Rias Baixas’ blæksprutte -Albamar

Xurxo Alba Padín taler ikke engelsk. Jeg tror faktisk ikke han forstår engelsk. Vi mødtes på afstand under seneste nedlukning. Jeg kunne ikke komme til Galicien og han kunne ikke komme til Danmark.

Han virker heller ikke som én, der rejser ud og bakker sine egne vine op med sprudlede superlativer og blik for forbrugernes præferencer. Han er vinmand. Xurxo Alba Padín holder til i Rias Baixas og med i front, måske endda udbryderflokken, i området, hvor alt i øjeblikket syder og bobler. Hans vinhus hedder Albamar og familiemarkerne ligger ved udmundingen af floden Ulmia, blot 2,5 ha, mens han har adgang til yderligere ti hektar i appellationen. I flere år har albariño været sommelierernes yndlingsdruesort og bredere dele af markedet har også lært den at kende i sin senmoderne version. Historikere ville måske kalde den postmoderne i betydningen: Alt er i opbrud – der findes ikke noget, der hedder albariño, kun fortolkninger og versioneringer heraf. Fad, stål, beton, hårdt pres, skindkontakt, blidt helklasepres, bærmekontakt, filtreret stålgæring uden bærme, parra-opbinding, guyot opbinding, intet er fast bortset fra druens navn.

Xurxo sidder diskret til venstre for sin kælderassistent María Rodriguez Bouzas, der tolker og siger konsekvent: Jeg har ingen dogmer, prøver gerne det hele og ender med at lave det jeg selv synes passer bedst til albariño, caiño og espadeiro. Det kan godt være at moden, i hvert fald den som de toneangivende vinmagere følger, i øjeblikket siger moderat alkohol, bærmekontakt og livlig syre, men Xurxo laver én af sine bedste vine på delvist nye fade i en stil, der mere slægter Montrachet på end Morstein for nu at blive i de ædle og syrefaste vines univers. Xurxo laver vin i Rias Baixas, Valdeorras og Ribeira Sacra… indtil videre. Jeg har på fornemmelsen at han ikke stopper dér. Skulle en spændende parcel med gamle vinstokke dukke op i horisonten springer han garanteret til. Han er herligt fri for dogmer, lægger sig ikke konsekvent på en stil, men forholder sig til stedets og druernes udgangspunkt og det resulterer i klare atlanterhavskøligheder når vi snakker rødvin, men omvendt kraftfuld og mørk vin fra Ribeira Sacra.

Vi lagde ud med Ceibo 2019 (88) ren godello fra Valdeorras fra en tre hektar lille vinmark med skifer, det de lokale kalder for pizarra. Den er gæret og lagret i 500 liters foudre og stål og har honningagtig, pollenpræget sødme i næsen med sprød struktur, crunchyness og enkelhed, mens smagen cremer herligt fra bærmekontakt.

O Sebal 2020 (91) kommer fra albarino-stokke i to vinmarker plantet i parra-stil (pergola) og den får hverken træ, filter eller sulfit. En tåget væske med lille kulsyre, som kommer fra modig bevidst restsukker på 7-8 g, der får lov at gære færdig i flasken. Jorden er klassisk Salnès-granit og har æblesaft, mælkesyre, kondenseret mælk og valle, spritz og afsindig, men modn syre. Et lille mesterværk.

Albamar 2020 (92) stammer også fra Salnès og fra direkte pres af helklaser og udelukkende stålopdragelse er friskt blomstret med lime og agurk, sjovt nok strejf af egepind, mens smagen er spændstig, granitagtig, indadvendt på den gode måde og bitter til sidst – præcis som jeg kan lide det.

PAI 2020 (92) rummer most, der både har gennemgået malo og ikke har gennemgået malo. Typisk Xurxo, kan jeg forstå. Total reduktiv næse, røget og toastet, minder om skifer-riesling med lime og grüner veltliner med hvid peber, valle og letløbende italiensk surdej, mens smagen er cremet, diskret bitter, men først og fremmest tungekrøllende syrlig og kæmpeintens.

Sesanta e Nove 2019 (94) stammer fra fem gamle vinmarker med over 100 år gamle stokke og den ser kun rustfri stål! Fantastisk bærmepræget næse med væske fra saurkraut, mandarinjuice, limeskal, svævende uvirkelig dobbelthed af urfjeldsjordbundethed og skylet luftighed. Sorry for sammenligningen, men det minder om Veyder-Malbergs afsindigt lækre wachau-grünere. Sart og ædel, frisk, ferskensødme, men ingen restsukker, perfektionistisk balance og skrigende syre. Druerne er små og koncentrerede – det smager man!

Pepe Luis 2019 (92) ligger 13 måneder på fad og lugter også af det. Turen på foudre har givet vaniljepræget næse og yoghurt-touch, men der er stadig spændstig syre, eukalyptus fra fadet (eller fra træerne omkring marken) og markant saltet eftersmag. Utroligt så mangeansigtet albariño kan gøres.

Capitan Xurelo 2019 (90) er Xurxos rias-baixas-rødvin på de lokale caiño og espadeiro og ”indvandreren” mencia. Druerne kommer fra planter bundet op i parra-stil og det giver blandt andet lav alkohol. Blot 11 % i dette tilfælde. Den er helklase-macereret, dufter af roser, gammelt træ, sure kirsebær, solbær, blåbær, hazy IPA, krudt og optræder crunchy, syresparket, utroligt højintens og med halesmæk i eftersmagen. Vildgærskompleksitet, rustik og fin i eftersmagen. Tag den med på skovtur eller drik den til grillet multe.

Caiño 2019 (88) holder også kun 11 % og er transparent som moderne naturpinot, dufter af vermouth, blodrod, malurt, appelsin, negroni, tranebær og syren er sindssyg – ikke over min grænse, men vær forberedt, det bider fra sig det her. Tranebærjuice i eftersmagen.

NAI 2018 (93) er Xurxos take på ribeira sacra. Han skulle gøre det endnu mere! 100 % afstilket mencia og igen er det typisk Xurxo – alle andre bruger helklaser i øjeblikket derinde, i hvert fald de sjove producenter. 30 dages maceration og lagring på foudres. Frugten kommer fra den nordligt liggende landsby Ferreira do Panton. Dyb, mørk, krydret kirsebær og total stenmel, granitkvadrer og skifersmuld gjort til aromatisk væske. Vild og sprød syre, sødmefuld kirsebær, men intet overmodent. Stilistisk et sted mellem den urteprægede helklasestil a la Envinate og den mørke egeprægede a la Guimaro. Fantastisk vin.

Albamar importeres af www.hvaddrikkermantil.dk