Det her må forblive en hemmelighed mellem dig og mig. Vi to har plads nok i kælderen til at stable de sparsomme mængder, som danske Martin Damm fremstiller af sin mencia-eliksir. Vi skal ikke have andre ind over. Tænk sig, når robertparker.com’s spanske rock’n roll-anmelder Luis Gutiérrez får smagt vinene fra mikroejendommen Adega Damm i Amandi-zonen i det spanske kultområde Ribeira Sacra, så går det løs. Jeg har en fornemmelse af at have smagt en stjerne in spe. For to år siden smagte jeg de første spæde forsøg fra Martin Damms hænder og nu kommer vinene endelig med egne etiketter, vinmarksnavne og hele molletjavsen fra årgang 2019. Hvis ikke du ved, hvor Ribeira Sacra ligger, så slå op i din vinbog, find Spanien, kig under Galicien og nyd så de ledsagende fotos. Vegetationen gør forskellen til Mosel, men du kan sagtens se sammenligningen, ikk? Skiferskrænter, umulige forhold til vindyrkning, men gale mennesker har engang i fortiden trodsigt plantet vinstokke – de må have forsyn, de må have set eller fornemmet et eller andet som andre mere magelige mennesker har grinet højt ad. I Ribeira Sacra er skiferskrænterne højere end i Mosel. Jeg må som Mosel-fan ydmygt indrømme, at forholdene ganske enkelt bare er endnu vildere i Ribeira Sacra.

De to floder Sil og Miño har gravet sig ned i en sprække engang for mange millioner år siden. Vandet har slidt og eroderet sig dybere og dybere ned i det sprækkende og forvitrende fjeld og nu, i 2021, løber vandet dovent i bunden af dybe kløfter, hvor de skøre producenter har plantet stokkene på terrasser. Igen sammenligning med Mosel; deroppe har de jo udjævnet de værste rå klippefremspring med bulldozere, men den slags har slet ikke været i spil i Ribeira Sacra. Vi er VIRKELIG på landet her. ”Drueplukning foregår ved håndkraft i små kasser, der skal løftes, sættes på næste terrasse, løftes til næste terrasse osv. indtil man kommer op til en vej, hvor firhjulstrækkeren holder parkeret. Derefter skal den køre zig zag på grusvej… vi må bakke lidt og kante os omkring hvert hårnålesving og det tager altså ca. tre kvarter at køre 3-4 kilometer!”, siger Martin Damm, der købte sin drømmeparcel og en lille bitte ejendom i området for en håndfuld år siden efter erkendelse af at pengene ikke var til Bourgogneejendomme. Der ER sgu da også meget federe i Ribeira Sacra. Man må afgøre med sig selv om man vil leve livet hårdt eller bare være smart. Martin Damm valgte det første. Helt usmart er han dog ikke, for alle toneangivende sommelierer og vinentusiaster, der hylder vin med friskhed, vin i små mængder, vin fra små forhold, vin med stilke, ved godt at Ribeira Sacra er the shit.

Den ene hypede spanske producent efter den anden kaster sig over området. Lige nu råber alle Raúl Pérez eller Envinate. Pérez har en finger med i spillet hos flere producenter ud over de vine han laver i eget navn, mens Envinates kvartet laver enkeltmarksvin i Lousas-serien, hvor én af markerne hedder Seoane. Den mark laver Martin Damm også vin fra og deler i øvrigt frugten med netop Envinate fra andre marker. Han laver også vin fra Pombeiras, hvor hypede Guímaro laver deres topvin fra. Jeg vil påstå at Adega Damm giver dem konkurrence nu. Bag facaden, dramaet og de nye unge, alt det fede og trendy, ligger også spansk landliv, tilbagestående provins og de sociale problemer der medfølger. Martin Damms nabo drak sig ihjel sidste år! Arbejdskraften kan være svær at hente til området; sliddet er umenneskeligt hårdt og pengene endnu ikke store nok til betaling af erfarne luksusteams. Plukkerne er derfor typisk lokale, som skal instrueres i helt andre idealer for frugtens håndtering end de er opdraget med i 1960erne, 70erne og 80erne.

Adega Damm ligger i Amandi-zonen på den del af Sil-floden, der løber stik øst-vest, men zonen er selvfølgelig for stor og omfatter alt for meget i baglandet. Selve Amandi-kommunen dækker de syd- og sydøstvendte skrænter, der ligger helt ned mod floden. Naboområdet hedder Doade. Jeg bliver ærligt talt svimmel ved bare at kigge på fotos. Druen her er selvsagt mencia, men i de gamle marker findes hundrede procent varietale parceller ikke – der er som regel lidt brancellao, merencao og/eller alicante bouschet i blandingen og Martin Damm anvender som trenden siger, men forstandigt, delvis helklaser og taler med tårer i øjnene om håndnedpresning af ”hatten” i gæringskaret. Stokkene er 40, 60… 80 ja i enkelte tilfælde 130 år gamle. Han svovler minimalt, typisk ikke over 25 mg/l og kunne med god ret tilslutte sig enhver naturvinsorganisation, men Adega Damms vine optræder ikke arytmiske eller atonale. Jazz-referencerne fyger over bordet ved gennemsmagningen og det helt relevant. Associationerne er jazzede. Man får lyst til at vippe med knæet, klappe blidt på låret i avanceret multirytmik og du skal ikke blive forskrækket når saxofonen pludselig blæser øregangsrivende dobbelttone eller klaveret flipper på både de høje og lave tangenter. Adega Damms stil er ikke helt så lys som Envinates eller Fedellos do Couto, men heller ikke mørk og dramatisk som Algueira eller Finca Millara, som er de huse jeg i skrivende stund har mest præsente i baghovedet. ”Jeg vil lave vin med personlighed – alle X-faktor-deltagere kan synge med inciterende knækstemme i dag, men de færreste har personlighed”, siger Martin Damm og har ikke noget imod at signalere kunstnerisk tilgang.

Stilen er urtekrydret, flere af vinene mindede mig om barolo chinato, den vermouth-agtige drik, som traditionelt indtages efter måltidet i Barolo, men her er dog ingensomhelst kogt note, det er rene trylledrikke, Martin Damms bomærke er en stiliseret drueklase i keltisk streg og det giver mening. Kelterne var der før romerne og en keltisk druide brygger jo drikke, der kan gøre svagelige blege danskere som mig til arrige kampklare monstre – sådan virker de her drikke også. Tørrede appelsinskaller, tørret og røget kød, provokerende, ja nærmest humoristisk anstødelig modstand, modhager, hænger i mundhulen efter indtagelse. Friskhed skriger til himlen, bærrene er nordiske og alkoholprocenten moderat. Jeg er kæmpefan.

Flere af nedenstående 2019ere var ikke endeligt aftappede og etiketterede. Priserne er grotesk lave, men det er mængderne desværre også.

Godello 2019
Fra 40 år gamle stokke med skindkontakt i gæringskarret. Den lugter af læder og abrikosskal, mens smagen har moderat syre, tenderer oxidativ, men holder sig måtten og ruskindsteksturen er tydelig i eftersmagen. 87

Godello 2020
Betydeligt step op, en helt anden stil, plukket tidligt og fra yngre stokke. Fadaromatisk med vanilje og sødmefuld storslået burgundisk næse, men tro nu ikke at det lugter som montrachet – her er meget mere sten, mens teksturen er ru og grov på den landadelige måde, fuld af livlig spids citronsyre, friskhed og nærmest paradoksal moderne oldschool Franken-silvaner-style. Vi er i liga med Dominio do Bibeis top-godello fra området Lapena! 93

Cardia Seoana 2019
stakkels 1200 flasker fra en plet mellem 350 og 400 meters højde og der indgår ca. 15 garnacha tintorera i mencia-suppen. Hvis man nu satte sig og regnede på de timer, der er lagt i terrasseopbygningen på den skrænt over århundreder, ville man få et konkret billede på, hvor vild menneskeheden er, når den får en skør idé og tager sig sammen. Mostagtig ungdommelighed, sort og dyster, men grønkrydret, fuld af malurt, blomme, blåbær og kinin på samme tid. 93

Cardia Capitana 2019
Endnu mere medicinsk, krydret med tørret appelsinskal, det er ren chinato eller Frederiksdals vermouth, hvor stevnsbæreliksir krydres med obligate krydderrødder. Stram, syrefokuseret, bitter og kininpræget på den gode måde. Du skal IKKE servere det for din zinfandeldrikkende onkel eller din rosé-pimpende moster. Det her er vin for kendere og folk, der gerne vil have modstand i munden. Ikke samme friskhed som Seoana eller samme intensitet som Pombeiras. 91

Cardia Pombeiras 2019
Smak! En flad på kinden! Et velgørende spark i røven. Sødmefuld, uforceret modenhed, røget syltetøj, igen udtalt chinato og appelsinskal i næsen. Marken giver også frugt til Guímaros topvin, Ribeira Sacras darling. Proppet med velgørende sure kirsebær, druidekrydderurter og giftige rødder, friskhed i vildskab, modhager og mere tydelig modenhed på druerne end i Capitana. 95

Cazoga Viñas Viejas 2019
Her er de ældste stokkefra 1910. Marken ligger som en anden Erdener Prälat helt nede under et klippefremspring lige over floden. På artiklens forsidebillede ses Cazoga nederst til venstre som en smal stribe vinmarker. Den har lag af røget tørret oksekød, minder om cecina de léon, det lokale tørrede okselår, som kan være en heftig oplevelse. Prut og krudt, i starten stærkt reduktiv og endnu engang krydret med vermouth-urterne. Her til gengæld udtalt saltlakrids i eftersmagen, bitterhed, sort og hvid peber med afsindig intensitet uden tyngde og modigt løftende indslag af volatilsyre i eftersmagen. 94

Mezcla 2019
Dyb og mørk med lilla kant, stærkt reduceret i næsen, krudtet og mostagtig med krydrede indslag af kanel og sichuanpeber, syrestyet, stram let bitter, hård på den gode måde og nærmest som blåbærsaft i eftersmagen. God intro til området. 90

Ladredo Viñas Viejas 2019
300 flasker til det lurende verdensmarked, 80 år gamle mencia-stokke blandet med en sjat garnacha tintorera. Næsen er sødmefuld, men urtet, fadindslag af vanilje, men kun diskret og de ligger under en sky af tørrede hekseaks. Crunchy, fysisk og teksturel, mærk din vin, føl den… pebret og urtet eftersmag med omslutning af perfekt moden sur kirsebær. 94

Cazoga Cepas Centenarias Especial 2019
De YNGSTE stokke er nu fra 1910! Barolo chinato, vermouth, nærmest flydende bentonit, strejf af reduktion, sort krudt i en gammel forlader, rusten selvfølgelig. Stevnsbær brager op ad glasset, sur, positivt sur altså, spændstig, følbar, modhagevin, intensitet i himlen, men det mærkelige er at man har lyst til syv glas mere, for det er ikke tungt. Ingen banal alkohol. Fremragende 95

Barreiro Viñas Viejas 2019
Ja det kan blive endnu ældre. De yngste stokke er fra 1890! Parcellen ligger lige over Cazoga-marken. Mencia med 3 % garnacha tintorera, Martin Damm laver remontage med en spand, trækker et par spandfulde fra bunden af karet og flytter dem til toppen via en stige og hælder det ud over toppen. Dyb, sort og stenet, dyster, bøs og mut, men sindet skjules godt. Det rigtige sind er lyst og livligt. Guldminer og skiferdynger, solbær, sort peber, pimientos de padron og lugten af drueskaller på gulvet. En rørende vin – jeg græder snot, hulker. Fadet er brugt og fra Pierre Yves Colin Morey… jeg bilder mig ind at finalen er burgundisk. Helt utroligt løft til sidst. 96

Adega Damm forhandles hos diverse danske vinhandlere – kontakt Martin Damm på 28 11 21 14 eller mail m@vinotinto.dk – vær opmærksom. Totalproduktionen er ca. 8.000 fl.!