Succesen med podcasten Vin for begyndere, som hen på året udvidede sin titel med et ”… og øvede” viste Jonas Landin og jeg, at der er hunger efter forstandig, solid baggrundsvidenbaseret formidling omkring vin, men formidling, der samtidig foregår på forståeligt, men entusiastisk og ikke standardiseret sprog. Det siger et sammenkog af tilbagemeldingerne i hvert fald.
Samtidig er de bevægelser, der skete i markedet i 2020, fortsat. Ude i den store verden stiger mængden af økologiske og biodynamiske omlægninger, visse områder som Alsace og Chianti Classico er oppe på omkring 30 % af arealet og generelt mere forstandig naturskånsom dyrkning stiger i omfang. På den anden side skal man heller ikke være naiv. Størstedelen af verdens vinproduktion sker stadig til et marked, der ikke vil betale mere end en 50er for en flaske… på et marked som det danske med 25 % moms er det ikke meget. I den anden ende af markedet er vininvestering blevet en kæmpesag. Det har altid været en del af markedet, men de samlede summer og de enkeltstående afsindige priser, der betales for maksimalt et par håndfulde vinhuses vine er højere end nogensinde. Koldsindigt set, fra en ikke-investeringsparat entusiast, så kan man leve med auktionsamokløbet, idet det netop kun drejer sig om meget få vine. DRC i toppen, Leroy, Henri Jayer, Coche-Dury, Bizot, … fortsæt selv – det ER jo basalt set ikke muligt at lave så meget bedre vin end andre, at deres groteske priser ad den vej kan retfærdiggøres. Og jeg ved udmærket at vi er ude over reelle kvalitetselementer her, men snakker om ikoner, hvor hypen og priserne er baseret på nok investorer, der rundsælger til hinanden.
I Bourgogne er det vildest, ingen tvivl. Det ligner sig selv dernede, på overfladen, og man kan ikke se at jorden visse steder er dyrere end kvadratmeterprisen på New Yorker-penthouselejligheder eller parisiske bypalæer, men det fantastiske er samtidig at gennemsnitskvaliteten aldrig har været højere. De ”små” kommuner bobler, de unge kommer til, de ved, hvad de vil og de udfører det – og sådan er det i alle toneangivende vinområder i øjeblikket. Det er som vinentusiast svært at styre begejstringen – det har aldrig været sjovere at gå op i vin og på trods af klimaforandringernes tydelige problematikker og udfordringer så ser det ud til at de områder, specielt i de nordligste og dem i Mellemeuropa håndterer vejrets pres dygtigt. Det er som om varme og tørke har forstærket et eksisterende, men knapt så tydeligt skel mellem, der laver frisk vin og overmoden vin. Og endnu engang vil jeg give en kæmperos til det danske vinmarked. På trods af generelt tilbudsstyret supermarkedsforbrug, så koger det videre blandt de store, mellemstore og små importører, nye dukker op, gamle importører prioriterer anderledes, hiver nye huse hjem, gamle huse, der har forbedret sig – kort sagt: vi kan få alt, ALT på det danske marked. Tak for det. Husk: Drik hellere bedre vin end mere vin.
Her er mine komplet subjektive, umulige valg, skøre indfald, hændervridende hovedbrud og positivt tårevædede bekendtskaber, spontane topscorere, pris-kvalitet-absurditeter og negativt tårevædede udeladelser a la der blev desværre ikke plads til dig, kære vin. 2022 ser igen allerede ud til, baseret på foreløbige smagningsinvitationer, egne arrangementer og ikke mindst oprustning på dette site, at blive et storslået vinår
GODT NYTÅR!
Årets vin
Brunello di Montalcino Riserva 1990, Case-Basse
Runner-up: Bernkasteler Doctor Auslese *** (weisse kapsel) 2016, Markus Molitor
Årets hvidvin
Bernkasteler Doctor Auslese *** (weisse kapsel) 2016, Markus Molitor
Runner-up: Felseneck GG 2019, Schäfer-Frölich
Årets rødvin
Brunello di Montalcino 2016, Case-Basse
Runner-up: Clos Lojen 2020, Bodegas Ponce
Årets vin til under 150 kr.
Erdener Treppchen Kabinett AP6 2020, Dr. Hermann
Runner-up: Clos Lojen 2020, Bodegas Ponce
Årets vinbog
Inside Burgundy, Jasper Morris MW
Runner-up: The South America Wine Guide, Amanda Barnes
Årets øde-ø-vin-i store-mængder
Enkircher Ellergrub Spätlese 2019, Weiser-Künstler
Runner-up: Beaujolais l’Ancien 2020, Jean-Paul Brun/Terres Dorées
Årets hedvin
Rivesaltes 1985, Dr. Parcé
Runner-up: Bota No 51 Palo Cortado “Bota GF”, Equipo Navazos
Årets fulde portefølje
Arnoux-Lachaux 2019
Runner-up: Dr. Hermann 2020
Årets kælderbesøg og fadsmagning
Dugat-Py 2020
Runner-up: Boris Champy 2020
Årets Kvium-vin
Naranje 2020, Vinos Gonzales Bastías
Runner-up: Kaysersberg 2019, La Grange de l’Oncle Charles
Årets mest smagsløgs- og næsehuleangribende vin… på en positiv måde
Tokaji Szamorodni (szaraz) 2009, Samuel Tinon
Runner-up: ingen nær eller ved siden af!
Årets stilbryder
Chianti Classico Puntodivista 2018, Jurij Fiore & Figlia
Runner-up: Echézeaux 2019, Arnoux-Lachaux
Årets smagning
Soldera The Early Years
Runner-up: Pouilly-Fuissé – de kommende premier cru’er
Årets vertikal
Soldera The Early Years
Runner-up: Château Pichon-Longueville Comtesse de Lalande 2017-1967
Årets horisontal
Arnoux-Lachaux 2019
Runner-up: Brunello di Montalcino 2016 kap. 1 og 2
Årets ældre/gamle vin
Brunello di Montalcino Riserva 1975, Biondi-Santi
Runner-up: Pichon-Comtesse 1967
Årets vinområde… ja undskyld mit smalsporede verdensbillede
Bourgogne
Runner-up: Ribeira Sacra
Årets off-dry vin
Erdener Treppchen Spätlese 2019, Dr. Hermann
Runner-up: Bernkasteler Doctor Spätlese Versteigerung 2019, Schloss Lieser og Enkircher Ellergrub Spätlese 2019, Weiser-Künstler
Årets røde tysker
Hunsrück GG 2019, Rudolf Fürst
Runner-up: Mönchberg 2019, Bertram-Baltes og Höllenberg 2018, Carsten Saalwächter
Årets champagne
Les Lumières 2008, Doyard
Runner-up: Winston Churchill 1998, Pol Roger
Årets australier
St. Henri Shiraz 2018, Penfolds
Runner-up: She’s Electric Grenache 2019, Thistledown
Årets unge italiener
Barbaresco Riserva Montestefano 2016, Produttori del Barbaresco
Runner-up: Barbera d’Alba 2018, La Ca Növa
Årets spanier
Rioja Gran Reserva 890 Seleccion Especial 2005, La Rioja Alta
Runner-up: Barreiro Viñas Viejas 2019, Adega Damm
Årets minivertikal eller minihorisontal (3-5 årgange eller 3-4 vinhuse)
Corton Clos des Cortons Faiveley 18, 17, 15, 14 og 12
Runner-up: I-dybden med Perrieres, Genevrières og Charmes med Jasper Morris MW
Årets søde vin
Gewurztraminer Clos Saint Landelin Vendanges Tardives 2017, Véronique & Thomas Muré
Runner-up: Bernkasteler Doctor Auslese Selection 2019, Wwe. Dr. H. Thanish B og Ürziger Würzgarten Im Kranklei Alte Reben Auslese 2019, Dr. Hermann
Årets mest mindeværdige online-smagning med producent
Jurij Fiore
Runner-up: Peter Gago fra Penfolds
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her