Den ene ligner en undskyldning for sig selv, men burde strutte af selvtillid, den anden har slikhår og ved, hvordan han skal se sej ud foran et kamera, men laver vin, der flyver ud til stjernerne, mens den tredje er gammel hippie og godhjertet lader sønnerne få større og større indflydelse og den fjerde har gang i en stille revolution, hvor fortidens dyder er blevet til uovervejede dogmer og derfor skal kastes på den store burgundiske kutymelosseplads. Samtidig fortolker en klukkende japaner en village-parcel med hjælp fra høns med punkerhår. Gevrey-Chambertin er on a roll som amerikanerne siger. Global opvarmning ja, tilpasning ja, lemmingeffekt nej, velovervejet kollektivt stilskifte ja, postmoderne vinforståelse ja, højteknologisk og kemisk regime i marken NEJ TAK!

Gevrey-Chambertin er stor. 533 hektar, heraf hele 87 ha grand cru gør kommunen til Côte de Nuits største og hele Côte d’Ors næststørste og der er vældige forskelle på byens markers egenskaber og kendetegn. Gevrey-Chambertin er ofte beskrevet som kommunen med mest mandhaftig statur, vinøs robusthed, efter pinot’ske standarder markant tannin, mens mange samtidig vil have frugten til at være mørk. Det er den bare ikke! Min notesbog er fuld af bærdeskriptorer i den røde afdeling og det på trods af fokus på de to varme årgange 2019 og 2020. Gennem anden halvdel af 1990erne og delvist gennem 10erne blev Gevrey-Chambertins ry og rygte som Village d’Extraction forstærket. Ja Parker kunne lide stilen, men producenterne var jo selv glade for dem – man må godt nævne navne. Claude Dugat, Dugat-Py og Denis Mortet var generalerne, men mange fulgte troligt lederne, Denis Bachelet, Esmonin, Pierre Damoy, men meget er forandret i dag og jeg kan på ingen måde tillade mig at skose de få topvine jeg har smagt fra Mortet og Claude Dugat fra perioden. Gu’ fanden er det stor vin! I dag er der bare langt bedre balancefornemmelse og stilpræferencerne, kældermetoderne og markarbejdets tilgang forskelliggjort. Det er simpelthen en fornøjelse at besøge byens next generation, som har taget over hos både Duroché, Dugat-Py og Henri Magnien og så småt er på vej til det hos Trapet.

Byens ni grand cru-marker ligger som et østvendt bånd af velgørende vinsteder langs Route des Grands Crus med fem ovenfor landevejen og fire nedenfor. Nogle mobber byens lidt for grådige valg fra 1930erne – kom der alligevel for mange med som grand cruer – mens de samme typisk klør sig i håret over Clos Saint Jacques-markens fravær fra øverste hylde i hierarkiet. Byen er særlig – det er de fleste landsbyer og kommuner på Côten både efter indbyggernes og bourgognenørdernes mening, men Gevrey-Chambertin har dog lidt mere specielle topografiske og geologiske forhold end andre. Kig på kortet. Vinmarkerne strækker sig længere ned over fladsletten øst for D 974 og det gør de ikke fordi byens indbyggere var grådige, men fordi den dramatisk rift i landskabet vest for Gevrey, oppe i Côte d’Or lod al sin smuldrende kalksten i forskellige kornstørrelser vælde ned ad den blide bakke i forbindelse med den næst seneste istid. Stumper, sten og lerpartikler blev lagt i en vifte længere nede ad skråningen end i andre kommuner. Den kraftfulde strøm, der gennem flere årtusinder, har boret sig ned i skråningen har skabt kommunens nordlige topmarker gennem en blotlægning af en sydvendt blidt kurvende serie af premier cruer med mundvandsdrivende navne som Estournelles Saint-Jacques, Lavaux Saint-Jacques, Clos Saint-Jacques og Cazetiers.

Den firebande bliver i stigende grad byens nye sort. Clos Saint-Jacques var det i forvejen, men det sydvendte bånd har den kombination, som friskhedsjagende producenter leder efter i dag: sydlig eksponering med vindkøling. Combe Lavaux, korridoren oppe fra Chamboeuf virker nemlig som en vindtunnel, samler vestenvinden, presser den sammen gennem en ret smal tæt træbevokset slugt, bare tag køreturen ned ad D 31 og oplev dramaet i bil eller bedre opad på cykel! Grand cru bæltet ligger på et bånd af østvendt mergel med varierende mængde og typer af kalksten beskyttet af sydsiden af Combe Lavaux, mens den langt mindre synlige korridor Combe Grissard dog lader svalende vestenvinde falde blidt over først og fremmest Latricieres-Chambertin og Mazoyeres og i mindre grad Chambertin og Charmes-Chambertin. Den korridor er samtidig årsagen til de forvitrede og udvaskede kalkstensmængder, der har dannet et dybt næringsfattigt, men meget veldrænende sted nedenfor Charmes-Chambertin, hvor lieu-dit’et Roncevie ligger delt i en village-parcel og en generisk Bourgogne AOP-parcel… en insider’s secret her er Domaine Arlauds Bourgogne Roncevie, der smager af halv- eller helstor Gevrey-Chambertin!

En anden hemmelighed ved Gevrey-Chambertin er byens plantemateriale. Pinot noir er som bekendt ikke bare pinot noir. Druens lange historie har givet talrige varianter og i det 20. århundrede kom de selekterede og virustestede kloner så til, men en række ihærdige producenter har puslet om familiens planter og har opformeret på dem; den såkaldte selection masale. Den halvhemmelige sammenslutning La Fondation kæmper for opdagelse og bevarelse af de gamle lavtydende varianter af pinot noir, ofte bare kaldet pinot fin og pinot très fin. Løse klaser med meget små bær er idealet i dag og netop i Gevrey-Chambertin var den lokale planteskole og ikke mindst producenternes indbyrdes lån og bytning af plantemateriale årsag til, at kommunens pinot-pulje umiddelbart har højere ”kvalitet” end i andre af Côte de Nuits kommuner. Kommunens gennemsnitsalder på stokkene er efter sigende også høj. Empirisk er der i hvert fald en række vinbønder, der laver vin på meget gamle stokke, eksempelvis Fourrier, Dugat-Py, Roty og Henri Magnien, men ingen har mig bekendt været i stand til at kalkulere byens vinstokgennemsnitsalder.

HVIS DU VIL LÆSE MERE OM SPECIFIKKE PRODUCENTER, Fourrier, Dugat-Py, Henri Magnien, Duroché etc. BASERET PÅ MIT SENESTE BESØG HOS DEM FOR FIRE ÅR SIDEN, SÅ TJEK DEN STORE RAPPORT LIGE HER