Vi holder de ugentlige anbefalinger åbent for alle frem til og med torsdag den 8. juni 2023. Herefter er udvalgte anbefalinger tilgængelig for Basis-medlemmer – og alle anbefalinger vil være tilgængelig for Premier Cru- og Grand Cru-medlemmer.
Yndlingsvinene: 4-5 vine, der har ramt mig, sagt mig mere end andre, provokeret positivt, smægtet mine smagsløg, overrasket, demonstreret vins mangfoldigheder eller ganske enkelt bare har vist klasse. Vinene får ikke point – de er alle ANBEFALEDE! Men jeg inddeler vinene i kategorierne: “NYHEDEN” / “KLASSIKEREN” / “AVANTGARDEN” og “KIOSKBASKEREN”.
KLASSIKEREN
Riesling Schlossberg 2020, Domaine Weinbach, Alsace Grand Cru. Frankrig
529,95 kr. v/ 6 fl.
philipsonwine.com
Rheinhessen stil… ups! Ja der er tørre tyske aspirationer, dæmpet næse med honningsødet citron, stenet og mineralsk, røget, forknyt, fuld af cement. Smagen er rig og dyb, nærmest indadvendt, imploderet og stenet og har slet ingen formildende frugtighed. Lille banansødme senere med luft. Granitvin fra bedste hylde og en vin, der får rieslingelskere tilbage på den alsaciske bane.
NYHEDEN
Vulcán 2019, Bruno Tasoniero, Soave. Italien
169 kr. v/ 6 fl.
pinochar.dk
Fra den berømte Calvarina-zone med blandet vulkansk og sedimentær fossilbaseret kalkstensjord. Ren garganega, som Bruno venter med at sende på markedet. Sommerfuglebusk i fuldt flor, pæresaft, flødeost, røg og virkelig fornem viskositet, mandelbitterhed og pæresaftpræget eftersmag. Varmer som en ultramineralsk riesling bare uden syren. Fremragende, ikke mindst til prisen. Faktisk endnu bedre end 18eren, som i forvejen var et superkøb.
AVANTGARDEN
Pouilly-Fumé MCMLV 2021, Domaine du Bouchot. Frankrig
275 kr.
smv.dk
Glem alle dine fordomme om hysterisk sauvignon blanc eller din sædvanlige jubel over aromatisk samme. Det her er godt. Rigtig godt. Mere sted end drue. Delvist macereret sauvignon blanc og gæret på gamle foudres. Stokkene er fra 1955, deraf romertallene. Havtorn, stikkelsbær, passionfrugt, fruit beer, sour og mormordressing. Fed og cremet, humlebitter, men diskret, tonic og grøn te i eftersmagen, som bliver hængende helt ekstremt længe.
KLASSIKEREN
Pinot Noir 2020, Sanford Winery, Sta. Rita Hills. USA
319 kr. v/ 6 fl.
kbvin.com
Jeg bliver sgu rørstrømsk. Sta. Rita Hills’ første vinmark, pionerånd, mandens eget efternavn, overtagelse af pengestyrke, Terlato-dynastiet, men nu vinificeret i selveste pionerens egen ånd… tror jeg. Trey Fletcher er vinmager. I 2020 var der gang i den! Kulde og regn gennem sommeren, Fletcher tvivlede på fuldmodenhed i den kolde appellation og tog chancen og spredte bladhanget ud for at få maksimal fotosyntese, MEN… så kom solen og lyset og varmen. Klaserne blev bagt, brændt og endda drysset med røgpartikler fra skovbrande. Man mærker udfordringerne i glasset. Her er kombi af Bourgogne og Mosel, spagnum og krudt, tranebær, Rwanda natural kaffe. Smagen er i total zen, drikfældighedslokkende, burgundisk balance, hold da kæft, hvor det smager godt.
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her