Rheinhessens allersydligste del er kalkstensbakker, der rækker ind i Pfalz og de seneste 20 år har givet os nogle af Tysklands største rieslinger og for den sags skyld spätburgundere. Læs om området og ikke mindst mine besøg hos Wittmann, Wechsler og Battenfeld Spanier.

 

I vinens verden er der trættende regler, præcise geografier man skal lære, tilpassede områdebetegnelser og upræcise stedangivelser. Vi nørder i det, laver quizzer i præcisionsviden og andre gange går vi lidt på kompromis med fakta fordi politisk administration ikke altid er det samme som vingeografisk ”administration”. I mangel af bedre udtryk skriver jeg derfor Det sydlige Rheinhessen i overskriften fordi området, som jeg og mange andre kalder for Wonnegau, formelt set ikke omfatter alle de landsbyer og vinmarker, som vi gerne vil have med. Wonnegau er en såkaldt Verbandsgemeinde, en samling af små kommuner, i det større administrative distrikt Alzey-Worms, men problemet er, at Wonnegau ikke omfatter vinlandsbyer som Mölsheim, Hohen-Sülzen og Flörsheim-Dalsheim og det går jo ikke. Alzey-Worms-distriktet er til gengæld alt for stort og giver heller ikke mening at bruge.

Rent ud sagt, så kunne jeg nøjes med at tale om to Verbandsgemeinde, Monsheim og Wonnegau, fordi jeg dermed har alle de landsbyer med, som de seneste 25 år har gennemgået en langsom revolution og opnået stjernestatus i tysk trocken-wein-sammenhæng. Det handler kort sagt om: Westhofen, Flörsheim-Dalsheim, Monsheim, Mölsheim, Wachenheim og Hohen-Sülzen – alle sammen i det sydligste Rheinhessen, ja faktisk er nogle af områdets mest berømte og nyligt genopvækkede topmarker som Kreuzberg, Philipsbrunnen og Schwarzer Herrgott beliggende administrativt i Pfalz. Tyske, det for forbliver de dog.

 

Kort om Rheinhessen

Rheinhessen er Tysklands største vinregion og vindyrkning er spredt over det hele, også på utroligt ringe placeringer og derfor giver det bedst mening at tale præcist om centre, idet de har ret forskellige terroirs. Centrene er Roter Hang med tilbehør langs Rhinens vestbred lige syd for Mainz, det gamle spätburgundercenter Ingelheim og naboen Appenheim allernordligst på sydsiden af Rhinen lige overfor Oestrich-Winkel i Rheingau, Bingen i det nordvestligste hjørne af Rheinhessen, Siefersheim og Neu-Bamberg allervestligst i regionen på grænsen til Nahe og ikke mindst det sydligste Rheinhessen ved Monsheim og Wonnegau.

 

Nok om geografi i første omgang. Geologien er heldigvis ret homogen her og i virkeligheden definerende for områdets stilistiske fællestræk. Som altid suppleret klimatisk lighed. Det handler om kalksten. Frem med det topografiske kort. Det, hvor de høje områder er brune og beige og de lavt liggende områder er grønne. Her bliver det tydeligt at der ved Westhofen og vestpå mod Gundersheim, ved Flörsheim-Dalsheim og fra Monsheim, forbi Mölsheim og Wachenheim og ud mod vest til Harxheim løber tre blide bakkedrag. På Googles satellitfotos kan man se, at afgrøderne på bakketoppene og fladlandet bagved er korn, mens de syd- og sydøstvendte skråninger er pakket med vinmarker. Ved Westhofen hedder perlerækken Morstein, Brunnenhäuschen, Benn, Aulerde og Kirchspiel, mens Flörsheim-Dalsheim har Hubacker, Frauenberg og Bürgel, Hohen-Sülzen har Kirchenstück og Sonnenberg, Mölsheim har Zellerweg am Schwarzen Herrgott og landsbyen Zell har Philippsbrunnen, Schwarzer Herrgott og Kreuzberg. Uanset hvilken vinmark man tramper rundt i bliver dine mørke sko gråstøvede eller hvide. Har du ikke groft mønster og hård bund på skoene skrider du og får ondt i fødderne af kalkstensskærver, som trykker sig dybt op i dine løbeskos gummisål.

Jeg var der i hedebølgen lige omkring 1. juli, men skulle du være der i regnvejr kan du regne med mudrede sko fordi selve jorden omkring kalkstenstumperne er mergel og rødt ler i løss eller lermuldsform. Og så regner det meget lidt i Monsheim og Wonnegau-området. Hunsrück-bjergene beskytter mod nordvest, Eiffel mere mod nordvest, mens selve de to dalforløb ved Westhofen og Mölsheim får nærbeskyttelse mod våde vestenvindsbårne lavtrykssystemer af det markant Donnersberg og skoven omkring den. I Zellertal agerer Donnersberg faktisk en slags vejrsystemsplitter og sender regnen sydover og nordover, ind over det fladere centrale Rheinhessen.

Dalen og skråningerne ved Westhofen blev løftet ud af glemsel omkring 2000 gennem Klaus Peter Keller og Philip Wittmanns pionerarbejde for bedre forståelse og fortolkning af riesling fra området. Siden er mange flere kommet til, ikke mindst sluttet sammen i gruppen Maxime Herkunft Rheinhessen. Dalen ved Zell og Mölsheim skylder Oliver Spanier sin status. Hans tro på dalens storhed i 0’erne har løftet området til berømmelse og vi kommer ikke udenom, at Klaus Peter Kellers anskaffelse af parceller i Zellerweg am Schwarzen Herrgott og ikke mindst nyplantning i høj tæthed efter model Mosel har gjort dalen til kult.

Jeg tog på togt i området lige ved månedsskiftet juni-juli, hvor hedebølgen havde lagt sig trykkende over det centrale Tyskland med temperaturer på omkring 36-38°C og besøgte svedende Oliver Spanier og hustruen Caroline Gillot, den glitrende stjerne Katharina Wechsler og ikke mindst pioneren Philip Wittmann. Desuden havde jeg en længere tete-a-tete med Oliver Spaniers assistent Christopher Full, som laver sine egne vine nu, Full.minant – dem kan du læse meget mere om i november når jeg har besøgt ham på familiedomænet.

Læs om Battenfeld Spanier her

Læs om Katharina Wechsler her

Læs om Weingut Wittmann her