Jeg har lyst til at give mig til at hyle. Ikke som ulve under fuldmånen, men som det forklarede barn, som den der erkender, at verden er større end det man kan se og mærke. Vræle af lidenhed, vræle over, hvor godt riesling kan smage på mange plan. Her foran mig står to skønheder, den ene fra Mosel, den anden fra Rheingau, men begge er fremstillet på gamle vinstokke fra skifer, godt nok ikke den samme slags skifer, men dog skifer. Begge er særlige, særudgaver af vinhusets topmark, men i virkeligheden er der tale om udspecificeringer, delelementer af to af Mosel og Rheingaus historisk tunge og værdifulde vinmarker; Marienburg ved Pünderich i Mosel og Gräfenberg ved Kiedrich i Rheingau.

Det kan godt være Rheingau engang var konge- og adelsmandsvin, men selvom områdets nuværende bannerførere hårdnakket vil benægte det, så har der, set udefra, været tale om prestigetab. Rheingau blev overhalet både indenom og udenom. Mosel fik gennem 0erne højere status for de liflige vine og Rheinhessen, det tidligere skosede mængdeområde, fik betydeligt højere status i den tørre afdeling. Rheingau savnede simpelthen STJERNER og blev stilistisk presset fra mindst to sider. Det var som om, der var flere unge revisionister, der tog over efter forældregenerationer på én gang i Mosel og Rheinhessen. Sådan er det ikke mere. Stjerner er der nok af og Rheingaus gamle ry, tilbage fra 1800-tallet, som stærk i specielt den tørre, ranke afdeling, er genvundet. Og ovenikøbet er der spændende stilforskelle baseret på produktionstekniske personlige valg, biodynamisk tankegang, enorm variation i jordbund og eksponering samt ikke mindst nidkær gendannelse af Rheingaus herostratisk berømte trockenbeerenausleser. Rheingau er et overraskende tørt sted med under 600 mm nedbør årligt, beskyttet af Taunus-ryggen mod nord og Rhinens brede vandflade på det øst-vestgående stykke agerer temperaturmoderator både vinter og sommer. Det regner mere i Mosel, men Clemens Busch er alligevel lykkedes med omlægning til biodynamisk drift og siden det skete, er hans parcelvine fra historiske kadasternavne i Marienburg gået fra sejr til sejr.

For mere baggrund om Clemens Busch og hans marker kan du læse med her. Klippesyre og et rent gammeldags 13-tal — renelangdahl

Nu er hans 2019 Fahrlay Terrassen endeligt frigivet og jeg havde glædet mig som et lille barn til juleaften efter de første bulletiner i efteråret sidste år. Den skuffede IKKE! Det gjorde Robert Weils helt nye, men ”gamle” mørbradudgave fra Gräfenbergs stejleste og mest phyllit-holdige plet, kaldet Monte Vacano, heller ikke. Den hørte jeg også rygter om sidste efterår.

Robert Weils Kiedrich ligger tilbagetrukket fra Rhinen godt et par kilometer ovenfor Eltville i 200-240 meters højde. Landsbyen er lige så billedskøn som de andre langs Rhinen, men de få meters løft giver en anden stemning. Rhinens stille løb ligger i det fjerne og ved eftermiddagstid i den tidlige vinter trækker lange skygger hen over det, mange betragter som Rheingaus ædleste vinmark Gräfenberg. Dens hældning er syd-sydvest, men rækkerne er drejet, så de går svagt diagonalt på skråningen. Gräfenberg holdt sin berømmelse gennem 70erne og 80ernes tyske vinkatastrofe, mens nabomarken Turmberg gik i glemmebogen, men Robert Weil har hevet Turmberg frem i lyset og sikrede at den kom med blandt Rheingaus VDP-godkendte Erste Lage, da systemet, efter burgundisk forbillede, blev indført i januar 2012. Gräfenberg er en ”grand cru”, Grosse Lage. Ejendommens hovedbygning i nygotisk stil er paradoksalt bygget af en engelsk adelsmand, men den truer eventyrligt. I skumringen troner Scharfenstein-tårnet fra 1100-tallet, som har givet navn til den kurvede Turmbergmark på toppen og fortæller historier om en dyster og farlig fortid med nødvendige forsvarsværker mod ondsindet indtrængning. Brynjetyngede krigere, muddertilsølede og skæggede, har passeret forbi på vej gennem Taunus, de ser en vinmark og glæder sig til drukfest på kroen i landsbyen – man forestiller sig marker med riesling som egenkapital for herremændene og på trods af komplet modernitet, rustfri stål og arkitekttegnet high-tech vineri er det som om historiens vingesus blæser kraftigere hos Weil end hos andre. Den første Robert Weil købte dog først ejendommen i 1867, men han gjorde Kiedrich-rieslingen verdenskendt og flyttede især de ædelsøde udgaver ind på hof- og borgerskabsfestbordene i begyndelsen af det 19. århundrede. Robert Weil giftede sig ind i den gamle lombardiske familie Vacano og fik en medgift han som vinmager følte sig kaldet til at udnytte. Vacano-familien var flyttet til det germanske område i 1600-tallet og fik vigtige embedsposter under både Napoleon Bonaparte og senere Kaiser Wilhelm. Mørbradstykket i Gräfenberg blev kaldt Lay – det ligger tilbagetrukket dybt i dalen ind mod Turmberg-marken. Robert Weil og de senere Weil’ere fremstillede en særlig familievin fra parcellen, som man navngav Monte Vacano efter den tidligere ejer. Den blev fremstillet i mikromængder indtil 1921. Nu har Wilhelm Weil genoptaget fremstillingen af Monte Vacano efter de gamle forskrifter. Det vil sige, sen høst, i 2018 i midten af oktober, 12 timers skindmaceration, spontangæring i to stückfässer og derefter to år uden sulfittilsætning på bærmen i fadene. Wilhelm Weil er fjerde led i arvefølgen og må tilskrives æren for husets aktuelle berømmelse. Bedre viden om markarbejde og svagt stigende temperatur har gjort det muligt at vende tilbage til det Kiedrich i fortiden var kendt for: de tørre rieslinger. Den samme viden og det samme klima har Clemens Busch fundet. Weil og Buschs to tørre vidundere kan jeg helt enkelt ikke rangordne – de indskriver sig begge i en række af tyske tørre mesterligheder smagt i årets fire første måneder, der tæller Schäfer-Frölichs Felseneck 2019, Emrich-Schönlebers Frühlingsplätzchen 2019 og Dönnhoffs Hermannshöhle 2019.

Riesling Fahrlay Terrassen GG 2019, Clemens Busch
Bergamot, hvide asparges i flormelis, lime, skovmærke, hvide ribs og stensaft. Stokkene er 100 år gamle og giver uforceret frugtighed. Det er nærmest flydt ud af skiferbjergsiden, regnvand filtreret over århundreder, sunket ned i jordens dysterhed og har modtaget velsignelse af underverdenens guder, optaget af rødder og magisk omformet til frugtsukker og andre utrolige substanser, der ender i en slags inkarnation af tør moselriesling. Den brænder sig ind i sindet. 97

Riesling Monte Vacano 2018, Robert Weil
Saften fra hvid fersken løber ned ad hagen, frugten er moden og sød, men understøttes af limesaft og pomeloskal. Hvor er det herligt at Weils vin ikke bare er en vildere og mere koncentreret og heftigere udgave af Gräfenberg, men modsat spiller mere indlevende, mere følsom, mere sart og med feel. Klarhed, perlende og piblende kildevæld, glasklar og glasskrøbelig, absurd stenet, umulig intensitet, der ikke rører jorden… øhhh tungen, men svæver gennem munden og alligevel efterlader den minutters efterklang… og eftertanke. 97

Clemens Busch importeres af www.philipsonwine.com

Robert Weil importeres af www.jyskvin.dk