Det her handler ikke om banal national stolthed. Vi har danske vinmagere overalt i verden, men tilfældigvis har en danskfødt vinbonde, Peter Work på Ampelos Cellars i Santa Rita Hills, Californien, begået en vinøs genistreg. Og det råber jeg ud til alle! Køb det, støvsug den danske importør, når vinen bliver frigivet. En chardonnay, eller rettere to chardonnay’er, og som sådan ikke en druesort Peter Work sammen med sin kone Rebecca, nogensinde havde forestillet sig at lave. ABC, anything but chardonnay-bevægelsen, havde godt fat i Peter og Rebecca Work, men mødet med den burgundiske supernegociant, som efterhånden er gået hen og blevet proprietær, Alex Gambal, fik i hvert fald Peter Work på andre tanker. Rebecca er vist ikke helt overbevist endnu, men det burde hun blive, for Work og Gambal afsøgte appellationen Santa Rita Hills yderkroge, og gik rent faktisk helt udenfor grænserne for at finde den rigtige jordbund. Alex Gambal og Peter Work gik på jagt efter marker med monterey shale; vi kender den bedst (eller værst) for den kontroversielle fracking-oliejagtsmetode, men den splintrende stenart indeholder store mængder aktivt kalk og det er årsagen til Work og Gambals jagt.

Og resultatet er enestående for en debut! Jeg oplever alt for sjældent at vinen ”ringer rent ind”, altså rammer alt i mig, der kan sanse stor vin, hud, slimhinder, smagsløg, næsehule og øjeæblerne. Det gjorde GWs, samarbejdets diskrete navn og logo, Bentrock Vineyard og Francesca Vineyard, med millimeterbeslægtede udtryk, komplet symbiotiske mellem noget berusende forårsagtigt, blomsterparfumeret, allergifremkaldende pollensvæveri, lysblå himmel, iskrystal og skærende klart i forening med mineralsk bundtræk, urmagerpræcision og puligny’sk deep space-syre, mens malo, fad og frugtmodenhed ligger som den todimensionelle trekant i absurd balancekunst på en opretstående kanyle. Stilen er moderne californisk, a la Gavin Chanin og Littorai, bare mindre moden… hvis det er muligt uden at det bliver undermodent?!

Francesca Vineyard 2016 og Bentrock Vineyard 2016 ligger på henholdsvis 13,4 og 13,2 % – men tal siger ikke meget. Fadregimet er konservativt og moderat – et nyt fad ud af otte, men tophåndværk fra Demptos. Sandhi og andre laver også Bentrock, men GW-versionen er en af de mest mindeværdige udgaver. Francesca er millimeter fra. De minder meget om hinanden, men Bentrock får mere ”splintrende” udtryk, sprødmør, hyperfrisk og Clos Sainte Hune-jeg-er-her-og-alligevel-ikke-stil, tilført Leflaives bio-intensitet og friskhed. Jeg kender ikke den præcise salgspris endnu, men det er ”history-in-the-making”, så forudbestil rigeligt.

For kendere af Peter Work og Ampelos Cellars er det ikke en nyhed at husstilen er ændret siden de første år, hvor Work-parret ikke lagde (og det gør de sådan set heller ikke nu) skjul på følgagtighed. Sea Smoke var Santa Rita Hills darling dengang, Ampelos’ nabo og sønnikes arbejdsplads, men 15,5 % alkohol og brølende vinstil for en pinot noir hører ingen steder hjemme. Omlægningen til biodynamisk drift i marken og skånsom druebehandling og nul kulturgær har ført til langt mere friskhed i husets rødvine, som de seneste 3-5 år er rykket op blandt ”dalens” tophuse. Peter Work er herligt antihype! Han bruger stadig ikke helklaser eller tilbageførsel af stilke i gæringskaret, selvom Rajat Parr og Sashi Moorman længere ude mod vest og havets kulde, har skabt skole med deres all-inclusive-tilgang.

Ampelos laver stadig en condrieu’sk viognier (2016) af helt anticaliforniske dimensioner, hvor melonen og den hvide peber styrer oplevelsen. Rosé of Syrah (2016) er med blandt klodens seriøse roséer – dem hvor hele processen er tilrettelagt efter målet om rosé, og ikke som restprodukt til rødvinsproduktion. 2/3 direkte pres på syrah, 1/3 med tre dages skindkontakt og en sjat grenache plus ca. 5 % riesling for aroma og syre. Bravo!

Pinot Noir 2016 er saftig og sprød med grønkrydret hindbær, mens Lambda 2013 med 35 % ny fransk eg og en håndfuld stilke tilbageført, er let likorøs med kirsebær, bagt rødbede og røget vanilje, aldeles uden tyngde. 2,5 år på fad uden omstikning er jo nærmest model DRC. Syrache 2013 smager som chateauneuf med cowboyhat og hawaiskjorte, mens Gamma Syrah 2012 stadig er i Sine Qua Non-stil med surmælksnoter, sort oliven, sort peber og coolness i modenheden.

Otto Suenson hjemtager vinene.