Den store panelsmagning – se resultatet

Panelsmagninger vil altid moderere et resultat. Den matematiske konsekvens af et gennemsnit er selvsagt at trække ekstremerne ind mod midten, men som bekendt kan det samme gennemsnit opnås med stærkere eller svagere yderpunkter. Det er netop tanken bag at lave panelsmagningerne.

Det er også tanken bag opbygningen af det vi kalder Det Nationale Vinpanel, men det er lige så meget et ønske om at skabe forbindelse mellem vininteresserede mennesker, vinsocialt samvær, give vininteresserede og abonnenter på renelangdahl.com læring og træning i vinvurdering for at gøre dem til bedre vinsmagere, give abonnenterne mulighed for at få bedre fundament under vinnydelse og ikke mindst for at give mulighed for at bruge det lærte i praksis.

Problemet med panelsmagninger er selvfølgelig, at man typisk ikke kender de enkelte deltageres forudsætninger for at smage og vurdere vin. Opsætter man store internationale panelsmagninger, tag bare de mest berømte som International Wine Challenge, Decanters World Wine Awards og Concours Mondial de Bruxelles, vil man normalt have deltagere med erfaring fra vinhandel, import, marketing og formidling, mens andre mindre paneler som Børsens herhjemme sammensættes af vinhandlere, vinskribenter, private vinentusiaster, sommelierer og vinhandlere. Vi ved dog ikke, hvad de smager efter. Vi kender ikke præferencerne og vi kender typisk ikke baggrunden for en slutkarakter. Vi ser et point eller en guldmedalje. Det er aldrig den specielle eller personlige vin, som vil ”vinde” i den slags smagninger.

Gennem det sidste lille år har jeg haft en flok abonnenter på kursus i vinsmagning med særlig fokus på kvalitetsvurdering og det var et lille udsnit af den gruppe, som jeg havde kaldt ind til panelsmagning af tør riesling fra Mosel og Chianti Classico.

Tjek min test af kabinett fra 2024 her

 

Her kommer forudsætningerne for smagningen. LÆS DEM GRUNDIGT!

De 6 rieslinger og de 6 vine fra Chianti Classico var udvalgt af mig. Alle vine er fra producenter, som jeg betragter som topproducenter for de respektive vintyper. Smagningens udvalg var altså kurateret og ingen vine var med på badebillet eller som repræsentanter for noget skidt. Alle 12 vine er vin, som jeg til enhver tid selv vil anbefale.

Jeg havde sat et prismaksimum på rieslingerne til 200 og på Chianti Classico på 270 – dels for at gøre feltet så homogent i udgangspunktet som muligt og dels for at holde mig i et prisleje, hvor alle kan og vil være med.

Kursisterne har arbejdet med en simpel skala fra 0 til 3 på de fire klassiske kvalitetsparametre balance, længde, intensitet og kompleksitet. På baggrund af de fire scores regnes den enkelte deltagers gennemsnit ud som vinens samlede score.

Derefter regnes gennemsnittet ud for alle deltagere på den enkelte vin og det er vinens samlede score.

VIGTIGT: Den score er blevet omregnet til 100-point-skalaen efter en nøgle, som jeg har opstillet.

Og her er det vigtigt at pointere, at jeg grundlæggende synes, at 100-point-systemet efterhånden er devalueret og under alle omstændigheder kraftigt inflationsudsat. Ingen tager scores under 90 alvorligt mere og det har resulteret i meningsløst høje vurderinger til helt almindelige vine, som ingen forbrugere og læsere kan være tjent med.

Netop derfor er min omformningsnøgle lavet så maksimum er 3, der svarer til 95-100. Ingen af de vine, som jeg havde udvalgt, er i den enestående verdensklasse-kategori, som point mellem 95 og 100 retteligt bør være.

På deltagernes simple skala 0-3 svarer tallene til henholdsvis dårlig, rimelig, god og fremragende.

Omformningen er sket således:

0 = under 75
1 = 75-84
2 = 85-94
3 = 95-100

Bemærk, at slutscoren er et gennemsnit af de 15 paneldeltagere og at vinene derfor med meget stor sandsynlighed aldrig vil kunne få en score mellem 95-100 fordi ingen vine vil kunne opnå de maksimale 3 point.

Bemærk også, at ovenstående omformning giver vine med scores på 86 og 88, som faktisk skal betragtes som GODE. Scores på 78 eller 82 er endda RIMELIG vin. Dem, der går efter point i dag, gider ikke drikke vin, der har fået 82, temmelig sikkert heller ikke 87, men det er efter min mening forkert og hele pointfænomenets indlejrede problematik.

Man skal derfor læse panelsmagningen i det lys. Min pointe med hele opsætningen var at få slutscoren ned i et realistisk niveau, at give deltagerne en udfordring med vine, som efter min PERSONLIGE mening, ligger meget tæt på hinanden i kvalitet, og at give deltagerne en lærerig og sjov aften OG ikke mindst at forsøge at uddrage nogle interessante konklusioner på deltagernes kvalificerede meninger.

Deltagerne blev bedt om at beskrive vinene med ord, gerne både specifikke og konkrete og mere maleriske, gerne personlige ord og betegnelser. Ordene blev samlet i en cloud-visning, så ord, der blev nævnt af flere, blev vist med større bogstaver. Ordene har JEG samlet og sammenskrevet. Det er altså IKKE et AI-program, som har gjort det 😊 og alle kommentarer og beskrivelser er deltagernes. Jeg har tilføjet mine bemærkninger, hvor det var relevant.

 

Her kommer vinene i panelets pointrækkefølge:

Smagningens vindere:

Riesling: Her var der forbløffende lighed og faktisk 4 vine, som endte med højeste point på 2,1(86)

Riesling Trarbacher 2022, Weiser-Künstler
Riesling Vom Schiefer 2023, Daniel Fries
Riesling CAI 2023, Immich-Batterieberg
Riesling Brauneberg “J” 2023, Fritz Haag

Rent statistisk stak det mere ud med bundproppen Riesling Revival 2022 fra Martin Müllen med kun 1,6 point – min forklaring på det er, helt som forventet, at stilen er markant anderledes, rigere, mere præget af skindkontakt, oxidative indslag og at den derfor vil modtage flere lave point fra deltagerne.

 

Chianti Classico: Her var der en klar vinder med imponerende 2,4(89) foran de næste med 2,0 (85)

Chianti Classico 2022, Tenuta di Carleone

 

Vinene

Riesling Trarbacher 2022, Weiser-Künstler, Mosel
86
179 kr. v/ 6 fl.
distinto.dk
Her blev citrus generelt og citron specifikt fremhævet, flere noterede sig gummitoner, cykelslange og tennisbold, mens andre noterede sig diesel og petroleum. Flere anråbte den markante syre og det nærmest stenede udtryk, en enkelt noterede ligefrem skifer.

Min bemærkning: meget slank og højintens stil med fokus på isnende syre – den er præget af reduktion

 

Riesling Vom Schiefer 2023, Daniel Fries, Mosel
86
109,95 kr. v/ 6 fl. (TOPKØB)
jyskvin.dk
Her var der også noter af citrus, lime og citron, men det var meget markant så mange der noterede PÆRE. To havde endda syren, altså blomsten, i næsen. Generelt en lidt rigere stil, som også blev beskrevet med honning, lidt restsukker, afrundet syre og ligefrem smørrede noter.

Min bemærkning: Jeg er fuldstændig enig med panelet her

 

Riesling C.A.I. 2023, Immich-Batterieberg, Mosel
86
150 kr. v/ 6 fl.
vinova.dk
Her blev citrusfrugter igen fremhævet, men markant flere havde florale toner og to smagere endda fersken. Skindbitterhed, honning, melon, bivoks og krudt blev også nævnt, mens en enkelt havde fat i betegnelsen ”ukantet”.

Min bemærkning: En markant bærmepræget riesling, som havde lavere syre end andre og mere mundfornemmelse, bredde.

 

Riesling Brauneberg 2023, Fritz Haag, Mosel
86
189,50 kr.
smv.dk
Helt udtalt lime og æble – det var nærmest noteret af alle smagere. Enkelte havde petroleumsnoter, mens både krudt, kattetis og flint blev nævnt som tegn på reduktion. En enkelt smager fremhævede vinens høje intensitet og nogle noterede de bitre noter som grape.

Min bemærkning: Inkarnationen på tør mosel riesling med limesaft og reduktionsnoter.

 

Riesling Trocken 2024, Haart, Mosel
84
184,95 kr.
hjhansen-vin.dk
Citrusfrugterne dominerer igen med markant flest på citron, men også på grape med bitternoter. Flere fremhævede vinens blomstrede næse, og så var det interessant, at nogle svingede mellem tropisk frugt og krudtede toner.

Min bemærkning: Smagningens yngste vin, som også var den klart mest primære og mostede.

 

Riesling Revival 2022, Martin Müllen, Mosel
81
154 kr. v/ 6 fl.
bichel.dk
Her var det markant at alle fire parametre, balance, længde, intensitet og kompleksitet var lavere end ved andre vine. Aromatisk var især pære og i anden omgang bivoks og rigere tropefrugter som ananas, grillet citron og stjernefrugt. Flere bemærkede den lavere syre og mangel på kant, mens en enkelt nævnede brunt æble.

Min bemærkning: Klart smagningens mest specielle vin og derfor forventet, at den stak ud også pointmæssigt, men jeg vurderer den stadig højt på intensitet og længde.

 

Vinene

Chianti Classico 2022, Tenuta di Carleone, Toscana. Italien
89
269 kr. v/ 6 fl.
distinto.dk
Der var generelt markant mere spredning på aromaer ved de røde. Her blev kirsebær, tørrede blomster og vanilje fremhævet af flere, mens lakrids, julekrydderier og ligefrem krydderurter blev nævnt. Der var flere, som kredsede omkring det ”træede”, men flere nævnte også, at det ikke var fadaroma.

Min bemærkning: Markant smagningens vinder og det er tankevækkende – det er klart smagningens mest kontroversielle vinfremstilling med infusion i ugevis, delvis helklase – som sandsynligvis har tilført det ”træede”, som flere bemærkede som positivt. Den scorede højst på balance af alle.

 

Chianti Classico 2022, Castello di Monsanto, Toscana. Italien
85
Udsolgt
Bichel.dk
Kirsebær og solbær og krydderurter blev fremhævet markant, kakao og frisk tobak af andre, lakrids og sure bær og en enkelt beskrev vinen positivt som sofavin. En enkelt fremhævede kandiserede toner og slikket udtryk.

Min bemærkning: En af smagningens mest klassiske chiantier med textbook-aromaer

 

Chianti Classico Pèppoli 2023, Antinori, Toscana. Italien
85
229,95 kr.
hjhansen-vin.dk
Meget klassisk og overvældende mange med aromaer af kirsebær, lidt færre med cigarkasse og lakrids, mens enkelte fremhævede medicinske noter og både bitre og tørrede frugter og bær. Nogle fremhævede en markant tanninfornemmelse sammenlignet med de andre røde.

Min bemærkning: Også en ultraklassisk chianti classico, som havde noter af lidt tørret frugt

 

Chianti Classico 2023, Monteraponi, Toscana. Italien
85
270 kr.
Vinova.dk
Her var der overvældende mange på kirsebær, mens tomat, tørret tomat, tobak og balloner! blev fremhævet af andre. Flere noterede sig trænoter som gammelt skab, tobak, cigaræske, fad og medicinske noter som hostesaft. Vinens balance var positiv hos de fleste.

Min bemærkning: En kraftig chianti classico med markant høj intensitet og forbavsende balanceret alkohol.

 

Chianti Classico 2022, Lilliano, Toscana. Italien
84
Pris ukendt
smv.dk
Markant mange på kirsebær og lakrids, mens de næste aromaer hed krudt og tørrede urter hos flere. Enkelte fremhævede markante strukturelle indslag som tydelig tannin og et markant jordet indslag, som vel at mærke ikke trak ned.

Min bemærkning: Klart en mere old school chianti classico med rustik struktur og klassisk tørt træ i eftersmagen.

 

Chianti Classico Rubiolo 2022, Gagliole, Toscana. Italien
83
199 kr. v/ 3 fl.
jyskvin.dk
Egentlig ultraklassiske noter af bitterkirsebær, lakrids og viol, mens andre fremhævede det støvede, jordede indslag. Flere beskrev markant sødme, både frugtsødme og ligefrem fornemmelse af restsukker og tørret frugt. Medicin og stilke blev også nævnt.

Min bemærkning: Smagningens mindst intense rødvin, men ellers en meget klassisk chianti classico med dominans af lidt ”varm” frugt.

Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til Shop