Skal de efterligne bourgogne? KAN de efterligne bourgogne? Tyskerne og deres pinot noir altså. De naturgivne forudsætninger er ikke de samme. Se alene på breddegraden. Tysklands sydligste spätburgunder vokser i Markgräfler-land lige nord for Basel på den 47. breddegrad.

På den linje ligger Dijon også og mens alle Tysklands spätburgundermarker ligger nord for den linje, ligger Bourgognes kerneland syd for linjen. Tysklands vinområder ligger længere mod øst og har overordnet mere kontinentalklima end Bourgogne – jordbunden er de fleste steder helt anderledes selvom der også i Tyskland findes kalksten og mergel omkring pinot noir-planternes rødder i eksempelvis det centrale Pfalz, i netop førnævnte Markgräflerland og ikke mindst i Rheinhessens kerneområde ved landsbyerne Westhofen, Flörsheim-Dalsheim og Hohen-Sülzen. De fleste steder står spätburgunder i sandsten, skifer eller forvitret vulkansk materiale.

En meget vigtig forskel er også, på trods af forandringer de sidste 10-20 år, de varianter af pinot noir, som vokser i Tyskland. De såkaldte tyske kloner, i hvert fald de fleste af dem, blev specielt i 1960erne og 1970erne udviklet til høje udbytter, men husk; sådanne kloner blev også opformeret i Bourgogne i samme periode, dengang, hvor Bourgognes vinbønder ikke kunne sælge deres vin og fokuserede på maksimering af udbytterne. Flere tyske kloner sigter nu på små luftige klaser med høj skind-most-ratio, mens de franske verdensstjernekloner, Dijon-gruppen, også bliver plantet over hele Tyskland. Der står dog stadig mange gamle ukendte ”tyske” varianter selekteret over flere århundreder og de opfører sig anderledes end det mest hjemmefødte pinot noir-materiale i Bourgogne.

Pointen er egentlig bare: Tysk spätburgunder skal ikke efterligne bourgogne. Tysk spätburgunder må gerne være noget særligt, noget andet end bourgogne – en selvstændig stilart med variationer over og endnu en pointe er netop, at det faktisk ser ud til at ske. De sidste 3-4 uger har jeg smagt op mod 70 forskellige spätburgundere fra de seneste aktuelle årgange og det bliver man simpelthen glad af – selvom der er enkelte bekymrende indslag – først og fremmest overgjort reduktion og så stadig for meget ristet egetræ til tyskernes mere spinkle frugt…. (fortsættes)