Du kender det godt, kære vinelsker. Nogle gange udvikler vinverdenen sig mystisk. I finkulturelle kredse skal kunst helst ikke blive folkeeje. Kunst skal være for de få og vanskeligt tilgængeligt. Monet var hovedaktør i den historiske impressionistiske retning fra slutningen 1800-tallet, men han malede ikke dramatiske, obskøne eller tragiske scenerier. Han malede sin have. Pæne figurative malerier, udtværede, uskarpe afgrænsninger, følsomme, men tydeligt billedsprog, figurativt. Det var så pænt, at en senere tid tog det til sig, mangfoldiggjorde malerierne som plakatkunst og pludseligt blev det småpinligt at have en kopi af Monet hængende, men malerierne er stadig teknisk sublime, de var revolutionerende engang. Sådan har jeg det lidt med Solaia. Engang en banebryder, den slemme dreng, men dygtige dreng. Mesteren, der overgik sine pinlige og tynde ”kollegaer” i det centrale Toscana, men så genopdagede Chianti Classico sine egne historiske rødder, mindre, mere håndværksprægede producenter kom til og Solaia blev en vin, der nok var god, men ”lugtede” lidt af russisk nyrigdom eller folkelighed, Gud forbyde det! De ”fine” vinkredse, dem, der synes idealerne hedder enkeltmarksvin på pinot noir eller nebbiolo, tusindårig historie, forkastede pludselig Solaia. Tag Solaia med som blinder blandt idealisterne og du taber respekt, men tag Solaia med til mandekomsammen med dine kollegaer eller netværksgruppen og… (fortsættes)