Konzer Tälchen. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det lyder helt vildt godt. Alene den melodi, fonetikken… men når man ved, hvad der sker i Konzer Tälchen, lyder det endnu smukkere. Så kommer billederne på, baggrunden – man kobler stedets naturmæssige skønhed og ikke mindst de produkter, som stedet sammen med menneskene i den lille dal skaber, på ordene og så bliver man helt sværmerisk. I bunden af en krum, nærmest halvmåneformet dal løber en bæk, der hedder Konz, ligesom byen ca. fem kilometer syd for Trier. Konz-bækken løber kun i den nordlige og nordøstlige del af dalen, som fra Konz ved Saars østbred fortsætter hele vejen rundt om en bakketop med skov på, som jeg aldrig har lært navnet på. Dalen går gennem Niedermennig, Obermennig, Krettnach, Oberemmel og hele vejen til Wiltingen i syd, igen ved Saars østbred. Ved Oberemmel deler dalen sig i to og omslutter en bakke, som såmænd hedder Scharzhofberg, inden samling igen ved Wiltingen. Lidt ovenfor og vest for Niedermennig ligger Hofgut Falkenstein og for læsere af denne blog er det vist en kendt sag, at jeg holder gevaldigt meget af vinene derfra.

Hofgut Falkenstein går egne veje. Mildt sagt. Erich og Johannes Weber praktiserer ”Weber-metoden” – og den er ikke officiel eller på nogen måde nedskrevet og skolegjort. For nemheds skyld kalder jeg den bare Weber-metoden. Du kan læse meget mere om den her https://renelangdahl.com/blog/2019/12/13/jeg-drikker-iskrystaller-af-riesling

En af kendetegnene ved metoden er forbavsende tidlig aftapning. Tidens trend for riesling er sen aftapning. Lang tid på bærmen, op mod et år eller mere og for nogles vedkommende op til to år. Langtidsbærmelagring har sin værdi, helt sikkert, men Hofgut Falkenstein flasker typisk allerede i løbet af marts/april efter høsten og nogle gange ind i juni. Man vil aldrig tænke ”aha! – bærmekontakt”, når man smager Hofgut Falkenstein, men faktisk får vinene afgørende indflydelse fra bærme på en måde, som ingen eller meget få (jeg kender simpelthen ikke andre) gør. Samme parcel i samme fad, år efter år OG indflydelse fra den efterladte ”moderbærme” – det er ligesom produktion af balsamico, bare uden den oxidative, eddikebakteriestyrede proces. Hvert fuder aftappes direkte i flasken med sit eget AP-nummer. Hofgut Falkenstein-vinene er syngende rene, splintrende krystalklare og de reneste eksempler på kombination af frugtighed og klippefasthed, som jeg kender til.

2019erne er på markedet og de er allerede skamrost af Mosel Fine Wines og i øvrigt også udsolgt, men så handler det jo om at besøge nogle af de restauranter, hvor de findes. Og så vidt jeg er orienteret, så får lille Danmark efterhånden faktisk en pæn portion. Årgangen var ikke helt så præget af tørke som 2018erne og Johannes Weber var ikke så nervøs for syren som han var i 2018, hvor han efter eget udsagn havde sved på panden. Så ingen grund til nervøsitet; de holder som sædvanligt de mere end 10 g syre pr. liter og pH-værdi på under 2,8! Her er mine observationer, desværre ikke af den fulde portefølje, men ti af dem. Erfarne Falkenstein-fans ved, at det typisk er bestemte AP-numre man skal gå efter – et nummer som Falkenstein altid fremhæver med fed skrift, men fra 2019 er de også begyndt at angive parcel/fadnavnet på etiketten med lille skrift efter AP-nummeret. Bemærk også, specielt til nye læsere, at Hofgut Falkenstein stadig bruger de gamle betegnelser med ”trocken” på spätlese (hvis den har oechsle-niveau til det og samtidig formelt er tør) og feinherb og bliv ikke forvirret over, at en bestemt vin det ene år er sødlig og det andet år er tør (eksempelvis #18). Erich og Johannes Weber lader vinene bestemme – nogle gange slutter gæringen med højt restsukker, andre gange næsten uden, men vær opmærksom på, at Hofgut Falkensteins vine generelt udtrykker sig mere ”tørre” end andres i alle prädikats-kategorier – restsukkermængden i deres kabinett ligger typisk omkring 40 g/l, spätlese omkring 60 g/l og det er en del lavere end trenden i øjeblikket. Jeg angiver det hele nedenfor og de kommer i rækkefølge efter sødmeprogression.

Niedermenniger Herrenberg Kabinett Trocken #1 Fuder Mutter Anna
Lyt og lær, en perfekt intro til husets absurd syrerige, men stadig cremede og sylfideagtige stil. Røgede elementer på toppen af limeskal, kvæde og citronverbenapuré og en smag, hvor man sidder med fornemmelsen af druer, der lige nøjagtigt klarede at passerer modenhedsmålstregen – og det giver elektricitet. 92

Krettnacher Altenberg Spätlese Trocken #7 Fuder Altenberg
Første vin med fishsauce-limesaft-chili-sukker-dressing. Det er måske misvisende og nogle vil misforstå og jeg beklager billedet, men jeg kan ikke beskrive det anderledes end med thaikøkkenets basis. Ultralime, lille fis fra sponti, græsvækst i skifer, ja sgu, det dufter og udtalt mineralsaltet eftersmag, hvor tungen også krøller af syre. 92

Krettnacher Ober Schäfershaus Spätlese Trocken #18 Fuder Lorenz Manni
I 2018 var den sød, men nu er den tør! Mere moden limesaft, cordial og med indslag af grillet æble, mere rig og dyb end #7, men også endnu mere stenet og saltet i eftersmagen. Grotesk tørstslukkende og forfriskende og et klassisk eksempel på det geniale ved Falkenstein – de kan drikkes på to niveauer: i store grobianagtige mundfulde og med løftet blik mod venstre og brynende pande, tænksomt og analyserende. 95

Niedermenniger Herrenberg Spätlese Feinherb #3 Fuder Palm
Klart reduktiv og spontipræget med lille fims og kulsyre. Fuld af æbleblomst, appelsinblomst, stål og sten og optræder faktisk i munden som den klart tørreste af de tre feinherb-vine fra Herrenberg, pt. nærmest indadvendt. Glem den i 6 år, syv måneder og tre dage… spøg til side: bare gem den nogle år. 93

Niedermenniger Herrenberg Spätlese Feinherb #4 Fuder Onkel Peter
Monsterurtet, en parfumeurs morter med aromatiske kronblade og krydderurter som citronmelisse, verbena og mynte. Citron og vanilje! Hovsa, hvor kom det fra? Limesyre og limesødme og æblejuice på discovery til sidst… og så salt igen. 94

Niedermenniger Herrenberg Spätlese Feinherb #11 Fuder Meyer Nepal
Et godt eksempel på tal og den oplevede virkeligheds misforhold. Laveste restsukkermængde af de tre feinherb, men optræder som den ”sødeste”. Olm, mut og lurende næse – initialt helt lukket, men med voldelighed i glasset kommer flintgnister rørt op i limeskalsgranulat og nogle elementer jeg får lyst til at putte bag øret og lokke min hustru med. Puré på citronverbena, bjergkrystal og isninger. Rig, men let, let, men rig. 95

Krettnacher Euchariusberg Kabinett ”Alte Reben” #8 Fuder Gisela
Min yndling i tidligere årgange og den lever op til forventningerne. Tydeligt røget element på en suppe af limoncello og grå skifer, smertende intens og mineralsk, sur-sød og dirrende elektrisk, tørstslukkende og tørstskabende. Lethed og stormvind – noget der ikke er der fysisk, men som kan vælte dig alligevel. 95

Krettnacher Euchariusberg Kabinett #12 Fuder Kugel Peter, Fuder Gisela og Fuder Mammen
Luftighed, men også mere sødmefornemmelse end #8, meget mere citrusfrugt og frugtsødme og mindre arkæologisk og palæontologisk. Æblejuicesødme og mere i familie med andres kabinett fra Konzer Tälchen eksempelvis Stefan Müllers. 93

Krettnacher Euchariusberg Spätlese #6 Fuder Klaus Lang
Uvillig i starten, dæmpet med både grønne (urtede) og subtropisk frugtighed lurende. Dild og kvæde på én gang, i smagen er den helt anderledes – 36° C på tungen åbner for æblesødme, men stadig i ”danske” klimaforhold, altså syrlige æbler som gråsten og discovery – slutter endda med pæresødme, men det er stadig den uvirkelige balance af gnistrende frugtsyre og knasende saltkorn, som gør den særlig. 93

Krettnacher Euchariusberg Spätlese #14 Fuder Ternes
Endnu mere lime og et mere ”tørt” udtryk, muligvis fordi syren er højere, men også endnu mere længde og urkraft, et atomkraftværk, der nærmest i sig selv laver energi uden at få noget tilført. Mindre sødmefornemmelse end #6 – spätlese for Falkenstein er stadig svæveflyverelegance og tandisninger. 94

Hofgut Falkenstein importeres af www.joergensenogco.dk