Stor årgang. En af de største. Jubelårgang. Eller hvad? Var de præmature i deres udmeldinger? Producenterne, journalisterne. Jeg har ikke det fulde billede, har ikke deltaget i årgangspræsentationen da den blev frigivet i foråret 2020, men har efterhånden smagt så mange fremragende baroloer, og for den sags skyld barbarescoer, at jeg ikke tøver med at kalde det en stjerneårgang. Ligesom i Brunello di Montalcino findes riserva-kategorien for Barolo stadig og den kritiseres på samme måde, om end nok i mindre grad end brunello, for at være ude af sync med tidens krav om friskhed og tykke streger under frugten. Barolo har dog aldrig været vintype, hvor ordet frugtighed er det første, der falder mig ind, men enkeltmarkshysteriet har taget musklerne ud af riserva-kategorien. Den gamle praksis med at holde vine fra særligt gode år tilbage i kælderen for ekstra lagring, enten på fad eller i flaske, er i tilbagegang, men heldigvis holder nogle håndfulde af Barolos dygtigste producenter fast. De moderne riservaer er næsten altid også enkeltmarksaftapninger – stedafhængighed er og bliver det, der giver en barolo det sidste prestigeelement. Jeg samlede i løbet af andet halvår 2022 til bunke af riservaer fra 2016 for at sammenligne, kontrastere og analysere på dem hver især og ikke mindst for at vurdere om årgangen også i den ekstralagrede udgave er sublim. Det korte svar er: JA, men her følger detaljerne. Vinene er angivet i serveringsrækkefølgen, randomiseret, serveret i par og ikke blindt. For komplet dækning af eliten mangler der en lille håndfuld. De tilbageholdte, dem der ikke er frigivet endnu, tæller G. Conternos Monfortino, Elio Grassos Runcot, Viettis Villero (hvis den laves), og desuden ville jeg gerne have haft Cavallottos San Giuseppe og de to Odderoer fra Vigna Rionda med, men det måtte stoppe et sted… (fortsætter)