Udvalgte anbefalinger er tilgængelige for Basis-medlemmer – og alle anbefalinger er tilgængelig for Premier Cru- og Grand Cru-medlemmer.
Yndlingsvinene: 3-5 vine, der har ramt mig, sagt mig mere end andre, provokeret positivt, smægtet mine smagsløg, overrasket, demonstreret vins mangfoldigheder eller ganske enkelt bare har vist klasse.
Vinene får point – og de er alle ANBEFALEDE! Men jeg inddeler vinene i kategorierne: “NYHEDEN”, “KLASSIKEREN”, “AVANTGARDEN” og “KIOSKBASKEREN”.
NYHEDEN
Hessigheim Riesling 2022, Weingut Lassak, Württemberg. Tyskland
93
275 kr.
Vinifikant.dk
Jeg tager simpelthen alle tre rieslinger fra Stefanie og Fabian Lassak med her. Jeg kan ikke andet. Jeg stiftede bekendtskab med deres vine for første gang for et par år siden og nu sidder jeg med 22’erne. Domænet holder til i Hessigheim og hvis du ikke ved, hvor det er, er du tilgivet. Hessigheim ligger ved Neckar-floden nord for Stuttgart, hvor mæandere skaber stejle skrænter i muschelkalkgrundfjeldet. Lassak’erne praktiserer fuld spontangæring efter pres i gammeldags kurvepresse og ofte op mod halvandet år på bærmen i stückfässer og halbstückfässer. Jeg må fremhæve deres mod og vildskab; vinene er ikke simple limesaftduftende renheder, men tydeligt bærmeprægede og spontanfimsede på den bedste måde og syren er skærende. Riesling 2022 (91) til 200 kr. på 11,5 % dufter af hjemmelavet hyldeblomstsaft med citronskiver, fetaost, æbleskræl, mens smagen har mindelser om knastør saar-riesling, isnende syrlig, bitterstrejf og pikant hvid balsamico i eftersmagen. Hessigheim Riesling 2022 (93) har gavn af luft, dufter af belle de boskop-æble, champagnegær, våd mergel, mens smagen er meget bredere end den almindelige riesling, mere bitter, fornemmes nærmest som citron i pastakogevand mættet med parmesan, kæmpe-riesling i naturstil. Hambach 2022 (94) til 420 kr. fra en stejl mark ved Hessigheim, som slap for bulldozerudjævning i 1970’erne, lå 16 måneder på bærmen! Hvide bitre skærmblomster på toppen af grapesaft, kalksten med regn på, vildt sour, citron med gærekstrakt, men den ER moden, eftersmagen er nærmest elektrisk, det snurrer i smagsløgene og følesansen.
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her