Det er kejserens prunkvej, vinreligiøses bumpede bedespor, de lokales arbejdsvej og hvis ikke der var grønne vinplanter på begge sider, men pompøse enevældebygninger fra 1600-tallet, så var det vinenes Rue Rivoli. Det ER kun oppe i vores hoved. Vejen er smal, to biler kan vanskeligt passere hinanden, den ene må vige og det gør man gerne. Så holder man stille i fire sekunder og kan se op ad skråningen og ned ad den – fornemme stedets kulturelle betydning og paradoksalt bare se en markvej, nogle gamle skelmure, måske en nyopsat poleret stennavneplade, de sædvanlig vinrækker og stenet hvidbrun jord. Her langs D113A, reelt en virkelig snoldet forbindelsesvej, ligger fra Puligny-Montrachets sydlige kommunegrænse først Montrachet og Batard-Montrachet, men derefter skifter skråningsforløbet til premiers crus. Vi er i de hvide bourgogners Olympos. Nabokommunerne mod nord og syd, Meursault og Chassagne-Montrachet, kan jo i virkeligheden det samme, men Puligny-Montrachet er liiige lidt højere oppe på podiet. Det skriver Jasper Morris i hvert fald i sit kapitel om byens marker. Jeg har det på samme måde.

Læs hele artiklen og se de smagte vine med Grand Cru abonnement