Nogle siger, at man ikke kan bestemme eller sige, hvilken barolo-mark, der er finest. De har nok ret. Jeg synes bare der er noget særligt over Rocche di Castiglione. Om det er fordi både Brovia, Roagna og Vietti ofte laver deres største vin derfra, ved jeg ikke, men jeg samlede for nyligt alle markens aktuelle aftappere til en oversigtssmagning. Og det blev en stor aften sammen med en flok glade abonnenter.

 

Efter min mening findes der ikke finere barolo-mark. Jeg ved godt det er umuligt at kåre marken over dem alle – jeg mener… tænk lige på Vigna Rionda, Falletto, Francia, Cannubi… – alligevel er det som om ingen kan matche de fineste og dygtigste producenters baroloer fra Rocche di Castiglione… i min bog.

Det er fem år siden jeg sidst forsøgte at samle vin fra markens producenter, men denne gang lykkedes det at få fat i alle officielle ejere og aftappere af Barolo fra Rocche di Castiglione og i mellemtiden er der også to producenter, som fast eller sporadisk tapper deres vin fra Rocche di Castiglione som selvstændig vin.

Hvis du vil have den dybe introduktion til marken og referat fra en tidligere lignende smagning, så læs artiklen lige her.

Her handler det om de 11 repræsentanter vi havde i glassene for nyligt ved et abonnentarrangement med fokus på den berømte mark. Status for marken har egentlig ikke ændret sig. Hvis det er sket, så er det til det endnu bedre og finere – det skyldes det simple forhold at en af øjeblikkets mest hypede baroloproducenter, Luca Roagna, er begyndt at aftappe vinen fra domænets parcel som selvstændig MGA. Tidligere indgik den i husets almindelige barolo. Samtidig har højt ansete producenter som Ceretto og Paolo Scavino også aftappet barolo med MGA-angivelse fra marken – for Scavinos vedkommende indtil videre kun i 2020.

Jeg løb personligt rundt på væggene med Roagnas vin i glasset! Blandt smagningens 12 eksempler på og fortolkninger af marken tårnede Luca Roagnas vin sig op. Jeg er tilbøjelig til at kalde den perfekt… i min mund. Ingen ekstremiteter, intet ekstra niveau af koncentration, modenhed på frugten eller tanninniveau. Helt simpelt bare en skønhed, et afslappende studie af noget, der ikke er formet, skabt eller forceret. Jeg ved da godt at Luca Roagna har taget beslutninger og foretaget handlinger efter sin egen vilje, men det virker som om vinen har lavet sig selv. Som en betagende udsigt, som naturens harmoni, dens uperfekte symmetri, dens ”jeg-er-der-bare”-rolighed.

Samlingen af vinene var ikke foretaget med fokus på én årgang. Derfor valgte jeg også at sammensætte rækken fra ”gammel” til ung med den ene undtagelse, at jeg havde fået adgang til to årgange af Poderi Odderos Rocche di Castiglione og derfor lagde ud med deres 2020. En introduktion til markens udtryk. Huset er resultatet af splitningen af det gamle Oddero, som skete i 2006. Både Poderi Oddero og Figli Luigi Oddero står for en klassisk, kald det bare gammeldags stilfilosofi, hvor min egen erfaring siger ret tanninrige baroloer. Det gjaldt også Poderi Odderos 2020’er.

 

En bragende klassisk åbning. Poderi e Cantine Oddero (det fulde navn) 2020 (94) er hidsig, uldtannisk og stakket med små røde syrlige bær og vel at mærke helt uden solpræg eller overmodenhed. Tørret blomst, tobaksblade og kräuterbolsje. Roccheviberti 2016 (91) havde jeg også med i seneste udgave af Rocche-oversigten og den er stadig fin og viste os barolos begyndende modne udtryk. Superklassisk med hele krydderbutikken og spagnum, mens mundfornemmelsen stadig viste tænder og modhager. Jeg havde en lille forstyrrende jordet tone, men det trak ikke min oplevelse bort fra det gode. Poderi e Cantine Oddero holder til i La Morra, men har markdominans i den østlige side af Barolo DOCG i Castiglione og Serralunga. Deres 2019 (97) er mesterlig, magisk og magelig. Ro på, afstemt, balanceret, kraftfuld, stærk og bidsk, men pakket lidt bedre ind i dyb-frisk frugt sammenlignet med husets 20’er. Alt hænger sammen. Arnaldo Rivera er det store kooperativ Terre de Barolos luksusbrand, hvor markerne plejes bedre, høsten styres og vinifikationen foregår separat. Det er faktisk meget fine vine. Arnaldo Riveras 2019 (93) var strutfrisk, poleret, præget af fransk eg?, rød sød frugtighed og var fornemt cashmere-uldet. Det er ovenikøbet fornuftigt prissat. Brovia-familien laver vin, som inkarnerer Rocche de Castiglione. Deres fornemmelse for ekstraktion eller fravær af samme og høsttidspunkt er virtuos. I efteråret 2024 besøgte jeg huset og smagte som første vin deres 2021 og havde lyst til at lægge mig til drømmesøvn – en perfektion. Her var det Brovia 2020 (97) med mentolkrydret kirsebær og tranebær, løftede og svævende rosenoliedunste og et udtryk, der bare stråler af friskhed og ja… jeg bliver nødt til at sige burgundisk impressionisme. Fra himlen til helvede… eller tæt på. Paolo Scavino har indtil videre kun aftappet deres Rocche-parcel selvstændigt i 2020 og er det her repræsentativt, så skulle de rent ud sagt have ladet være! Jeg overvejer grundigt om vores flaske Scavino 2020 (78) var som den skulle være. En brunkålspræget oxideret stil med klare noter af ALT for sen høst og overmodne druer, tydelig dieselolie og tørret figen. En klodsmajor!

Videre til himlen igen. Roagna 2020 (99) fra magnum strålede. Det er meget længe siden, at jeg har fået så smuk ung barolo. Alt var afstemt, intet virkede forceret eller villet, alt var ”naturligt”, en slags usminket skønhed, klart rødfrugtet, nærmest uvirkeligt silkeagtig tannin, der stadig mærkedes som barolo. Jeg kunne snuse og sniffe den vin hele aftenen. Alle deltagere blev helt stille med den i glasset. Og som altid med de største vine: Man er aldrig i tvivl, man mærker det bare, man behøver ikke analysere. Tilbage på jorden igen med Sordo 2021 (88), som egentlig var en fin barolo, men bare virkede grov, ufin og kantet og savnede aldeles charme og frugtintensitet efter bombardementet fra Roagna. Det fortsatte lidt i samme stil med Monchiero 2021 (90), men med klart bedre friskhed og kerneintensitet, mens stilen klart var old school, robust og rustik. Dem er der også plads til. Ceretto 2021 (95) havde husets typiske flashy stil, poleret, dybfrugtig, sødmefuld, men uden overmodenhed og strejf af træ og vanilje. En slags Dubai-udgave af Brovias vin 😊 Viettis 2021 (95) havde stadig Luca Currados fingeraftryk (nu er han jo ude og borte fra huset) med kraftfuld ekstraktion, moderne mørkhed, mere ”mørke” end de andre bedste i denne Rocche-analyse, tannin som Oddero, mere kokset og grillet rød frugt. Fantastisk barolo. Andre var bare endnu mere fantastiske.

Vi sluttede med den ”falske” Rocche fra Figli Luigi Oddero. Scarrone Vigna Rocche Rivera 2021 (95) kommer fra domænet skabt af Luigi Oddero efter bruddet med broren Giacomo Oddero (det, der blev til Poderi Oddero… forvirret? Det er jeg også) i 2006. Scarrone-marken ligger lige ved siden af Rocche di Castiglione og Figli Luigi Oddero har en lille parcel i den allernordøstligste del af Rocche di Castiglione, som støder op til deres parcel i Scarrone. De blander normalt frugten fra Rocche di Castiglione med andre vine til deres generiske Barolo. Scarrone-parcellen bærer ovenikøbet det gamle stednavn Rocche Rivera og har tidligere været anvendt af domænet Oddero før det blev delt. Jeg siger ikke, at Scarrone Vigna Rocche Rivera ER det samme som Rocche di Castiglione, MEN… det er dæleme da tæt på. Og den er fremragende. Husets til er tannisk, men lys, fin og transparent, fuld af tørret rød frugt, rød tobak, rød lakrids og har svævende barolo-parfume, mens mundbidet er markant.

Efter den aften har jeg ikke ændret syn på Rocche di Castiglione. Noget af Barolos største vin KAN skabes her.