Du skal normalt have Grand Cru abonnement for at læse artiklen, men vi har frigivet artiklen til alle medlemmer. God læselyst!

TAG EN DYB INDÅNDING – LÆS LØS!

Nu er det snart præcis et år siden jeg arrangerede smagning på Aalborg Kloster sammen med Nordjysk Madfestival. Derfor er det på tide at skrive opsamlingen fra smagningen og ikke mindst introducere den videnshungrige læser til Clos de Vougeot, dens baggrund, undergrund og ikke mindst lidt ramte status som den mindst eksklusive grand cru i Côte d’Or. Den status har den ikke fortjent. Jeg skal fortælle dig hvorfor!

Samtidig var jeg heldig under Grands Jours de Bourgogne i år at deltage i den eksklusive journalistsmagning på Clos de Vougeot, som finder sted i timerne inden dørene åbnes til den generiske årgangspræsentation fra kommunerne Vosne-Romanée, Vougeot og Nuits-St- Georges, i år 2022. I den smukke Salon des Commanderies med det store maleri af grundlæggerne af Confrerie des Chevaliers du Tastevin plejer der åbenbart at være opstillet en serie ældre vine fra Clos de Vougeot fra en række af markens topproducenter. Det var første gang jeg deltog – i øvrigt sammen med blandt andre Jasper Morris MW og Levi Dalton fra podcasten I’ll drink to that. Efter vertikalsmagningen gik jeg durk til præsentationen af 2022’erne, hvorfra jeg gengiver mine oplevelser af de tilstedeværende clos de vougeot-udgaver.

Hvorfor nu det rygte – er den virkelig mindre fin end de andre grand cru’er? Den er stor, klart den største af de climat-baserede grand cru’er, hvis man ser bort fra Corton AOP, som er lidt speciel fordi alle lieu-dit’erne må angives sammen med Corton på etiketten med lige så stor skrift. Vi lader lige Bourgognes spidsfindigheder ligge et øjeblik 😊 Clos de Vougeot er 50 ha. 96 ar og 54 m² og går sammen med Mazoyères-Chambertin som de eneste af Côte de Nuits grand cru’er helt ned til hovedvejen D974. Kendere ved jo godt at alle de bedste marker, dem der blev klassificeret som grand cru i 1930’erne, ligger i sweet spot, midterbåndet, Guldlok-beliggenheden på skråningen og ikke går helt ned til det flade mere erosionsbaserede og alt andet lige federe og mere vandholdige lerjord, som typisk ligger nedenfor eller øst for landsbyerne. Kig på kortet.

Clos de Vougoet bryder forløbet fra nord til syd – den breder sig fra det høje område fra lige ovenfor selve klosterbygningen og nedenfor Musigny, hele vejen ned til bunden på niveau med den ukendte premier cru Les Cras i Vougeot og de endnu mindre kendte climat’er Les Violettes og Porte Feuilles ou Murailles du Cras i Flagey-Echézeaux – Flagey-Echézeaux har ikke selvstændig village-appellation og vinene derfra skal derfor angives som Vosne-Romanée… Côte d’Or og Bourgogne er for viderekomne! Altså: dele af Clos de Vougeot er på samme jordbundsforhold til kommunevin… eller hvad? Så enkelt er det ikke.

Man skal passe på med at trække linjer fra skel til skel i Côte d’Or. Det der på et kort ligner et forløb, en logisk sammenhæng på overfladen, kan skjule forskelle i underjorden. Og der ér forbløffende forskelle i underjorden på Clos de Vougeot. Vi spoler lige tilbage til 1930’erne. Der er nok ingen tvivl om, at marken fik fuld inklusion i øverste kategori fordi den helt enestående for så stor en mark er totalt muromkranset. Præcis det forhold var også årsagen til at den blev bevaret som monopol indtil hundrede år efter den franske revolution. Under opbruddet i 1789 og de efterfølgende år blev kirkelige og adelige ejendomme konfiskeret af den nye republikanske statsmagt og solgt ved auktioner. Andre marker i Côte d’Or blev splittet dengang, men Clos de Vougeot forblev enemandseje indtil 1889, hvor den endeligt gradvist blev splittet op. I 1920 var der 20 ejere og pr. 2022 er der 84 ejere. Kan så mange lave lige høj kvalitet? Selvfølgelig ikke. De hobevis af producenter, husk der også kommer flere håndfulde negociantudgaver til, er klart en af årsagerne til det lidt problematiske ry blandt grand cru’erne. Marken har 16 navngivne lieu-dit’er.

Markens topografi viser bølgende højdekurver, de ligner lidt sinuskurver med lavpunktet næsten helt nede ved 240 moh. og toppunktet omkring 265 moh. 25 meters forskel! Pjat! Ville en Mosel-producent sige. Ingenting, ville en barolo-bonde sige. Côte d’Or er imidlertid et meget komplekst geologisk sted. Forkastninger i nord-sydgående retning, men sandelig også i øst-vestgående retning. Stil dig nede ved hovedvejen og se op mod vest, op mod klosterbygningerne. Så ser du op mod en kløft i Côte d’Or; den berømte Combe d’Orveau(x). Gennem den sprække er der gennem årtusinder trængt vand med erosionsmateriale ned over de lavereliggende dele af côte’n. De forskellige erosionsperioder har bragt varierende mængder af kalksten, flint, grus, sand ned til bunden af skråningen, hvor det har bredt sig ud for foden. En vifte, det amerikanerne kalder en alluvial fan. Marken kan groft inddeles i tre falde ”terrasser”; øverst omkring slotsbygningen (markens højeste punkt er faktisk lige syd for bygningen), mellemste niveau lige nedenfor slottets indkørsel og ned til omkring Château de la Tours bygninger og den nederste terrasse, som omtrent passer med lieu-dit’erne Quatorze Journaux, Baudes Saint-Martin og Baudes Basses og halvdelen af Baudes Hautes.

Derefter kommer muren ved hovedvejen. Bemærk her at markens niveau er flere meter under vejens. Det er hernede den iskolde forårsfrost typisk samler sig og selv en lav mur med maksimalt halvanden meters højde kan agere luftophobningsblokade. Det er også her den tungeste lerjord er… på papiret. Det er der kaldes tertiært ”fyld”, det letteste og mest porøse, mikropartiklede materiale, ler, som kan holde på vandet. Mellemniveauet har meget mere crinoid kalksten, klart fattigere, bedre drænende og hårdere, mens det øverste plateau er hårdest med den såkaldte fossilholdige ostrea acuminata-mergel.

Nogle har talt om at munkene godt vidste der var forskelle på druernes kvalitet fra de tre terrasser og at helheden af de tre enheder var større end summen af dem, som man siger, men munkene solgte faktisk vinene fra de tre niveauer hver for sig. Betyder det så, at man ikke kan lave stor vin fra nederste niveau? Overhovedet ikke. Se på kortet over andelene (tjek diverse sites eller Jasper Morris’ Inside Burgundy : Domaine Leroy, Faiveley, Denis Mortet, Etienne Grivot, Coquard-Loison-Fleurot og Thibault Liger-Belair har enten alle eller nogle af deres parceller hernede og deres vine ligger typisk i toppen af sammenlignende smagninger fra forskellige aftappere. De enkelte laver sjældent deres bedste vin fra marken, men at den ikke skulle have grand cru-status er forkert.

1800-tallets første klassifikationsforslag tog da også udgangspunkt i datiden ry og rygte og ikke mindst priser. André Jullien satte den i 1815 i Premier Classe: lige efter Romanée-Conti, Chambertin og Richebourg. Dr. Morelot puttede den i 1831 i øverste kategori som Tête de Cuvée. Jules Lavalle gjorde det samme i 1855 som Tête de Cuvée/Hors Ligne; samme niveau som La Romanée, Chambertin og Richebourg og slutteligt Camille Rodier i 1920, som satte den i øverste kategori – vel at mærke hele tiden som en enhed.

Onde tunger kunne så påstå, at de da ikke smagte seriøst efter dengang, at de blot baserede vurderingen på gammelt hear say og tidligere lister, men den går ikke. Så kunne man lige så vel argumentere for at de bare kiggede på købmandslister, kortet og topografien og satte grænserne for Musigny, Chambertin og Montrachet.

Man får efter min mening ædel bourgogne fra marken, bestemt af grand cru-kvalitet, men dette r klart med så mange ejere at variationerne vil blive store. Det oplevede jeg især under smagningen på slottet i marts, mens mine håndplukkede repræsentanter på Aalborg Kloster sidste år havde mere gennemgående topkvalitet. Husstilen vinder som altid over stedet, især i så stor en mark. Og den eneste reelle sammenhæng mellem stil og sted, som jeg fandt, var i Méo-Camuzets lidt hårde udgaver – er de reelt udtryk for de klippefaste, stenede forhold øverst, hvor Méos vigtigste parceller findes? Måske… the jury is still out.

Her kommer referat fra de tre smagninger. Først Clos de Vougeot på Aalborg Kloster.

Smagningen indledte vi med Albert Sounits Grande Cuvée 2017 (92), som igen efter min mening viser, hvor højt man kan komme med grundseriøst arbejde helt ude fra marken når det gælder crémant de bourgogne. Ren chardonnay med omkring 30 % fadgæring og ca. 4 år på gæren. Udtalt citron og lemoncurd, dyb og præcis. Herefter til den alt for lidt anerkendte premier cru i Vougeot Clos Blanc 2017 (94) fra Domaine de Vougeraie, som netop viser, at lige her er der hårdkalksten i undergrunden og chardonnay glæder sig. Fremragende rent ud sagt, cremet, men syresaltet fra både årgangens koldvarme dobbelthed og fornemt vinmageri. Citroncreme og mildt fenolisk i eftersmagen. Derefter i gang med marken, Clos de Vougeot. Armelle & Bernard Rions 2021 (89) var hård og en smule grøn, blidt fadpræget, elegant, men også lidt afpillet og genstridig til mine smagsløg.

Derefter i duetter; 2020 med Jean-Marc Millot og Domaine Faiveley, Millot (91) med dybde, frugtmodenhed, let brombær og lige en kende for svulstigsød til min smag i den varme og tørre årgang. Faiveley (94) med betydeligt mere fraicheur, sur kirsebær, pikant stilkkrydring og dvælende helstøbt eftersmag. 2020 igen, Jérome Chézeaux og Domaine d’Eugénie og der var klasseforskel. Chézeaux (90) med bondsk charme, årgangssødme og robusthed, mens d’Eugénie (96) var blændende, blandt smagningens fineste, stilket, stylet, saftig, blid. Frisksød, dyb og symfonisk. Derefter 2019, Jean Grivot mod markens mest betydelige ejer, Château de la Tour. Grivot (94) var pakket med små jordbær, nærmest som en chambertin, perfekt drikkelighed og ultrapinot’sk, hvor fad og frugt smeltede sammen, mens Château de la Tour (94) var lige min smag, mere stram, mere grøn fra stilke (de afstilker typisk slet ikke) og strammere end Grivot.

Så kom Jean-Michel Guillon mod Drouhin-Laroze i 2019. Guillon (92) var stærkt reduktiv med krudt og kugler, røde bær og saftig overraskende mild eftersmag, mens Drouhin-Laroze (91) igen var lidt for fadstyret til storhed, lækker og sød, men træet i eftersmagen. Yvon Clerget 2018 (90) kom solo fra magnum og bar desværre præg af årgangens varme og tørke, som producenterne typisk ikke håndterede så smart som ’20 og ’22. Voldsom varm og californisk old school stil, kraftfuld, krasbørstig og mørk personlighed. Mere alder på nu; Laurent Ponsots 2016 mod Louis Jadots 2014. Ponsot (93) mest vellykket, klassisk ældet med sveske og bøgeskovens bløde jordbund med formuldning. Jadot (91) i en svag og lidt grøn årgang, men komponeret fornemt med grenet udtryk og let tjæreagtigt barolopræg!

Sidst en duo af Méo-Camuzets 2013 fra magnum og hans 2008. 2013 (92) var fuld af læder, malurt og fernet branca, årgangens vanskeligheder tydelige, men meget fornemt stramt udtryk for markens høje plateau. 2008 (89) lidt skuffende efter husets standard med alt for markant træpræg i eftersmagen, som den lidt afpillede frugt ikke kunne modstå.

Vertikalsmagningen på Château de Clos de Vougeot i marts i år havde meget mere bølgegang på kvaliteten. Der var top og chokerende bund! Ældste vin var 2003, mens yngstemanden var 2019. Smagningen er sat op som ønskebaseret med servering fra tre sommelierer, vi kunne få vin i sæt eller solo og lineup er altid baseret på frivillig indmelding fra producenterne. Gæt engang; Leroy eller Arnoux-Lachaux var ikke repræsenteret 😊 Til gengæld var en række andre af markens primaballerinaer med: Mugneret-Gibourg, Méo-Camuzet, Thibault Liger-Belair og Grivot for at bare at tage de mest stjerneoverdryssede pt.

Michel Gros’ 2003 (93) var chokerende frisk for alder og ikke mindst årgangens notorisk hedebølgeprægede dvaske udtryk. Læder, rust, løvskovbund, helt som forventet, men også fine ribs og rødbede, livlig, opret og syrestyret og ikke det mindste kogt eller barktanninet. Faiveleys 2009 (95) var fra Erwan Faiveleys tidlige dage som manager og stilforandrer og havde toast fra fad, ruskind, fremragende rødfrugtet næse og fast, kompakt perfekt balanceret eftersmag med satintannin. Jasper Morris gryntede velbehageligt ved siden af mig. Grivots 2011 (94) var næsten identisk med Faiveley, bare mere tyttebærpræget og granatæblesaftet, fuldstændig indtagende ungdommelighed, sikke en flaske, harmoni… dit navn er clos de vougeot med modenhed.

Philippe Charlopins 2011 (88) sendte mig ned ad bakken igen. Svesket, figen og kastanje med støv på, letbenet nærmest auxerrois/nordfransk lethed. Gérard Raphets 2011 (89) var en my bedre, bedre frugtfriskhed, men til gengæld også fadstyret. Manuel Oliviers 2012 (85) var blandt rækkens ringeste – jeg kendte ikke producenten, men han havde gjort en vin med sveske, kogt frugt, likørpræg og dovenskab, mens smagen var tynd og skarp – sikke en dobbelthed. Jacques Prieurs 2012 (94) var på alle måder en modsætning, fuld af liv, samklang, levende frugt, viril og fast. Armelle & Bernard Rions 2012 (84) lugtede af jord, ikke TCA, men ganske enkelt jord, støvet og til sidst endda kompostspand på køkkenbordet i solen… og det er ikke rart. Op igen med Thibault Liger-Belairs 2012 (95) – utroligt det er samme årgang. Helstøbt, pakket med jordbærsyltetøj, hindbærsnitte og lakrids, ekstremt litteraturnær mundfornemmelse af pinot’sk bourgogneessens – jeg kan ikke forklare det… noget særligt sundt jordet.

Så endnu et step op med Château de la Tours Vieilles Vignes 2013 (96) som en af smagningens største vine, vrai grandeur som Charles de Gaulle ville have sagt. Stilkkrydret, blidt urtet og fuld af soja og malurt med jordbæryoghurt på toppen, creme, silketannin, syre med strutskørt og frugtfedme uden dvaskhed. Kapow! Ukendte Dubois’ 2014 (85) var præcis som årgangen er hos en del producenter; grøn, sur og tyndbenet, men Dubois har gjort sig umage for at gøre det endnu ringere. Gros Frères & Soeurs Musigni 2014 (94) bragte os tilbage på sporet, det spor, hvor naboskabet til netop Musigny giver mening i vinens udtyrk, ribs, jordbær, kridt og mineralitet, laaaangvarig eftersmag. Samme årgang fra Méo-Camuzet (94) var lige så fornem, men klart mere mørk og fadpræget, sødmefuld storhed i smagen, cremen som de andre manglede i årgangen, naturlig koncentration fra marken, uforceret og markant bedre end både 13 og 08 fra Aalborg-smagningen.

Mugneret-Gibourgs 2015 (97) slammede så lige de andre i hovedet, kun Chateau de la Tour kunne følge med. Fantastisk næse med søde knuste jordbær, sur kirsebær og tranebærte, destilleret skovbund, reneste frugt, brusende Bruckner-symfonisk og pizzicato lethed på strengende. Afslutningen gik ned ad bakke igen. Det ambitiøst anlagt projekt nede på Château de Santenay, Philippe le Hardis 2019 (90) var dyb og lige på grænsen til overmodenhed, sen høst, klart og tanninen var for hård til storhed.

2022-præsentationen talte en svedfremkaldende og stakåndsprovokerende række af powerproducenter. Mathilde Grivots (96) udgave lagde start, bund og faktisk top allerede her – referencen herfra. Blændende clos de vougeot med mørk og rød frugt på samme tid, lakrids, rosenpeber og sort peber, strutfrisk i al rigdommen. Domaine d’Eugenie (96) og vinmager Michel Mallard er en af øjeblikkets virtuoser, helklasepræget, grønkrydret, salt og modernestrunk. A. Chopins (94) var mere genstridig, endnu mere stilket og fadkrydret, men frugten havde koncentration til fremtidig harmoni. Château de la Tour havde både Classique og Vieilles Vignes-udgaverne med; Classique (94) med forbavsende juicyness og syrlig ribs med estragon, bid og koncentration uden rasp, mens VV (96) var friskere, mere tepræget og klart mere intens.

Berthaut-Gerbets (94) var som man læser i bøgerne; the poor man’s Musigny. Absolut hjerteskærende allerede nu. Jean-Marc Millot eller rettere Alix Millots (94) var ligefrem og lækker, drik-mig-agtig. Méo-Camuzets (93) var sort og fast, klart præget af ristet eg, men det er helt normalt på nuværende stadie. Jeg tror den vokser. Thibault Liger-Belairs (95) var næsten på niveau med hans Richebourg, naturlig, uforceret, blidt grøn te-krydret, ribs, små jordbær, impressionistkunst i vinøs form. Mugneret-Gibourg (97) var smagningen fornemste. Søstrene er guddommeligt dygtige. Rød, fin, robust, sirlig, men virker som om den har skabt sig selv, uforceret og til at nyde med hjerte og hjerne.

Kan man drage konklusioner? Dårlig vin kan laves i marken, bestemt, men på topniveauet er den lige så meget top som noget af det bedste fra Chambolle-Musigny og naboerne Echézeaux og Grands-Echézeaux. Producent trumfer sted, men… tænke, tænke, tænke – er det som om der er en slags stenet, fast robusthed i de røde bæressenser her?