De gode gamle dage var sjældent så gode som talemåden tilsiger. De gamle dage var sandsynligvis meget værre end i dag – også… eller især i vinens verden. Vi ved meget mere om hvad der foregår i planten, frugten, den gærende most og under lagring, og det hele kan styres så grimme fejl undgås. Den tyske sociolog Ulrick Becks begreb ”risikosamfundet” fortæller os imidlertid at med viden om hvad der foregår i verden, kommer der også nervøsitet for fejl, for mangler, risiciene ved at gøre det man gør, og så må der sikring til. På den måde bliver vinens verden fokuseret på stabilisering som et tekniske begreb – i litterær og æstetisk forstand; jagten på det perfekte som i fravær af skavanker, fejl og skævheder. Det bliver også kedeligt. I gamle dage dyrkede man de druer, der tilfældigvis var – de druer som far og farfar også dyrkede og det var ikke sikkert man vidste hvilke druesorter, nogle gange var der endda mange forskellige druesorter i samme mark. Sådan var det i Rioja før midten af 1800-tallet.

Det vi i dag kender som old school rioja, er i historisk forstand en ny opfindelse fra anden halvdel af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet blev rioja forbundet med en stil og kun et overordnet sted – slet ikke små lokaliteter, landsbyer, enkeltmarker og forskelle i beliggenhed eller druesort. Sidst i 90erne, gennem 0erne og især her i 10erne voksede en bevægelse frem, der længtes efter de RIGTIGT gode gamle dage, og nu taler vi terroir, stedafhængighed, kalksten, højder, eksponering og alder på vinstokke, mens Consejo Regulador har tilladt angivelse af både marknavn og udvalgte landsbyer nu. I den bevægelse ligger en implicit nedvurdering af de gammeldags generiske fadlagringsafhængige kategorier og ikke mindst de store bodegaer, der baserede produktionen på opkøb af druer fra myriader af små parcelhaveres høst, som forsvandt i en stedløs suppe. Enkelte ”klassiker-bodegaer” fra rioja-stilens gyldne æra hyldes paradoksalt i dag som forsvarere – de fleste vinentusiaster løfter på baseballcap’en for La Rioja Alta og Lopez de Heredias kamp for de gode eksempler fra guldalderen og har genvundet et kultfølge, men kæmper som Faustino og Campo Viejo griner vi af.

Marques de Caceres var vist den første bodega i Rioja, der fik vandkølet rustfri gæringstanksanlæg i 196oerne og begyndte at fremhæve frugt fremfor fad og siden er langt de fleste gået over til den slags isenkram, men man skal ikke kimse ad de store bodegaers crianzaer, reservaer og gran reservaer. Specielt ikke dem fra en tid, hvor kravene til minimumsfadlagring var højere end i dag. Hvis jeg spørger hvilken drue, der holder længst og stadig kan give levende oplevelser, vil de fleste sandsynligvis sige cabernet-sauvignon, måske nebbiolo, måske sangiovese, syrah eller pinot noir… riesling, men tempranillo (inkl. hjælpedruer) SKAL med på listen. I 60erne og 70erne var høstudbytterne pr. ha. med stor sandsynlighed højere end i dag på grund af salgssucces og manglende opmærksomhed på ”optimal” modenhed og koncentration. Høsttidspunktet var tidligere end normalen i dag. Druerne havde sandsynligvis betydeligt højere indhold af både vinsyre og æblesyre og sukkerindholdet var kun til 12 % alkohol, måske endda lavere. Jeg tør ikke gætte på de tilsætninger producenterne foretog dengang, men det er en kendt sag at citronsyre ofte blev brugt som antioxidant, men mostens egen syre, ekstraktionen, som var hårdhændet og ikke mindst den ekstra tilførsel af trætannin efter lange perioder på amerikanske egetræsfade gjorde vinene holdbare i sig selv. Chokerende holdbare. For nogle år siden fik jeg Lopez de Heredia-vin fra 40erne og Bodegas Riojanas-vin fra 1910erne, der levede fint.

Importøren Vinova i Horsens har fået adgang til gamle partier af bodega-rioja og i foråret holdt odenseanske Lalou Vinbar en imponerende smagning af modne sager tilbage fra 50erne. Tempranillo er ufattelig holdbar!

Carlos Serres’ 1987 Gran Reserva Centenario åbnede aftenens kig til gammelmandsvin og viste allerede som blot 30-årig rust, blod, bourbon whisky, mens de små fine røde bær stadig havde friskhed nedenunder. Vi begyndte at tale om vinenes hylende syre ved vores bord – en markant forskel til 90erne og 0ernes topkoncentrerede sorte og sodede ekstraktioner. Bodegas Campillos 1985 Gran Reserva var mere rustik og animalsk med indslag af sødmefuld kirsch med udtalt vanilje, mens smagen havde endnu højere syre og en blid bitterhed til sidst gjorde den pikant. Med 1980 Crianza Etiqueta Blanca fra legendariske Marques de Murrieta, der var med til at opfinde ”de gode gamle dage” i Rioja, var der mindelser om tyndbenet venstrebredsbordeaux med højt indhold af merlot. Ren apotek og bedemandsforretning med kælderstøv, kamfer, jod, gibsben, sveske og lederhosen, men desværre også tydelig oxidation og terminalfase. Midtsmagen var helt væk og min egen skuffelse var stor på grund af husets generelle dygtighed. 1978 Gran Reserva fra Bodegas Corral mindede nærmest mere hostesaft og trylledrik, mystikereliksir solgt fra bagsmækken af en hestevogn med imaginære titler som Dr. Magic’s Lifesaver eller Uncle Immortal. Fuldstændig frisk næse med mentol, anis, rønnebærmos og jordbærkompot og hysteriske mængder kinabark i smagen og syre som en saar-riesling, mens eftersmagen havde figenpuré og knust engelsk lakrids. Den blev fulgt op af en næsten ligeså imponerende 1975 Elciego fra Marques de Riscal, hvor læderet lugtede lækkert, pikeret af røde ribs, kirsch, kælder, stilke og kvas, campari og karamelliseret vanilje, men eftersmagen var jernagtig, syrestærk og tobakspræget som en stor gammel Biondi-Santi-brunello. Hele fem års fadlagring havde nok gjort 1970 Marques de Villamagna Gran Reserva fra Campo Viejo holdbar, men i 50 års perspektivet kan den enkelte flaske gå den ene eller den anden retning og her var der desværre for meget etylacetat, neglelakfjerner som tegn på forkert oxidation – mentol og kamfer, vanilje og hårdt ristet arabicabønne og tørret kød forsøgte at redde den, men smagen bestod kun af kininbitterhed og eddikestik. Så kom to vine fra en af århundredets største årgange dernede, først 1964 Royal Reserva fra Franco-Españolas med tungt sexet lugt af sveske, figen, overraskende ribs, gajol og læder og forbløffende livlighed og saftighed, elegant, grænsende til spinkel midtsmag og blid tannin. 1964 Faustino 1 Gran Reserva fra Bodegas Faustino var mere intens, flottere latino, mørk og fyrig, fuld af ramazzotti, Campari, kinabark, rønnebær, sod og røgelse, virginiatobak og mindede faktisk om rigtig gammel Giacosa-barolo, endda burgundisk struktur med blid tannin, høj frugtsyre og stadig helstøbt. En af aftenens rigtig store. Afslutningen var 1959 Gran Reserva, AGE Bodegas Unides fra én af de årgange Rioja-Consejo ikke engang gider omtale, så ringe var den… på papiret. For den her levede fint med lugt af kogt hyben, tørret figen, antydning af acetone med fin rød frugtighed i smagen, slank struktur, oxidativ og ikke oxideret… lidt som gammel marsala, syren er livlig og bakkes op af tannin og god klisterfrugtighed.

Gammel rioja koster i øvrigt ingenting sammenlignet med tilsvarende alderstegne sager fra Bordeaux, Barolo og Bourgogne, så led endelig efter det.