Ikke én eneste fejl. Ikke et eneste fejltrin, ingen svagheder, miserer eller smuttere. Jeg ved godt man siger at perfektion er kedeligt. Perfekt proportionerede ansigter er sjældent de smukkeste. Skolemesteragtigt arkitekturperspektiv set ret forfra kan kun bruges til geometrisk forståelse og øvelse, men ikke til kunstnerisk oplevelse. Efter 12 årgange af Château Trotanoy tænkte jeg perfektion, ikke kedelig perfektion, men perfektion som i fravær af prop og oxidation og smagningen så langt fra kedelig, som man kan komme. Normalt når man åbner 24 flasker af samme vin med alder som her op til 24 år er der enkelte flasker, der viser svaghedstegn. Det var der ikke her. Det er den rent smagningsrelaterede perfektion, men Trotanoy som billede på de seneste 25 års udvikling i Pomerol viser præcis, hvordan merlot skal håndteres på de breddegrader. Og vel var der enkelte årgange, specielt 2010, som viste overmodenhedstegn, men gennemgående var der på trods af numerisk 15 % alkohol ikke spor af tungsind, svulstighed, kogt frugt eller kvabset mundfølelse… (fortsættes)