustere til 50 % helklaser. 2017 Pinot Noir Ahurani er saftig og cool, pakket med ribs og hindbær, mælkesyre og nemt flydende naturlighed helt uden kanter, og alligevel med masser af karakter. 2017 Pinot Noir Mirabai minder om Ahurani, men har mere jordet præg med indslag af komplekse og parfumerede rosenblade, pæoner, røg og mere fasthed i eftersmagen. 2017 Pinot Noir Maresh Vineyard er storslået og stadig afdæmpet pinot noir, meget burgundisk og på gode dage sammenlignelig med en clos de la roche, men det er 2017 Star of Bethlehem, der går i benene! Den særlige parcel blomstrer hvidt i løbet af sommeren med væksten fuglemælk, som slet ikke er indfødt på det nordamerikanske kontinent, men derimod fra Sydeuropa og Nordafrika. Det er nok ikke planternes skyld, at vinen er sublim, men snarere klonen af pinot noir. Det er nemlig gamle opformerede heritage-kloner, dem amerikanerne kalder pommard, der står i parcellen og de giver simpethen bare bedre balanceret bourgogne… øøøh hov, pinot noir fra Oregon. Det smager som Musigny! Lys og transparent med viol, granatæblekerner, ribs, smuldrende træstub og tobaksnoter, medicin, c-vitamin og bister tannin bag et fløjlstæppe. Vidunderlig vin

Tortochot
Chantal Tortochot laver vinen med gode råd fra Sylvain Pataille og jeg skal love for at husets vine er anderledes end i 90erne da jeg første gang mødte dem. Jeg har ikke smagt hele porteføljen, men bare en nomenklaturisk almindelig Bourgogne Rouge 2018 og Morey-St.-Denis 2017. Sylvain Patailles store krop og dirigent/IT-professorudseende er en modsætning til hans vine, som altid bærer i sig en summende og flaksende kolibriflugt, luftighed og æterisk frugtig parfume og det gør Tortochots to prisfornuftige (ja de er dyre, men billige ift. andre mere hypede huse lige nu). Bourgogne Rouge 2018 er saftig, men langt fra banal pjasket som meget trendy såkaldt ”saft” er i øjeblikket. Her er tydeligt Côte d’Or-aftryk, spagnum og kernekraft, vid og bid, mens Morey-St.-Denis 2017 fra et lidt mindre modent år viser naturligt mindre lige-i-fjæset-frugt, men har meget mere intensitet og den er uforstyrret af fad.

Benjamin Leroux
I samme generisk-kommunale niveau laver Benjamin Leroux også vinøse farligheder lige nu. Da jeg mødte ham for år tilbage hos Comte Armand var hans soloeventyr først lige begyndt, men nu er det udfoldet. Han tilhører gruppen af antidogmatikere (hvis dogmatikere overhovedet efterhånden findes i Bourgogne), der nogle gange bruger mange stilke, andre gange ingen, nogle gange pigeage, andre gange kun remontage – kort sagt en pragmatiker, der dog er drevet af slutmålet: ALDRIG overekstraheret pinot. Hans Vosne-Romanée 2017 er bedre end manges premier cru! Magisk selvkørende kirsebærfrugt, kernekraft uden røg og falbelader, sød, men ikke sukret, syrlig, men ikke sur og heftigt krydret uden gumpetunghed.

Philip Kuhn
Philip Kuhn holder til i Laumersheim i den østlige side af Pfalz, hvor han og faderen plantede de første spätburgunder-stokke i 1988. I Tyskland er et af de aktuelle skismaer for spätburgunder om der skal stilke med i gæringskaret. Philip Kuhn bruger en høj procentdel og lagrer hele to år uden omstikning på fadene. Det er lang tid! Ved Laumersheim ligger flere Grosse Lage eller ”grand cru’er”. Kuhn laver ribsessensduftende og ristet vaniljeduftende pinot fra den kalkrige Kirschgarten, men i 2015 er det Steinbuckel, der løber med palmerne. Den er også fuld af kalk, i undergrunden og som løss på toppen. Her er ingen stejl drama som i Mosel eller Rheingau, kun blidt hældende vindkølede marker – Kuhn kalder det poetisk for en dalkedel, ein talkessel. Steinbuckel er mindre markeret af fad, har til gengæld dyb jordet og orientalsk krydret tranebærjuice, ledsaget af blid sensuel tannin og luftig, dansende eftersmag. Drik mig!

Domaine Nico
Nicolas Catenas datter Laura har med hjælp fra vinmageren Roy Urvieta søsat sit eget ekstreme projekt. Ekstremt på grund af højden. Pinot noir er testet i alverdens klimatiske forhold og jeg må indrømme, at jeg slet ikke troede på dens evner i intens UV-stråling i højderne over 1100 meter, men man er jo nødt til at se på resultatet. Det, der står i glasset, er enestående, i hvert fald i forhold til andre mere outrerede pinot noirs fra Sydamerika. Udtalt burgundisk, bortset fra 2017 Grand Mère Pinot Noir, som ikke helt kan skjule sit solrige voksested. Grand Père er mere robust, mere kalkstenspræget og med mere fasthed, kirsebær, tranebær, spagnum og kun eftersmagens diskrete frugtsødme afslører Argentina. La Savante er milepælen, krydret, salt, frisk, fyrig, letløbende og krævende på samme tid, jordet, fuld af sure kirsebær, vand på kalksten og smygende lækker mundfølelse. Indtil videre årets positive chok og så har jeg ikke engang smagt maksimalvinen le Paradis.

Giant Steps
Fra tre enkeltmarker kommer pinot noir i tydelig bourgogneskole, med anvendelse af helklasegæring i varierende procenter og først og fremmest styr på egefadsmængderne. Applejack, Wombat Creek og Sexton hedder topmarkerne. Sexton ligger op ad Warramate Ranges i næsten 200 meters højde på næringsfattig jord. Applejack ligger længere inde i Yarra-dalen, umiddelbart lidt varmere end Sexton, men til gengæld lidt højere i 300 meters højde. Wombat Creek er blandt dalens højest liggende marker i 420 moh. med vulkansk forvitret jernholdig jord. Applejack Vineyard 2018 er lys granatfarvet, fuld af sødmefuld hindbær, kirsebær, mint og sød basilkum, sursød i smagen på den gode måde, brysk syre og let karsekrydret (stilkene) og røget eftersmag. Sexton Vineyard 2018 mere mørk, underjordisk, fuld af rødbede, fladtrådt kirsebær og hindbær på jordgulv, blodappelsin og sødlig spagnum og den har bidsk tannin og absolut ingen bitterhed fra hårdhændet ekstraktion. Wombat Creek er lysere, mere tyttebærpræget, med granatæble, sågar tamarindpuré, stilkkrydret og med markant højere syre, vibrerende, energisk, moslende vin.

Kelley Fox Wines, Tortochot og Giant Steps importeres af Jysk Vin
Domaine Nico importeres af Philipson Wine
Philip Kuhn importeres af Pedersbaek Vin
Benjamin Leroux importeres af Otto Suenson