Det er nemt at sige: mit yndlingsvinområde er Bourgogne og min yndlingsvin er bourgogne, men selv om jeg også elsker at finde nye opkomlinge og vinmarker, der pludselig viser tænder fordi de i en anden klimatid lå uheldigt, så er det reelt sjældent jeg nyder referenceproducenterne. Og nu siger jeg det bare: der er en årsag til at Domaine Leroy, Domaine G. Roumier og Armand Rousseau eller Arnaud Ente og Domaine Leflaive ligger oppe på toppen af Bourgognes heltehylde… og medfølgende prishylde. Nogle har personlige oplevelser med vinen, andre endda med besøg på stedet, nogle har fået arrogant behandling (jo tak!), andre har fået deres livs oplevelse. Deres vine bliver altid udsat for større risiko end andres.

Der er dem, som ikke tør kritisere regenternes vin, dem, der føler den er ophøjet og derfor vender negative oplevelser indad; jamen det er jo nok bare mig, der ikke fatter vinen. Så er der dem, som nærmest konsekvent skal finde fejl og tegn på almindelighed i stjernernes vine, dem, der partout bare vil have dem ned fra piedestalen og dermed glemmer at smage efter. Og så er der os andre, som forbander prisudvikling og trofæjagt og som egentlig bare gerne vil smage de dygtigste bønder og vinmageres resultater og gerne sætte dem i reference med alle mulige andre bourgogner med plusser og minusser. Den tid er længe siden. Dermed er den seneste måned også én af de bedre i min kalender. Nogle af Bourgognes største vinplantehviskere og kælderkreatører har passeret gennem mit glas.

Det begyndte med en eftermiddag på restaurant Frederikshøj, som egentlig handlede om en vertikalsmagning af Salons champagner i magnum (det kan du læse om i gastros decemberudgave). Adgangskortet til smagningen var en rigtig knaldperle fra Bourgogne efter eget valg. Den slags medfører normalt ikke vin i den kaliber, som vi fik i glasset, men det var som om alle havde forstået det dask med en vognstang, som vores vært udstak. Frederikshøjs sommelier Kent Sigerstrøm havde stillet de indleverede flasker i rækkefølge efter forventet intensitet og ikke mindst objektivt prestigeniveau (hvis den slags findes).

Japanske Koji Nakada og hans sydkoreanske hustru Jae Hwa tryller fra kælderen i Gevrey-Chambertin og deres fortid og kloge venskaber har givet dem adkomst til små parceller med gamle vinstokke, som de nu ejer og plejer. En af dem er den gamle aligoté-parcel fra 1908, der, så vidt jeg husker, ligger i Prémeaux ved Nuits-St-Georges. Koji giver gerne et ordentligt skud ny eg, men omvendt nærmest ingen svovl og ”1908” opfører sig som stor meursault. Vi fik en lille duel mellem 2015 (88) og 2021 (94), som klart faldt ud til 21’erens fordel. 15’eren var oxideret, havde stadig nøddepasta og endda florpræget næse og svulmende krop, men den havde set bedre dage. 21’eren var til gengæld proppet med smørtilsølede popcorn og vaniljestænger og den for druen så typiske stålsyre.

Derefter en duel i himlen, som jeg ganske enkelt ikke kunne afgøre. Ikke engang målfoto kunne give afklaring. Meursault Clos des Ambres 2020 (97) fra Arnaud Ente overfor Corton-Charlemagne 2020 (97) fra Domaine de la Romanée-Conti. Almindelig bourgogne? Aldrig i livet! Fejlfri? Ja! Urørlige? Bestemt ikke! Ente var skrigende syrlig, skalpelsyre, rieslingsyre, helt uforstyrret af fad, røget og ristet, men ingen vanilje eller Wegner-stole. Rheinhessen-stil, men blidt reduktiv, grønkrydret og limecurdpræget og ondsindet intensitet. DRC’en overraskede mig enormt fordi den nærmest var diametralt modsat husets montrachet, som altid er notorisk moden og sent høstet. Charlemagnen var mineralsk, frisk, kalkcitronpræget, verbenaduftende, aniskrydret fra fadet og klart tro mod terroiret. Guddommelig chardonnay.

Nu kom en kvartet, som i min bog er en tiårsbegivenhed… eller rettere, det er ti år siden jeg sidst smagte Lalou Bize-Leroys egen Aligoté Sous Chatelet, dengang kun én årgang, men nu fik vi FIRE årgange. Domaine d’Auvenay er madammens eget personlige domæne og Sous Chatelet opfører sig som stor montrachet. Foran os stod 2007 (93), 2011 (96), 2013 (91) og 2014 (96). 2007’eren havde dyb røget appelsinsmag, overmoden auslese-næse, honning og kæmpekoncentration, mens 2011’eren var reduktionspræget, krudtet, grønkrydret og som ung champagne uden bobler, helt uældet. 2013 bar præg af botrytis, funk, flor og endda harsk smør som i ”oxideret” – det duftede af tysk naturvin, men smagte vidunderligt avantgardistisk. 2014’ren slog dem alle med sin ungdommelighed, flint, stål, grillet citron og croissant og smertepunktslegende intensitet. Damens aligoté er på en anden planet.

Den efterfølgende kvartet viste både, hvor almindelig Domaine Leroys vine kan være og hvor overjordiske. Nuits-St-Georges aux Boudots 2000 (96) lugtede af syltede kirsebær, bourgognes sjæl, stedets stræben efter adresse i Vosne-Romanée, rabarberjuice, syltet tranebær og hellig jord. Den smækkede Savigny-Lès-Beaune Les Narbantons 2000 (90) til jorden, godt og grundigt. Den optrådte som helt ordinær moden bourgogne, endda med truende eddikestik, krydret med sichuanpeber og asier og old school Faiveley-style med voldsekstraktion. Vosne-Romanée 2004 (94) fra årgangen, hvor madammen blandede alle vine fra samme kommune sammen til village-vine, var syrestyret, stram og halvgrøn, men stadig hamrende intens og klassicismeburgundisk i svagelige årgange med poulsard, lys jord, træstub og naturstil a la Bizot. Latricières-Chambertin 2001 (99) lo hånligt af de andre tre og performede så jeg ikke kunne sidde stille i stolen. Afsindig smuk moden bourgogned ed uældet luftig og dog påvirkende duft med røget knust jordbær, lys rød jord, muld, bondegård, essens og røgelse, fornemhed og noblesse, en slags skrud, arrogant ført på overfladen, men sært rørende. Sådan er STOR bourgogne.

Blot et par uger senere inviterede en ny vinven mig til frokost – en frokost jeg desværre skulle køre fra før tid kl. 17, men da havde vi også siddet til spisning og smagning siden 12.30. Igen for at nyde, kritisere, sammenligne, drikke, grine, svine og slappe af. Efter en underskøn trekamp af champagner, Krug, Comtes de Champagne og Dom Perignon Oenotheque, alle i 1996, som Krug endte med at sejre i, fordi dens meunier-cut og mirabellesylt passede den kolde, men solrige årgang, gik vi til bourgognerne.

Fire hvide bourgogner først. Montrachet 2018 (97) fra Marquis de Laguiche/Drouhin, Bâtard-Montrachet 2009 (96) fra Domaine Leflaive, Saint-Aubin Derrière Chez Edouard 2021 (95) fra Hubert Lamy og Meursault Perrières 2021 (94) fra Pierre Girardin. Laguiche bragede frem med creme anglaise, nul reduktion, kumquat og pære, mens Leflaiven fra den ”farlige” periode med premox overraskede positivt med komplet fejlfri fremståen. Pomelosmør, kærnemælk, bitterfenolisk tryk i eftersmagen. Lamy er reduktionens konge, stenet, flintet, gnistrende, elektrisk og nærmest som tør moselriesling med limeskal og verbena i en granitmorter. Girardin kom lidt til kort relativt, men var i sig selv en stor klassisk hasselnøddepræget bourgogne.

Dernæst en duo af de helt sjældne. Den hvide Nuits-St-Georges Clos de la Maréchale 2015 (94) fra Mugnier og Meursault Clos Richemont 2022 (96) fra Henri Boillot. Jacques-Frédèric Mugniers hvide maréchale har jeg aldrig smagt før, pino blanc-cut, hvide forårsblomster, æblepærekompot og knitrende krystalklarhed. Boillots mikro-clos i Les Cras-climat’et duftede af La Cabras bageri I Borggade, citronmarengs, røget salt i eftersmagen med kalkpulver på brændt pære. En ny reference for Boillot.

Det røde bombardement startede med Echézeaux 2011 (94) fra Méo-Camuzet, Grands Echézeaux 2008 (85) fra Mongeard-Mugneret og Echézeaux 1999 (94) fra Haegelen-Jayer. Méo med sædvanlig mørk og kompakt grønsort stil og musigny-finesse, Mongeard-Mugneret til gengæld gammel, brun, kog og ældet med brændt karamel og så en overraskende frisk 99’er med krudtede solbær, knaldperlekirsch og bondeadelig eftersmag.

En trio fra Gevrey-Chambertin fulgte troligt, om end meget skuffende. Mazy-Chambertin 2004 (91) fra Tortochot med muldet, smuldrende træstub og syltet Oxford-rektorkontor og helt harmonisk blid moden bourgognesmag med accent på syren, Chambertin 2012 (95) fra Louis Jadot, der tårnede sig op over konkurrenterne med sin mælkesyreprægede næse, jordbæryoghurt, virginiatobak og grandeur som Macron med napoleonshat eller Eiffeltårnet i horisonten. Charmes-Chambertin 2013 (85) fra Armand Rousseau var oxideret, præget af skræmmende mængder atylacetat og kogt frugt – det må være en uheldig flaske.

Duoen fra Clos de Vougeot i det efterfølgende sæt hældede til Dominique Laurents side. Clos de Vougeot 2005 (92) fra Mongeard-Mugneret var langt bedre end sammes Grands-Echézeaux, her med ribs, tørv og kompost, tør lyng og grillede hindbær, mens Dominique Laurents Clos de Vougeot 2005 (94) var friskere, yngre, mere intens, renere og langt mere flyvende som franskmændene ville sige. Den sidste trio tog jeg på vej ud ad døren. Chambolle-Musigny Feusselottes 2021 fra Pierre Girardin i lys, dansende naturstil, infusionspræget med lys ristet kaffe og endda hybente. PO Garcias Nuits-St-Georges Bousselots 2021 med struttende kirsebær og langt mere frugtdybde end man kunne forvente i den kolde og regnfulde årgang. G. Roumiers Morey-St-Denis Clos de la Bussière 2006 sendte mig hjemad med smagen af leksikal bourgognebeskrivelse, perfektionistisk elegance og stor-i-det-lille-udtryk, aldeles harmoni og impressionisme, en slags Christophe Roumiers sansning af mark, frugt og vejrlig, helt uden hysteri, forcering og demonstrativ viljestyrke. TAK for bourgogne, råbte jeg på vej ud.