I Rioja rumsterer det. Ingen jordskælv eller revolutioner, men Consejo Regulador har taget store skridt de seneste år. Skridt der er Godzilla eller Gargantua værdige. Jeg ved nogle mener skridtene ødelægger lige så meget som nævnte kæmper og hærgere, mens andre mener at skridtene bare er misforståede, fejltrin, hvor Riojas moderne historie bliver glemt, vendt på hovedet og forkastet. Små producenter som Artuke ser de nye tiltag med tilladte landsbynavne og enkeltmarksnavne på etiketten som store fremskridt, og har allerede draget fordel af det og sendt nye småpletsvine på markedet (selvom kategorierne først indføres med 2017-årgangen). Og de er til superlativer! De er virtuose og friske, afsindigt intense, men helt uden tyngde.
Artuke har gennem en årrække simret på min spidsliste, hvor duracell-kaninen Telmo Rodriguez ligger i toppen med den horribelt dyre Las Beatas – det er som om Artuke ikke har rykket helt igennem, men det gjorde de i dag da jeg smagte den helt nye Paso Las Mañas fra Paraje El Chorro nær landsbyen Samaniego ved foden af de dramatiske Sierra Cantabria. Miguel Blanco var vinbonde og solgte rub og stub fra de gode parceller han ejede til de store huse. Helt klassisk, nærmest en aktuel udgave af det der skete i Bourgogne for 60 år siden da bølgen med ”selvkørende” bønder for alvor startede. Det har været Telmo Rodriguez’ kæphest i mange år. Før Riojas store boom efter phylloxera og de bordeaux-inspirerede kæmpehuse, var Rioja et mylder af vinbønder og skøre markplaceringer, dengang af nød, men i dag pludseligt værdsatte for deres vanskelige, ja direkte kummerlige dyrkningsforhold. Miguel Blancos Finca de los Locos er et godt eksempel. Manden blev betragtet som loco da han købte stedet. Sønnerne Arturo og Kike drager nu fordel af faderens crazyness og vedholdenhed.
Artuke praktiserer både gammeldags fodtrædning og helklasegæring ved visse af vinene, og deres topvin La Condenada var en af de første vine jeg smagte i den nye bølge, andenbølgen af senmoderne enkeltmarksvine på tempranillo, hvor ekstraktionen er betydeligt mildere end i 90erne og især 0ernes kulsorte egetræssupper. Rioja er sammen med Bierzo (ja faktisk er Bierzo rykket endnu længere mod lokalitetsfremhævelse, zonering og enkeltmarksvine) rykket fra Ribera del Duero, hvor der stadig arbejdes på lovliggørelse af enkeltmarksnavne og zoner på etiketten. Nogle skider på reglerne (anarkister i vinens verden er der brug for) og gør det alligevel, men Riojas berømmede placering i sammenstødsfeltet mellem Middelhavs-, Atlanterhavs- og kontinentalhøjlandets klimaer, gør det en del mere relevant med zoner, landsbyer og enkeltmarker i Rioja.
Rioja 2017
En Beaujolais-cru-agtig rioja med mostet kirsebær, solbær, kærnemælk og tilbagestrøjet sommerhår. En friskfyrsagtig badutspringer, simpelt lækker, tæt på charlatan, mundvandsdrivende med den markante syre, som kølig tempranillo bør have.
Rioja Pies Negras 2016
Fodtrådt men uden lugt af sure tæer. Til gengæld fuld af dieselolie på værkstedsgulvet, brombærkompot og tørre timianbuske, kvaset i kompostbunken. Den er lige en kende til den modne side, mens smagens kraft redder den. Mineralsk med heftigt syreattack og fornem cashmere-tannin.
Rioja Finca de los Locos 2016
Den har aldrig været bedre. Mesterlig enkeltmarksvin fra de 2,8 ha græsseligt smuk kalkstensjord. Græsseligt fordi jorden er hård og svær at arbejde i, og holder udbytterne lave, men den aktive kalk sænker planternes fotosyntese og det holder på syren og mindsker sukkermodningen. Afsindigt flot frisk, spændstig tempranillo med 20 % graciano og det gør den kun endnu skarpere. Sten og blåbær, intens ulmende uden nogen form for overgjorthed – det er mark, plante, drue, puttet på flaske. Himmelsk intens helt uden heftighed.
Rioja Paso Las Mañas 2016
Og tro det eller lad være – Paso Las Mañas overgår den. 100 % tempranillo fra 3,9 ha i El Chorro i 680-700 meters højde og her hjælper luften med til forsinkelse af modningen. Igen afsindigt frisk, men smertende mineralsk og intens. De 14 % er komplet modgået af syre og et gevaldigt spark af sten, grus, klippe… og på sær vis er det ikke tungt. Blåbær, solbær, aske, indtørrede solbær på busken, regndråbevåd skiferplade og mursten. Perfekt harmoni oppe i skyerne. Aldeles anderledes udtryk end både de lyse tørre og træede granreservaer og de klistrede sødsuppeekstrakter fra alt for hårdt brændt barrique. Her er kun anvendt store brugte fade.
Artuke forhandles af valuewine.dk