
Oceanic er danske Brian Nygaards projekt i Californien. Købt frugt fra topmarker i det kolde West Sonoma Coast og Anderson Valley. Vinificeret med nænsom hånd. En imponerende debut.
Der er noget med cykelsport og litterære kvaliteter. På trods af banalt kapløb er der sliddet, det paradoksale i at presse sig selv til det yderste for ære, plads i historien… der er endeløsheden, vejret og vejforholdene og så det allervigtigste: Fortællingen, forløbet, den lange sammenhæng. Cykelløb, specielt dem over flere dage og uger, er romaner. Brian Nygaard er cykelkommentator, dygtig verbalt, men mesterlig på skrift og en gudsbenådet kritiker, analytiker og formidler af sporten. Han måtte da lave vin. Kunne man have forudset, at sproglig ekvilibrisme, følsomme skriverier, passioneret tilstedeværelse i teksterne SKULLE lede over i vinens verden?

Brian Nygaard på Messenger fra lejligheden i Lerici
Vi ved jo godt, at den verden, vinverdenen, også er overbefolket af romantikere, gonzo skribenter, tænksomme cellar rats og originaler. Brian Nygaard fattede kærlighed til vin tidligt i sin karriere som medieansvarlig for nogle af verdens helt store professionelle cykelhold, men den slags er corporate business, ordene skal vejes på mikrogram, rytterne skal skærmes, verden vil vide, men verden skal ikke altid have at vide, ikke det hele i hvert fald. Resultater skal forklares, men ikke frit, nej vinklede, for hvad vil chefen eller sponsoren sige. Turene rundt i Italien med cykelhold gav Brian Nygaard mulighed for at finde hemmelige partier af yndlingsvinene fra Bruno Giacosa, Montevertine og Case Basse. Skiftet til den frie analytiker- og formidlerrolle måtte komme. Kærligheden til cykelsporten var for passioneret og med det gen var skridtet fra vinelsker til vinmager heller ikke langt. Muligvis ressourcekrævende, familietidspressende, men for os andre, bare oplagt. Brian Nygaard begyndte sit californiske projekt under de store skovbrande i 2020 og midt i coronanedlukningen efter en periode som direktør hos Stuhlmuller Vineyards – relativt kendt herhjemme fordi danske Leo Steen gennem flere år var chefvinmager på stedet. Brians evner som netværker, og tilstedeværelse på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted, gav ham både adgang til kvalitetsfrugt og faciliteter. Jeg tror de fleste godt ved, hvor voldsomme etableringsomkostninger et helt nyt vinfirma skal modstå, specielt i verdens stærke vinregioner som Bourgogne, Champagne, Toscana og Californien, men Brian Nygaards brand Oceanic (de første årgange gik under navnet Diurnal Shift) har lagt ud med lave omkostninger. Druepriserne fra de marker, som Brian Nygaard gerne vil deale med, er høje, men fremstillingen kan han håndtere i en af Californiens mange delte custom crush-faciliteter. Et ton druer fra Charles Heintz Vineyard koster for eksempel 5800 $ – til sammenligning koster et ton druer i verdens suverænt dyreste område, Champagne, 8000 €., mens 1 ton fra en standardregionalmark i Bourgogne er helt nede på 700-1000 €.
Han fordeler tiden mellem den faste familiebopæl i Lerici i Ligurien i cykelsæsonen og Californien omkring høsttiden og lægger heller ikke skjul på sine forbilleder i Californien. Hvis man er fan af Bruno Giacosa og Gianfranco Solderas stil, er man selvfølgelig også fan af Ted Lemon på Littorai, John Raytek hos Ceritas og Jasmin Hirsch ude i Fort Ross-Seaview – og så skal man da gå efter frugt fra Californiens koldeste og dygtigst dyrkede vinmarker med pinot noir. Vinmarker som netop Ted Lemon har været med til at gøre berømte. Den slags marker er tit ejet af vinbønder, som ikke selv laver vin. I Californien er der ofte skarpe skel mellem bonden og teknikeren. Producenterne køber druer fra bestemte rækker eller parceller i markerne på langtidsaftaler, ofte dyrket efter anvisning, og plukket på producentens ønsketidspunkt.
Sådan er det også for Brian Nygaard, som købte 2 ton pinot noir fra den legendariske Charles Heintz Vineyard lidt vest for Sebastopol, fik dem leveret til custom crush faciliteterne i Geyserville og gik i gang med sorteringsarbejdet. 9 timer tog det! Han fik adgang til Damy-fade gennem vinmageren Joseph Ryan hos luksusprojektet Ernest og hele hans tilgang er nænsom, blid, ja beklager min overførsel af skrivestil til vinmageriet; poetisk. Lav sulfitanvendelse, tøris i gæringskaret, 50-75 % helklaser og høj andel hele bær. Brian Nygaard fik sidste år adgang til en gammel glemt parcel med sangiovese i Panzano i det centrale Chianti Classico, som vi nu venter på de første resultater fra. Mikroproduktionen finder sted hos Giampaolo Motta på Tenuta La Massa.
Vinene
Pinot Noir Charles Heintz Vineyard 2023, Oceanic, Sonoma Coast. USA.
94
650 kr.
eriksorensenvin.dk
Sig mig lige engang. Hvordan… allerede så god? Så godt? Her er den sortpunktede transparente rødfarve, som californisk moderne pinot har nu. Grønkrydret, sort te, gojibær, kompostspand, slåenbær, røg. Smuk og forfriskende, livlig, dirrende på tungen med cool syre, solpræget bitterhed, slankt udtryk, der minder mig om Littorais vine fra samme mark. Og så er der alligevel en mere abstrakt tone end Ted Lemons vine har. Eftersmagen har darjeeling og små tørrede solbær. Beklager mine sammenligninger, men det minder lidt om Ceritas og Alma Fria – en af West Sonoma Coasts nye forkæmpere.
Pinot Noir Guntley Road Vineyard The Deep End 2023, Oceanic, Anderson Valley, Mendocino. USA
95
700 kr.
eriksorensenvin.dk
Fra the deep end af den kolde dal i Mendocino. Uendelig, fin som kalligrafi. Ja der er noget japansk over den, og noget Jura-provo, men der er solbrændt pinot noir først og fremmest med det tekrydrede fra stilkene og syre på niveau med spätburgunder fra Franken. Perfekt harmoni af urt, bær, fad, vildgæring og maceration som en klassisk pianist ville gøre det i en Chopin-etude. Med dansende fingerspidser. Bevæger sig rundt i kanten af naturuniverset, men styrer til den rigtige side. Betydeligt lysere udtryk end Heintz, men også mere længde. Imponerende!
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her