
Vi holder de ugentlige anbefalinger åbent for alle frem til og med torsdag den 8. juni 2023. Herefter er udvalgte anbefalinger tilgængelig for Basis-medlemmer – og alle anbefalinger vil være tilgængelig for Premier Cru- og Grand Cru-medlemmer.
Yndlingsvinene: 4-5 vine, der har ramt mig, sagt mig mere end andre, provokeret positivt, smægtet mine smagsløg, overrasket, demonstreret vins mangfoldigheder eller ganske enkelt bare har vist klasse. Vinene får ikke point – de er alle ANBEFALEDE! Men jeg inddeler vinene i kategorierne: “NYHEDEN” / “KLASSIKEREN” / “AVANTGARDEN” og “KIOSKBASKEREN”.
KLASSIKEREN
Deuxieme Vendange de Chavigne 2021, Guffens-Heynen, Macon-Pierreclos. Frankrig
499 kr.
domainebrandis.dk
Importøren har nok udsolgt af 2018 Juliette et les Vieilles de Chavigne, men den smager som stor montrachet! I stedet iler jeg med Deuxieme Vendange de Chavigne 2021, som ligger lige i slipstrømmen og har fremtiden for sig. Et blændende mineralsk glas bourgogne. Jean-Marie Guffens har gennem to årtier eller mere (jeg har bare ikke kendt hans vine længere) modgået alle fordomme om simpelhed i Maconnais. Den knitrer og gnistrer af mineralitet, gulgrøn sprød pære og hvid miso. Det er som om der er smagsforstærker i vinen. Den brænder af intensitet, men IKKE alkohol. Glem appellationens formelt lave status; Jean-Marie Guffens er så nidkær i mark og kælder, at Chavigne i den knapt så kendte Macon-Pierreclos får lov at shine.
AVANTGARDEN
Début d’Abus 2021, Maison Chastagnol. Frankrig
135 kr.
smv.dk
Der star ikke en nærmere geografisk betegnelse på etiketten af den simple årsag, at Chastagnol ikke må skrive det på. Jeg gjorde som han sagde; Jerome Chastagnol anbefaler man serverer vinen ved 10-12 gtrader. Vi snakker ren grenache fra det nordligste sydlige Rhône. Uden svovl, ikke afstilket, umanipuleret. Jerome har lært sine færdigheder både på uni og hos Yvon Metras! Yes! Fuldstændig stemningssættende aroma af frisk syrlige bær, det lugter af skovtur eller fletkurv med pølser og krabbesalat på græsplænen. Vidunderligt indtagende saftighed med tørrede blomster, mange vil ikke kunne lide det her, men mange andre vil elske det. Ingen skæve aromaer, vær klar over det. Støvsug importøren så du har vin til dine udendørs arrangementer til sommer, hvor du smører misomarinade på bitre grønsager på grillen.
NYHEDEN
Veriquete Escondite del Ardacho 2019, Tentenublo Wines, Rioja. Spanien
265 kr.
hvaddrikkermantil.dk
Fra en lille halv hektar, højtliggende, med tempranillo, garnacha, viura og malvasia, op til 105 år gamle stokke. Den gærede i stål og lagrede på brugte 500-liters fade. Ikke din normale rioja! Men normal efter den nye trend. Cool syrestyret frisk og urtekrydret næse på grund af 40 % helklaser. Masser af kirsebær, vermouth og tørret kompost. Toplækker smygende slyngende syreholdig drik med tannisk hidsighed og bitterhed, der kun giver spændstighed. Sund frisk frugt i midten. Genial, GENIAL grillvin når din gris krydres med peber, rosenpeber, rosmarin, salvie, hvidløg og lavendel. Livlig, stedspecifik… fra højder med sandsten og kalksten og gamle stokke, uforstyrret af påtvungen klassicisme. Saftig på den seriøse måde!
NYHEDEN
Buradòn Las Plegarias 2021, Carlos Sanchez, Rioja. Spanien
400 kr. v/ 3 fl.
thewinecompany.dk
Måske er det bare fordi Rioja netop TRÆNGER til forandring, men der sker så meget i området. Carlos Sanchez’ projekt startede i 2019 og han fokuserer på Alavesa-zonen, den baskiske del af Rioja. Hans Bienlarmè på tempranillo og garnacha er rigtig fin, Los Montes Bellos ved Labastida på tempranillo og viura mere ambitiøs, men også fadpræget, mens Buradòn Las Plegarias på ren garnacha, 50 år gamle stokke, fra San Vicente de la Sonsierra i Rioja Alta tager guldmedaljen. Hele klaser og 500 liters fade; det ender i Paradis! Bondsk og rustik, nobel og fornem – en dobbeltbundet garnacha. Skøn saftighed, livlig syre for en garnacha, grenet og bidsk, forfriskende og jordbærpræget, rosenkrydret, rosenpeber, løftet som en pinot noir. Intet mindre end sublim!
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her