… eller da Frankrig og Italien igen mødtes i duel – ikke på blank- eller skydevåben, men på gæret druemost, vinøs væske og smagseksploderende lyksalighed. Italien vandt det samlede resultat, i min notesbog samme resultat, men for mig var det ikke kampen, det handlede om. De to lande har som bekendt i mere end 50 år haft fællesskab i druevalg og selv om Italiens fineste vine dengang kun talte mindre end en håndfuld mesterligheder på cabernet sauvignon, så har landet sidenhen fået posefulde af topvine på de klassiske franske sorter fra Atlanterhavskysten. Landenes andre paradisiske druesorter er til gengæld ikke blevet udvekslet i samme prestigiøse grad. Pinot noir findes i Italien og kan på gode dage konkurrere i glasset, men langt fra i image… og når jeg tænker mig rigtigt godt om, så er italiensk pinot noir bare aldrig i stand til at finde ind til den sjælelighed og uvirkelige luftige intensitet, som bourgogne finder, mens nebbiolo og for den sags skyld sangiovese aldrig nogensinde er fløjet ud af hjemstavnen med succes – og det regionalkonservative Frankrig kunne i hvert fald aldrig finde på at importere nebbiolo og sangiovese til egne marker… ikke endnu. Vi får se – de iberiske sorter sniger sig jo ind i Bordeaux nu.

Landskampstemningen er derfor søgt. Vi havde kort sagt foran os et program bestående af fem par – en ”danser” fra hvert land i hver pas de deux – sammen forlenede de vinøs skønhed, stødte hinanden fra sig, tiltrak hinanden igen, smøg sig sammen organisk og strålede af forskellighed og traction. Jamen hvordan kan man sammenligne pinot noir med nebbiolo og sangiovese med syrah? Svaret er: Det kan man nemt – nyd begge, sæt pris på dem hver for sig, bemærk deres ligheder og forskelligheder, lad hjertet eller hjernen bestemme eller lad helt være med at forfalde til simpel slåskamp. Der var fremragende duoer og mindre slående par, enkeltstående unika, vindere og moderater, men ikke én eneste vin faldt igennem den aften et sted nord for København, hvor vores vært havde samlet vine han enten gerne ville gensmage eller have sat flueben udfor på sin drømmeliste.

Anna Maria Clementi 2011, Ca’ del Bosco, Franciacorta. Italien
65 % chardonnay, 20 % pinot blanc og 15 % pinot noir fadgæret i barrique og ni år på gæren og uden dosage. Overraskende ferm modstander til Dom Perignons sædvanlige reduktion og stramhed. Toast, ristet brød og modig grønhed sandsynligvis fra pinot bianco og markant fenolisk bid i eftersmagen, som både indikerer fad og beliggenhed. Der er ikke just koldt dér på sydsiden af Alperne. 94

Dom Perignon 2009, Champagne. Frankrig
Jeg er, indrømmet, ikke fan af Dom Perignon. Jeg er med på dens alment accepterede storhed, men finder dens reduktion en smule standardiseret. Her slår den dog italieneren. Creme, fin skarp syre, sødme fra vanilje, men der er jo intet fad på den!? Ekstremt finkornet og elegant, smyger sig om tungen med blidhed og styret intensitet, ganske enkelt ædel. 95

Mazis-Chambertin 2009, Dugat-Py, Bourgogne. Frankrig
Fra farmand Bernards sene ekstraktionsperiode, men Loïc, sønnen, var allerede godt involveret her. Mørk og voldsom, krydret af Mellemøsten, krydret af grønhed… det må være stilke. Basal burgundisk velduft, kirsch og vanilje og panderistet kryddernellike. Kirsebærstilke, sod og rosmaringrillet lammesteak. Stor og ædel, koncentreret og alderskompleks og på trods af den tydelige ekstraktion og ambition er det pinot noir i balance. Det må være de 90 år gamle stokkes skyld. 96

Barolo Cascina Francia 2007, Giacomo Conterno, Piemonte. Italien
Roberto Conterno tryller som bekendt i monopolmarken i kurven mellem Arione og Boscareto i Serralunga d’Alba. Sikke et match. Jeg troede faktisk Dugat-Py ville give Conternos arrogance baghjul, men nej, slet ikke. Jord, rosenblade, aromatisk jord, Nilens Jord (spørg din mor, hvis ikke du ved, hvad det er). Fornem struktur, royal og som det fineste florentinske uldstof. Perfekt hård struktur mellem frugtsyre og bitter frisk medicinsyre. Usvigeligt sikkert leveret, demonstrativt perfektionsmoden nebbiolo, både i plukketidspunkt og alder i flasken. Ændrer sig hele tiden. Katolsk farmacia i eftersmagen. Løftet kompleks parfume. Noget af det fineste Conterno jeg har smagt på det seneste. 98

Brunello di Montalcino Riserva 1999, Case Basse, Toscana. Italien
Osende lækker. Legendarisk årgang fra Gianfranco Soldera og som sædvanligt leverer den for vildt. Det er markant så sjældent hans vine har fejl – heller ikke med alder. Et fint vidnesbyrd om husets nærmest hysteriske kontrol og samarbejde med universitetet i Milano og som netop gør dem i stand til at arbejde ”på grænsen”. Vidunderlig tranebær og hybente, heksehule med tørrede urtekviste, burgundisk syre og fine røde bær, finkornet tannin, saftighed stadigvæk og C-vitamin i eftersmagen. Små søde senga sengana jordbær dukker op i eftersmagen. 97

Côte-Rotie Côte Blonde 1999, René Rostaing, Rhône. Frankrig
Bondsk og blodig, dyrisk og okset, løftet og parfumeret, ekstremt mellemøstlig og dog stenalderagtigt nordisk. Den dufter af aber, oksebøf, urea, pibesovs og liljer. Røgelse og romantisk musik, folkelig, rustik og dog skolet og fin. Fremragende og jeg har ærligt talt svært ved at afgøre sejren her. Jeg må gå med mine følelser for sangiovese. 96

Château Pichon-Longueville Comtesse de Lalande 2010, Pauillac. Frankrig
Her havde jeg regnet med bøllebank til Ornellaia, men kampen blev chokerende lige. En af de store årgange fra perioden efter May Eliane de Lenquesaings regime, men dog inden den nuværende direktør Nicolas Glumineau kom til i 2012. Cabernet-tobak, cedertræ, solbærbusk i brand, stor og stærk, tannisk og bidende med den utrolige syre og friskhed sammen med alkoholisk fuldmoden tyngde som 2010erne har. Sod og tætpakket i smagen, en mur af ekstrakt og mørke sager, men det magiske er friskheden. 96

Ornellaia 2009, Tenuta dell’Ornellaia, Toscana. Italien
Betydeligt mere moden frugtighed, sødmefuld kerne og samme grundtoner som pichon, men der er bare mere varme i udtrykket. Klart cabernet-markeret smag med bid, tørhed og uldtannin, fadsødme tydelig, men harmonerer dog med cabernet’ens frugt og egen træede struktur. Smelter sammen. Bordeauxudtryk med toskansk accent og ikke mindst syre. 95

Château Cheval-Blanc 2014, St. Emilion Grand Cru. Frankrig
100 % ny eg, 55 % merlot og 45 % cabernet franc i årgangen. Køligheden slår igennem her. Urtet som en Loire-cabernet franc. Grønpeber, madagaskarpeber, tandpasta og mynte, sod og alligevel fin løftet solbærfrugtsødme. Utroligt finkornet og ædel, perfektioneret i en halvsvag årgang og den kan ikke stå distancen mod Massetos mere svulmende former. 94

Masseto 2011, Tenuta dell’Ornellaia, Toscana. Italien
Let likorøs initialt, men den samler sig og frisker op. Kirsebær og blomme, viol og nellike fra fadet, frugtkage og krydderkage. Smagen er overraskende tannisk for en bolgheri-merlot, men det må være lerets skyld. Gigantisk vin, kæmperamme, fasthed og forbavsende kerne i alt det overvældende. Mere sødmefuld frugtighed til sidst. En powermerlot med taktstok. 96

Læs om mange flere drømmesmagninger – søg på Mine Aftener i Paradis – kræver fuldt medlemskab