Tre mestre, tre marker, fire årgange og én drue. Man skal indrømme sine mangler. Jeg havde indtil for nogle måneder siden aldrig hørt om Rivella Serafino. Insidere må grine, andre vil måske sige: det har jeg da heller ikke.

Årsagen er selvfølgelig manden, Teobaldo Rivellas, liv i skjul, hans beskedenhed og åbenbare fravær fra de internationale vinskribenters okular og zoom-objektiv. Tænk sig, en mand, hans hustru, et hus placeret lige ved den mark, som er det eneste ophav til de vine han laver og så er det endda selveste Montestefano i Barbaresco. Jeg har læst mig til, at mange af old school-producenterne og sågar flere modernister har Teobaldo Rivella som et forbillede og en hemmelig favorit. Det er lidt som alle stjernekokkene, der elsker den hemmelige bistro. Hans liv i det gedulgte kan ikke fortsætte. Sorry to say so! Vi snakker altså vine, som skinnede mindst lige så meget som Giuseppe Rinaldis og Burlottos. Vinene er ikke dyre… endnu, men de er svære at finde. Rivella har faktisk dansk importør, men ligesom både Burlotto og Rinaldi hos deres respektive danske importører, skal man vist ned på knæ for at få flasker… (fortsætter)