Endelig! De skreg det ud og scenegulvet gyngede af deres hoppen og dansen og jubel så glassene på bordene var ved at vælte. The Spanish Connection havde en rekordrække af andenpladser ved DM i blindsmagning, fire af slagsen helt præcist, og de stod i direkte duel mod sidste års vindere The Three Muscadets, efter den nye spændende last-man-standing-afgørelse i finalerunden ved årets konkurrence, som igen fandt sted i den imposante gallasal på Axelborg/NIMB. ”Vi kunne ikke have ønsket os mere nervepirrende finale og dramatisk duel til sidst”, sagde Thomas Ilkjær fra Vinakademiet efter afgørelsen.
DM i blindsmagning trådte i år ind i den moderne tidsalder 😊 efter et langt udviklingsarbejde i samarbejde med spiludvikler, Peter Holst,
og softwareudvikler, Tom Finlayson. Forandringens hovedformål: mere spænding, mere tydelig stillingsopdatering og ikke mindst mere underholdning – MEN, uden at gå på kompromis med kvaliteten og seriøsiteten. Afviklingen forløb gnidningsløst og nærmest samtlige tilbagemeldinger fra deltagerne var positive. Den nye digitale løsning, live stillingsopdatering og løbende afsløring af vinene og ikke mindst den dramatiske finaleform er kommet for at blive. Konkurrencen blev live streamet og kommenteret af Christian Thorsholt og Jonas Landin.
Se hele streamet på 4 timer her: Livestream | DMiBlindsmagning (dmblindsmagning.dk)
Se en nedklippet snapvideo på 2 minutter her: blindsmagning1 2 2 mix1 – YouTube
Selve konkurrencen havde de sædvanlige 54 tremandshold samlet til smagning af de 12 hemmelige vine. Holdene var fundet gennem direkte kvalifikation fra sidste års konkurrence (top 15) og de tre udtagelseskonkurrencer i henholdsvis Århus, Odense og København. Man kan derfor sagtens argumentere for at feltet aldrig har været stærkere. Det blev da også afspejlet i pointene – mere om det længere nede.
Vinene i de to halvlege i grundkonkurrencen:
Undervejs var der flere vine, som overraskede ved sværhedsgraden; meget få havde den hvide Saint-Joseph og forbavsende få gættede den californiske viognier, mens de forventede svære vine vitterligt også VAR de svære, ikke mindst Pinot Gris’en fra Zind-Humbrecht og Valpolicellaen. Se mere herom i opsummeringen.
Svarene skulle afgives elektronisk og det gav mulighed for at opdatere stillingen løbende og der var store udsving i topfeltet omkring 15. pladsen og fremefter, men efter 1. halvleg og de nyindførte bonuspoint til hold 1-20 (4 bonuspoint) og hold 21-40 (2 bonuspoint), var der alligevel dannet et tydeligt topfelt med kendte tidligere tophold som The Spanish Connection, The Three Muscadets, Pressede Druer, MI-vino og Vieilles Vignes, men også delvist eller helt nye nye hold som Sneaky Blinders, Top Taste og Trio MAS.
De hold forblev i toppen og fik supplement af hold som Rotunden og God Hejs, men det var helt tydeligt at vinene i 2. halvleg var sværere end 1. halvlegs eller også var der tale om den typiske palate fatigue, hvor smagsløg og hjernefokus bliver tydeligt svagere jo længere ind i konkurrencen man kommer.
De nye regler sendte de tre bedst placerede hold direkte i finalen. The Spanish Connection og The Three Muscadets stod fuldstændig lige i toppen på utrolige 136 point ud af 242 mulige point. Den lavere maksimalscore skyldtes at det nye digitale svarsystem ikke indeholder mulighed for producentgæt og der dermed var 6 point mindre at hente pr. vin sammenlignet med tidligere.
Trio MAS tog den sikre 3. plads med snerpende nære 133 point. De 136 point er en scoringsprocent på absurde 56 % og det har vi selvsagt aldrig set så højt før i konkurrencens historie. De to sidste finalepladser skulle findes i en play-off-runde mellem nr. 4-9, mens placeringerne fra 10 til 21 kæmpede om seks kvalificeringspladser til næste års mesterskab. Play-off runden bestod af tre ekstra vine.
Olfactorierne og Pressede Druer klarede sig bedst i play-off’en med 33 og 31 point og røg med i finalen, hvor der som sagt skulle sorteres et hold fra efter hver vin. De tre direkte kvalificerede hold fik 3, 2 og 1 point i bonus ved hver vin og det skulle vise sig at blive afgørende for de tidlige bortsorteringer af hold.
Første finalevin, Comtes de Champagne fra Taittinger blev nailet af alle fem hold, men bonuspointene sendte desværre Trio MAS ud fordi holdet som det eneste gættede på extra brut i stedet for brut – sølle to points afgørelse! Anden finalevin var indsat som en pressball. Den svære chenin blanc og palomino-blanding fra Eben Sadie, Skerpioen, trak tænder ud og ingen scorede point, men bonuspointene sendte Olfactorierne ud.
Tredje vin i finalen var klassisk bourgogne, Frédéric Esmonins Gevrey-Chambertin Estournelle-St.-Jacques 2017 og her gættede alle tre hold meget tæt på korrekt, missede dog kommunen, og det blev derfor igen bonuspointene, som afgjorde, hvem der skulle stå ansigt til ansigt i duel på den sidste vin. Det blev som skrevet efter et manuskript sidste års kombatanter The Spanish Connection og The Three Muscadets og de skulle duellere på en klassisk mulig lateral eller flip-flop-vin, Brunello di Montalcino 2017 fra Le Potazzine.
Det blev da også et gæt på barolo, der fældede The Three Muscadets til sidst, så Thomas Rydberg, Hans Werge og Jonas Tofterup kunne hoppe rundt som ekstatiske fødselsdagsbørn og modtage André Devalds mindepokal som bevis på sejren.
The Spanish Connection skal kæmpe om verdensmesterskabet den 14. oktober. Vi ønsker dem alt muligt held og lykke.
Sponsorer ved DM i blindsmagning 2023
Rotunden Otto Suenson The Wine Company Vinens Verden Johs.M Klein
Coravin Jysk Vin Erik Sørensen Vinhandel Kjær & Sommerfeldt Laudrup Vin
Vinova Dagrofa Propperiet Sigurd Müller Vinhandel Philipson Wine
Bichel Vitis Vinifera KK Wine Vin for begyndere Podcast
Nogle interessante observationer fra årets konkurrence
Der var 242 point til rådighed i hovedkonkurrencen og det gennemsnitlige scoringsprocent lå på hele 37 – langt højere end sidste års scoringsprocent, men bemærk at tallene ikke kan sammenlignes da man ikke kan gætte på producent mere. Piller vi producentpointene ud af sidste års resultat afsløres dog stadig en ret markant højere scoringsprocent i år; sidste års justerede scoringsprocent var kun 33!
The Spanish Connection havde en scoringsprocent på 59 totalt og selv vi trækker procentpointene ud af sidste års resultat, så er det stadig den højeste scoringsprocent vi nogensinde har set. Konkurrencens sidsteplads gik til Mere Dosage – med kun 54 point, men det er mere end dobbelt så meget som sidste års bundplacering og igen et tegn på den højere standard i årets konkurrence.
Det var forventet at Saint-Joseph på ren marsanne, valpolicellaen og pinot gris’en ville være blandt dagens sværeste. Det var de også. Sværest var dog højst overraskende den californiske viognier med en gennemsnitscore på 2,1 point. Sanit-Joseph scorede 2,7, pinot grisen 2,4 og valpolicellaen 2,2.
De forventede topscorer eller ”nemmeste” vine var som forventet olorosoen tildst, vouvrayen med restsukker og barbarescoen fra Sottimano. Decideret nemme var de dog ikke, hvis man kigger på gennemsnitsscoren, der ligger på 13,2, 11,9 og 12,7 og det er meget lavere end de historisk rigtig nemme druer og vine, som har været med i konkurrencen. Tavel’en og barbarescoen havde ingen 0-point-gæt, mens shiraz’en fra Massena i Barossa og Olorosoen havde flest 0-point-gæt med henholdsvis 17 og 16. Olorosoen var alligevel nemmest fordi man enten gætter den helt rigtigt og scorer højest eller fejler helt og gætter på madeira
Der var mange fuldt gættede vine i år – igen fordi producentgættet er sortere bort i den nye digitale løsning. Det viser hvor gode holdene er blevet. Der var faktisk mere end 30 helt korrekte gæt! Flest på olorosoen, men forbavsende mange havde også vouvray’en helt korrekt.
Der var også i år hold, som kom stærkt igen efter en pauver første halvleg eller gik helt ned i anden halvleg efter en god første halvleg. Chokerende værst gik det ud over The Three Muscadets, der scorede 40 færre point i anden halvleg end i første halvleg og Vieilles Vignes med 46 point færre. Vino Wildcards gik tilbage med 44 point. Langt de fleste hold havde værre anden halvleg end første halvleg og det helt som det plejer.
Der var dog også hold, som gik frem i anden runde. Bedst gik det Hold 18 og Rotunden, som begge gik frem med 22 point efter en skidt første runde.
Flere hold undgik helt 0 point – både Trio MAS, Pressede Druer, Les Oignons Danois og Top Taste kom gennem dagen uden missere i hovedkonkurrencen.