Over de seneste fem år har det stået strålende klart, at spätburgunder, pinot noir under germanske himmelstrøg, kan noget i sig selv og ikke ”kun” er forsøg på burgundiske efterligninger. Til gengæld er det helt nyt, og jeg mener HELT nyt, at chardonnay nu kan noget på tysk. For nyligt var jeg til en oversigtssmagning hos én af landets tyske specialister, hvor der som forventet var kastet fokus på den nye årgang, de nye frigivelser, spätburgunder fra Mr. Rubys portefølje. Sammen med dem stod en pæn flok af chardonnayer, som indskriver sig i et par håndfulde vine fra de seneste to år, der klart beviser, at Tyskland også kan noget med chardonnay. Og de kan noget særligt! Jeg må ærligt indrømme, at jeg har haft en klar holdning til Tyskland og chardonnay; lad nu vær! Chardonnay kommer fra alle steder i verden og I har så mange druer selv, så hvorfor lave chardonnay. Den holdning var forkert, for tysk chardonnay har de seneste år vist, at der ER en tysk stil. Det er mere cool end chablis, det er mere cool end Sonoma Coast, end Santa Rita Hills, end tasmansk chardonnay sågar.

Sagen er, at tyskerne, over en forbavsende bred kam, har besluttet, ikke unisont og i fuld overensstemmelse, men dog i ikke-erklæret enighed, at chardonnay skal vinificeres UDEN malolaktisk omformning. Er du klar over, hvor vildt det er? Det er helt vildt! Stilen bliver nærmest som en slags ikke-aromatisk riesling. Syren er oppe i skyerne og der er ingen mælkesyre i vinen, ingen formildende creme. Der kan sagtens være fadaroma, endda en hel del, men lige nu virker det som om de bedste tyske chardonnay-producenter rammer en meget speciel, positivt særlig og koldklimatisk stil, som ingen andre laver på den store verdensdrue. På én eller anden måde er det selvmodsigende, det de gør. Tænk sig, et sted, hvor chardonnay i forvejen kæmper med at nå fuldmodenhed og en alkoholprocent på niveau med Chablis’ – dér vælger tyskerne så at bevare æblesyren sammen med markant vinsyre. Det kunne gå galt… og gør det nok også i en del tilfælde, men jeg har som sagt de seneste to år smagt så mange vellykkede eksempler, at jeg er helt rolig… og i virkeligheden jublende glad.

Blandt dagens perler var følgende:

Gebrüder Mathis er et helt nyt hus i min bog. De kom fuldstændig fra baghjul, holder til i Badens Merdingen inde lidt sydøst for de mere kendte Achkarren og Ihringen. Det unge par Sabeth og Severin Mathis, der mødte hinanden på vinuniversitetet i Geisenheim, har proppet nyt blod, vildskab og fokus og ikke mindst tro på Merdingens evner ind i det gamle weingut. Deres vine oser af modernitet, opdateret old school’isme og friskhed. Chardonnay Tuniberg 2021 lugter positivt at sure tæer, æbler, surmælk (selvom malo er undgået) og forfriskende sure danske æbler i eftersmagen. Man har overhovedet ikke fornemmelse af umodenhed, kun provo-grænsesøgende friskhed og saltede citroner i eftersmagen. Storebror St. Morand 2021 lugter af æggemad i madpakken, det vil sige reduktionspræget, men der er en helt vild æblefrugtighed på samme tid. Den dirrer, vrider sig, vibrerer som en riesling ville gøre det, men her bare uden blomster og kaffir lime. Intensiteten er brændende, men svævende… but how! Vi snakker en vin på moderate 12,5 % og selvom chablis ligger ligefor som sammenligning, så skal vi ud i kanterne af det sted for at finde lignende vine… a la Pattes-Loup, De Moor eller Piuze… og de er ikke engang så spændstige.

Wöhrle, ligeledes i Baden, er meget mere skolet og poleret i sin stil, slet ikke så avantgardistisk som Gebrüder Mathis, men de blokerer sørme også malo. Gottsacker Chardonnay 2019 er lækkert fadpræget, trækaramelpræget med pære og smørdej og citroncreme i eftersmagen, blændende vin, men… MEN Markus Wöhrle har i 2015 plantet chardonnay i den centrale kalkrige del af Kronenbühl-marken, rygbrækkende tæt, og nu giver de burgundiske selektioner guldvæske fra sig. Jamen jeg tror aldrig jeg har smagt mere ædel tysk chardonnay! Pletten hedder Teufellochgasse, sikke et navn, og 2020 er en slags Chablis Les Clos på fortidig barbarisk og moderne tysk ordentlighed på én gang. Fad, pære, creme, kalk, ædelhed, finesse, brutal syre, moden syre, men ingen mælkesyrecreme. Bredde fra bærmekontakt, men stærkt reduktionspræget. Afsindig chardonnay.

Vilde og opfindsomme Christian Stahl i det afsondrede Tauber i Franken laver også gnistrende chardonnay. Endda i en stil, som jeg tillader mig at kalde puligny’sk. Det er klart en chardonnay, der mere ligner et kendt udtryk end både Wöhrle og Gebrüder Mathis. Og den har så heller ikke gennemgået malo! Prisen er skøn… og det er vinen også; proppet med sød pære, mirabelle, æbleskarphed og sprødhed som en rheinhessen riesling. Sonnenstuhl Grande Reserve 2020 smækker lillebror en lussing, men lillebror ved heldigvis godt, at han kan noget i sig selv. Storebror fra Sonnenstuhl ved Randersacker langt fra hjemegnen i Tauber er langt dybere, stadig magisk rig og det helt uden malo. Citronfilet, citronskal efter skindkontakt,

danske syrlige æbler, støvende kalkpulver som en Chablis Blanchot. Mesterlig.

Jülgs udgave fra Pfarrwingert i det dybe Pfalz har jeg omtalt andetsteds, mens Opus Oskar 2020 var mere international, mere klassisk-modernistisk reduktionspræget med krudt og og tændstik, stadig fremragende som de andre, men mindre personlig… og vil nok ramme lidt flere chardonnayelskeres smag.

På spätburgunder-bordene var der både gensyn med Jülgs pinot noirs, som jeg har omtalt separat andetsteds her på sitet, mens Daniel Twardowski med sine 2020ere har fundet endnu mere præcision og mindre reduktion. 2020erne er mindst lige så gode som de fantastiske 2019ere. Hofberg i toppen.

Bordet med størst glæde og chok var dog Gebrüder Mathis’ fire spätburgundere. Hvordan pokker kan så dygtig et ung vinpar have skjult sig, gemt sig… måske fordi alt er helt nyt. Sabeth og Severin Mathis laver spätburgunder i stil med nogle af tidens hotteste bourgogneproducenter, men vel at mærke som om de altid har gjort det. Gad vide, hvad det kan føre til i det lange perspektiv. Kalkbödele, Alte Reben, Hohrain og Rosenloch hedder deres pinot noirs. Kalkbödele 2020 har ligget på store brugte fade og frugten kommer fra en variation af kloner. Severin Mathis har arbejdet hos Huber i Malterdingen, men stilen er ret langt væk fra Julian Hubers nuværende. Mathis’ Kalkbödele er trendy burgundisk, næsten Cossard-agtig og selvom jeg rent ud sagt er træt af overfladisk saftig pinot noir, så er det det den er, saftig altså – med kerne og bund. Alte Reben 2020 fra 40 år gamle tyske kloner beviser som så mange andre i øjeblikket, at de tyske spätburgunder-varianter slet ikke er så ringe alle sammen, så længe de behandles ordentligt og ikke presses til det yderste. 15 % helklaser har givet lys tranebærfrugtighed, betydeligt højere syrebid, men helt uden fornemmelse af umodenhed. Jeg synes dog Kalkbödele har bedre balance. Hohrain 2020 har 60 % dijon-kloner og 40 % tyske kloner fra kalkholdig jordbund og igen 15 % helklaser. Stor lys Baden-pinot! Smygende lækker, viril og syrepræget, forfriskende, men den modne røde kirsebærsmag og den let naturligt søde eftersmag giver fuld harmoni – en slags treklang – fuld lyd, i dur. Rosenloch 2020 fra 50 år gamle tyske kloner er pakket med en interessant dobbelthed af tranebær og solbær. Grønkrydret og grænsesøgende etylacetat, vildgæret, lavt svovlet og haremsbukseklædt, så det hele ”swinger”. Fritænkende, anarkistisk og alligevel fremragende, reduktion, kaffepræget, maste jordbær og grenadine, luftig charles lachaux-stil. Jeg er hermed erklæret kæmpefan af Gebrüder Mathis.

Alle de nævnte vine blev smagt ved en smagning hos www.mr-ruby.dk