Hjemkomst, tårer i øjnene, lugten af brændt rosmarin, solbagt galestro, grusvejens støv, der rejser sig efter passage, egekrat og elegantiermandig herreparfume. Jeg har genfundet Toscana! Jeg glemmer hvor dobbeltbundet Chianti kan være, hvor raffineret og rustik den kan være på samme tid, hvor sur og allegorisk sød den kan være. Og så… kommer et næsten glemt hus og minder mig om det. Det lillebitte Caparsa lidt nordvest for Radda in Chianti, sandsynligvis ukendt for langt de fleste herhjemme og muligvis også for alvorligt vininteresserede med udsyn, for Caparsa vælter sig ikke ligefrem i global omtale. Årlige 20.000 flasker gør ikke meget væsen af sig. Jeg stødte ind i vinene under mit studieophold i Firenze i 1997 og har siden næsten ikke set eksemplarer derfra. Forrige år udkom Frances di Savino og Bill Nestos bog Chianti Classico: The Search for Tuscany’s Noblest Wine, hvor Paolo Cianferonis vingård blev fremhævet som repræsentant for ultratraditionel chianti fra en tid før kloner, cabernet og barrique – og nu er huset endda repræsenteret i Danmark.

Det handler om chianti af i går, om chianti af den genstridige slags, om chianti classico, hvor man må tage det sure med det søde, i bogstavelig forstand. Caparsa laver ren sangiovese, for riservaen Doccio a Matteo med få procent colorino, lagret i store træfade, varierende mellem 1-2 år. Rustfri stål bruger Cianferoni kun ved sammenstikningen til sidst, mens gæringen foregår i betontanke. Det han kalder små fade starter ved 500 liter og det meste vin lagres i 1800-liters fade. Senest har han anskaffet østrigske fade fra Fassbinderei Stockinger. Alkoholen er moderat, både numerisk og mærkbart, mens syren er som i gamle dage og sulfittet er IKKE som i gamle dage, det er nemlig lavt. Naturvenligheden gælder også i marken, hvor stokkene drives økologisk – behøver jeg at sige at Cianferoni ikke anvender kulturgær. Paolo Cianferoni får gode råd af Federico Staderini, en af Chiantis nænsomme konsulenter, der går for at være sangiovese-whisperer. Sangiovese fra det høje Radda, svalt efter chianti-forhold, har brug for nænsomhed og forståelse.

Caparsa laver to riservaer, Caparsino og Doccio a Matteo fra en højtliggende mark med gamle stokke, selvsagt ikke officielle CC-kloner, men baseret på materiale fra Paolos fars tid i 1960erne.

Huset sælger faktisk fra biblioteket og jeg har lige smagt minivertikaler af både Caparsino og Doccio a Matteo. Hvis du er vant til poleret og sødlig chianti får du et chok. Selv den unge 2015 Caparsino lugter skønt af blod, rust, uldsærk, viol og sure kirsebær fulgt af letløbende saft med bitterhed i eftersmagen og potaske. 2013 havde prop, mens 2012 er fuld af kaffe, koks, mørk kirsebær og stampet jordgulv – den har antydning af figen, læder og jern i eftersmagen. 2015 Doccio a Matteo (2 % colorino) lugter af espresso, men ikke fra brændt barrique, tranebærkoncentrat, den er ligefrem cremet og mere poleret end andre vine i smagningen, men summer også af energi. 2008 Doccio a Matteo med ca. 5 % colorino og farvegiveren ancelotta er smukt moden chianti med lederhosen, tranebærjuice, sveske og rust, let krydret af te og bark, fuld af tannin, urkraft, syre og optræder faktisk som Biondi-Santi, old school. 2007 Doccio a Matteo (5 % colorino og ancelotta) er fantastisk, med iod, karamel, rust, korender, tørrede kirsebær, ekstrem intensitet i munden med sure kirsebær, trærod, blodrod, røllike, malurt og tranebær. Paolo Cianferoni laver efter sigende også trebbiano og malvasia med skindkontakt og lang bærmelagring, men den har jeg ikke smagt.

Quistwine.dk er importør