
Vi holder de ugentlige anbefalinger åbent for alle frem til og med torsdag den 8. juni 2023. Herefter er udvalgte anbefalinger tilgængelig for Basis-medlemmer – og alle anbefalinger vil være tilgængelig for Premier Cru- og Grand Cru-medlemmer.
Yndlingsvinene: 4-5 vine, der har ramt mig, sagt mig mere end andre, provokeret positivt, smægtet mine smagsløg, overrasket, demonstreret vins mangfoldigheder eller ganske enkelt bare har vist klasse. Vinene får ikke point – de er alle ANBEFALEDE! Men jeg inddeler vinene i kategorierne: “NYHEDEN” / “KLASSIKEREN” / “AVANTGARDEN” og “KIOSKBASKEREN”.
NYHEDEN
Weissburgunder Mineral 2021, Bergdolt, Pfalz. Tyskland
125 kr.
hvaddrikkermantil.dk
Frugten stammer fra Kirrweiler et ejendomsmæglerstenkast fra Duttweiler, hvor Carolin Bergdolt bor på det gamle kloster St. Lamprecht. Frisk, æblet duft, skarp og kontant på den moderne weisser eller sour-agtige måde, stikkelsbær i frisk udgave, hvide ribs, let bærmedybde, fantastisk skarphed og præcist attack, udblødende frugtighed, men har næsten samme syresom en stor riesling, tirrer tungen, stenet, stenmel og citronsaft i eftersmagen sammen med cidersyre. Vi snakker vin til 125 kr. Wow wow wow!
AVANTGARDEN
Monk 2020, Pedro Parra, Itata. Chile
250 kr.
parcelle.dk
Blændende, inciterende, multebær og morbær, cinsault fra granitjord, rødvin med syre, fasthed, flydende sten og modig bitterhed, højmode, haute couture, og alligevel er den
som i gamle dage. På en måde vin som i gamle dage og på en måde vin som i morgen. Itata er Chiles mapuche-land, der, hvor den oprindelige befolkning holdt længst mod spanierne. Itata har vilje og selvstændighedsbevidsthed, også vinøst. Modigt bitter. Næsten noget blodgrape.
AVANTGARDEN
Soulpit Pais 2020, Pedro Parra, Itata. Chile
280 kr.
parcelle.dk
Vi er så langt fra arketypisk Chile som man kan komme og alligevel er det arketypisk Chile… Chile som i gamle dage, tilsat opdateret viden om, hvad der foregår i mark og tank. Naturstil, tyttebærjuice, frugtte med uimodståelig robusthed og elegance på samme tid. En pinot noir med gummistøvler, en grenache med sangiovesenobilitet, en … ja en país med stedafhængighed. Tænk sig. Der er nærmest intet país/listan prieto tilbage i Spanien, mens Chile langsom og sikkert gør den til sin egen. Parras udgave er elitevin.
AVANTGARDEN
Saint-Amour 2020, G. Descombes. Frankrig
238 kr.
smv.dk
Bragende fyrig solbær og aroniabær, tydeligt vildgæret og usvovlet, nøgen, glad og flagrende, men frisk og åben. Skarphed på en positiv måde. Antydet animalsk, zoologisk have, letløbende syrestyret, bitter fra stilke og skind, sprød og læskende, der er noget IPA over vinen. Tørrede blomster, viol, sødme og sommer, lugter af vin til charcuteri. Jeg får allerede sommerlystige tanker. Vi skriver stadig de mørke kalendermåneder, så drik den og bliv lys i sindet.
KLASSIKEREN
El Regollar 2019, Bodegas Amaren, Rioja Alavesa. Spanien449,95 kr. v/ 3 fl.
Ingen ny eg! Riojas hundredårige dybde puttet på flaske. Det 20. århundrede lærte os, at Rioja var blandinger fra store bodegaer uden specifik herkomst, men de seneste ti års udvikling går mod dybere og dybere stedforståelse. Her snakker vi et fieldblend fra over hundrede år gamle stokke, højt oppe ved Villabuena de Àlava, 0,8 ha og stokkene bliver talt: 1684 tempranillostokke, 8 graciano, 4 garnacha, 2 bobal, 65 viura, 55 malvasia riojana, 3 moscatel og 19 murgones, altså en hel del hvide druer. Vinificeret i brugte egefade, 500 liters og 225 liters. Jeg gætter altså på helklaseanvendelse. Fremragende oldinge-modernist-rioja. Vermouth, friskhed, kirsebærlikør,fantastisk vin. Mørk frugt, men løftet i smagen, geologisk mineralitet, og INTET egetræ, stor vin. Og langt billigere end det meste top-rioja pt.
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her