Wir fahren fahren fahren auf der Autobahn… ned til Stuttgart. Politisk administrativt er vi i delstaten Baden-Württemberg, men efter tysk vinlov er bundesland Baden-Württemberg delt i to og de fleste nævner ikke Württemberg først. Faktisk, vil jeg påstå, er Anbaugebiete Württemberg oftest er den man glemmer når memoreringen af de 13 tyske anbaugebieter skal udmøntes i en remse. Både Sachsen og Saale Unstrut husker man fordi de er små og de eneste i det tidligere DDR. Hessische Bergstrasse og Mittelrhein husker man også fordi man altid sørger for at memorere dem, fordi man godt ved de nemt bliver glemt, men Württemberg? Ja, hvad med Württemberg? Vinregionen er enorm i sin udstrækning. Der er 260 km fra Markelsheim ved floden Taubers sydbred i nord til Lindau ved Bodensees nordbred og selvom regionen sammen med Ahr er de to eneste med klar overvægt af rødvinsproduktion, og dermed i tysk sammenhæng unikke, så er Württemberg sært ansigtsløs, lidt uklar i mælet, konturløs eller rodet, udefineret og udvandet. Regionen har rigmandsbyen Stuttgart i sit hjerte, men kvalitetsfokus har længe paradoksalt været ”en by i Rusland”. Selv da resten af Tyskland rykkede i slutningen af 90erne og 0erne sjoskede de lokale og dominerende kooperativer efter med pjasket og restsød lys rødvin. Drue-top5-listen efter areal ser sådan her ud i dag: Trollinger, riesling, lemberger, schwarzriesling/meunier og spätburgunder. Trollinger er mishandlet gennem mange år, men omvendt er det klart en af fremtidens druer – den rammer stilistisk lige ned i tidens smag for det lyse, saftige og læskende. De andre røde indgår også i blandinger, mens de seriøse, specielt på lemberger, et stykke tid har haft for meget fad og ekstraktion, men regionens himmelstræbere har fundet balancen – Aldinger, Schnaitmann og Dautel ikke mindst, MEN… her handler det om én af regionens helt store riesling-producenter: Jochen Beurer.

Hvis du ikke har hørt om trollinger før, så har du helt sikkert ikke hørt om hängling, affenthaler, honigler, urban, fütterer eller eicheltraube. Dem har Jochen Beurer samplantet med 15 andre ukendisser i én parcel midt i favorit- og topmarken med det fyndige navn Pulvermächer. Han kalder det en museumsmark og det handler om at lade Grevskabet Württemberg, som tidligere var Hertugdømmet Schwaben, komme til ære og ret igen – om at lade fortidens komplekse beplantninger vise, hvad de kan og genopfinde regionens gemischter satz. Han kalder sigende vinen Rettet die Reben. Jochen Beurer er ”livredder”. Han er biodynamiker om en hals og arbejder aktivt på at fremme biodiversiteten i bakkerne på både den østlige og vestlige side af hjemlandsbyen Stetten i den sydlige del af den brede floddal Remstal ca. 6 km øst for Stuttgart. Senest har Beurer lanceret sin Nothing – Riesling ohne Alles, navngivet efter det ultimative BMX-jump, hvor rytteren slipper cyklen totalt, begge svæver uafhængigt af hinanden, og slutteligt griber cyklen igen og lander. I vinens verden er ”ohne Alles” selvfølgelig uden svovl etc. og med månedsvis skindkontakt.

Jeg smagte hans riesling første gang for seks år siden og troede, indrømmet, længe at han holdt til i Pfalz – ikke på grund af vinstilen som sådan – det er den for særegen til – men mere på grund af… ja hvorfor egentlig… vanetænkning måske. Jochen Beurer ville redde verden, det vil han stadig, da han vendte tilbage til faderens lille ejendom, der som alle de andre i området leverede til det sugende og forslugne kooperativ, som faderen faktisk selv ledede en periode. Faderen Siegfried ønskede at ændre fokus fra kvanti til kvali, men mødte ikke opbakning og dermed blev Weingut Beurer født – det var i 1997. Jochen Beurer havde lært skindkontakt og naturvejen hos Elisabetta Foradori. I 2001 dannede han frontløberkvintetten Junges Schwaben, allerede fra 2003 hed det sponti som i spontangæring, fra 2008 fuld biodynamik, Demeter-medlem fra 2012, skindkontakt i dagevis, meget lav sulfitering og selvom Beurer er medlem af VDP, der ikke just er kendt for skæve eksistenser og natürlich vildskab, bruger han relativt sjældent Grosse Lage-navnene på etiketterne, men angiver i stedet jordbundstypen. Det gælder også de seks fra hans aktuelle portefølje, som jeg smagte til denne blogpost. I de seneste årgange er de kendte initialer ”GG” dog kommet på flasken med parcelangivelser fra de tre VDP Grosse Lage Pulvermächer Berge (riesling), Mönchberg Öde Halde (spätburgunder) og Mönchberg Schalksberg (lemberger). Jeg opfatter Jochen Beurers medlemskab af VDP som et eksempel på organisationens villighed til at gå nye, miljøvenlige og opdagelseslystne veje. Beurers riesling er vild, men ikke skør og uregerlig, og bare rolig; skindkontakten giver kun karakter – det ER helt klart stadig tydelig riesling. Og bemærk så lige, hvor godt han styrer alkoholprocenten i det lune Württemberg.

Riesling Trocken 2019 (89) er ståltanksgæret og stammer fra blandede sandstens- og mergelforhold. Den er citrongul, let røget og med dyb aroma af pæreskal, saltet citron og batterisyre, straight og konventionel i sit udtryk med sprød crunchy syre og diskret kernebitter eftersmag. Riesling Gipskeuper 2018 (92) holder 13%, men er trodsigt frisk og ballerinaagtig; honingsød, blomsterrig med roser og hindbær, tydeligt præget af skindkontakt, men LANGT fra orangevin, sprød og leesy, weissbierfriskhed og champagne-uden-bobler-dybde. Riesling Kieselsandstein 2017 er mere oxi med syv dages skindkontakt og bærmelagring i stückfass, knastør og stenet, men samtidig rig, smygende og viskøs – flasken her er lige lovlig oxidativ og jeg afstår fra vurdering (?). Med Riesling Schilfsandstein 2017 (93) er vi back on track med citrusfims, spontipræg, lime, nærmest røget og lifligt mosel-udtryk med syngende og skrigende syre, dirrende struktur og lille kernebitterhed til sidst, der varer meget længe. Riesling Junges Schwaben 2018 (95) fra højtliggende vindblæste stokke i Häder-Erste Lage på den vestlige side af Stetten og med syv dages skindkontakt, er mesterlig og dygtigt gjort, lagret på 500 liters fudere, vild og voldsom, men grotesk præcis samtidig. Salt, syre… syre, salt, den geniale dobbelthed, som de bedste tyske rieslings rummer, tilsat jazzede indslag af manzanilla-sherry, alsacisk fedme og sandstensfokus. Graubugunder 2018 (93) er dybt farvet og klart skindmacereret med fenolisk bid og cremet tekstur, men også præget af skarp, præcis, løftende og forfriskende syre, komplekse indslag af læder og sharonfrugt, kærnemælk – det minder en smule om Kreydenweiss’ bedste udgaver fra Alsace og ligner slet ikke de ”smarte” og kosmopolitiske Baden-grauburgundere.

Weingut Beurer importeres af www.vinimondo.dk