Naturvin med tyrolerhat. Elisabetta Foradori og hendes afdøde mand Rainer Zierock gjorde det fedt at drikke teroldego. Dem der drak den slags, eller bare kendte til druen, var på vinøse, ja ligefrem mentale afveje. De vidste godt at teroldego aldrig bliver druen for den brede middelvej, aldrig druen med succes i oversøiske vinlande. Den er svær at udtale og vanskelig at dyrke og styre i kælderen. Foradoris Granato blev tidligt hjulpet på vej af den italienske vinguide Gambero Rosso. Alene fra 1999 til 2010 fik Granato tre glas otte gange. Vi var nok mange, der fulgte Gambero Rossos anvisninger… og blev slemt skuffede. Granatos pinot noir-agtige aroma og nebbiolo-struktur, bare uden den høje alkohol, var svær at greje. Tiden er en anden, smagsforståelse og præferencer skifter, og Foradori blev langsomt overbevist om at vejen til mere bredspektret udtryk for teroldego var biodynamisk drift og ikke mindst meget mere gammeldags grundhåndtering i kælderen, tilført moderne videnskabelig detaljeviden.

Elisabetta Foradori laver stadig Granato, endnu mere slank og elegant end tidligere. Hun droppede barrique allerede i 2002, men det er på en måde hendes indfødte hvide druer, der nu gør huset til pioner i Alto-Adige. Foradori har dog ikke glemt teroldego. De har faktisk udvidet porteføljen med to enkeltmarksaftapninger, der afspejler forskel i beliggenhed – begge ligger otte måneder på skinnet i amforaerne af brændt ler, men Sgarzon kommer fra en klart koldere parcel og bliver mere fin på den, burgundisk!

Nosiola, manzoni bianco (krydsning af pinot blanc og riesling) og pinot grigio er de tre grønne sorter huset tager sig af. Pinot grigio behandles faktisk som rødvinsdrue og danner basis for en kludret mellemting mellem rosé og orangevin – i mine øjne husets klart svageste vin. Samtlige andre er til gengæld blændende karakterer, selvstændigt stærke og veldefinerede, men helt uden afvigende karakter og funky aromaer, som vi ellers møder i kategorien for hvidvin med skindkontakt og gæring på amfora. Og hvorfor skal vi acceptere outrerede afvigelser bare fordi noget er ”natur”. Foradoris vine er langt fra alfarvej og de rummer vildskab, men den er kontrolleret. Det kan jeg lide.

Teroldego klarer sig bedst i alluvial jord med god dræning ved Campo Rotaliano, hvor de to floder Noce og Adige løber sammen. Elisabetta Foradori var nødt til at arbejde målrettet på selektion af de bedste planter at opformere på. Projektet Viti da Seme, startede i 2000 med henblik på udvælgelse af det bedste druemateriale og i forlængelse heraf overgik huset til fuldt Demetercertificeret bio i 2009. Teroldego var nemlig, som andre italienske sorter blevet mishandlet gennem mange år, hvor målet var kvantitetsmaksimering. De to andre teroldego-baserede rødvine i porteføljen, Foradori og Granato, gærer henholdsvis i betontank og store åbne gamle egetræskar med efterfølgende 15 måneder på brugte træfade.

Både nosiola og manzoni vokser bedre i kalkholdig leret jord ved Cognola. Fontanasanta Manzoni gærer med skinnet i betontank og ligger efterfølgende 12 måneder på akacietræsfade. Fontanasanta Nosiola gærer og lagrer på skinnet i otte måneder i leramforaer, men det er simpelthen utroligt at man ikke fornemmer mere riv og kras efter så lang tid på skinnet.  Jeg har sjældent været ude for vine, der krævede så meget luft. Man fornemmede nærmest de gispede efter vejret ved åbning og reelt først på andendagen og i øvrigt ved høj temperatur, 20°C for de røde og 16°C for de hvide, viste de hvad de kunne. Manzoni med tydelig rieslingskarphed og nosiola med mandelmel, abrikos og kirsebærsten, olieret tekstur og pikant bitterhed i eftersmagen.

Niche Vine er dansk importør