Vinbøger vælter ikke frem på hylderne. De tager normalt lang tid at skrive, kræver grundig on-ground research og har ikke et publikum som hverken kogebøger eller krimier. Sidste år kom Thomas Ilkjærs svar-på-alle-vinspørgsmålsbog Vin helt enkelt og Jonas Landins og min Vin for begyndere – og øvede, begge, som titlerne indikerer rettet til et publikum på vej ind i vinens verden. I år er der udkommet ét værk på dansk, ikke oversat, men grundskrevet af Søren Frank, mens de engelsksprogede, og det er vi jo alle heldigvis, fortsat drysser løbende ned over året. Jeg har haft de fleste i hånden, men ingen af dem tilfører for alvor vinverdenen ny indsigt, en ny tone… bortset fra et værk.

En gigant fysisk, men lige så meget et monument, der kommer til at stå længe fremover som en syntese på fransk vins udvikling og bevægelser lige nu. Jon Bonné har skrevet The New French Wine, mens Søren Frank har skrevet Søren Franks Bourgogne. Begge hører til under den vinentusiastiske gavemodtagers juletræ, klart, men jeg vil alligevel gå lidt dybere ind i begge bøger og forsøge at kvalificere min holdning og ikke mindst hjælpe den eventuelle ønskeseddelskribent lidt på vej. Bøgerne er meget forskellige og en mere præcis analyse vil nok få nogle til at bortkaste Søren Franks bog, mens andre vil droppe Jon Bonnés bog.

 

The New French Wine, af Jon Bonné, Ten Speed Press, 2023. Tilgængelig på amazon.co.uk
Jon Bonné har konstrueret en pyramide, et gigantisk monument, en fysisk umulighed, men samtidig et underskønt smukt værk, personligt, krummelurepræget, en perfektion med skrammer og asymmetriske brud, kantet, flydende, poetisk og skræmmende indsigtsfuldt. Nutidens vinbøger skal bære forfatterens personlighed i sig, ja gerne sætte personligheden bag, forfatterens holdning, på forsiden. Fakta om druer, regler, appellationer kan vi slå op på nettet. Aktualitetsidealet er nettets store salgsvare, men nettet er også fyldt med usandheder, mangelfuldt hear say og forbavsende meget old knowledge, der ikke har kobling med nutiden. Vinbøger skal derfor i dag være subjektive i højere grad end tidligere. Jon Bonné skrev i 2013 referenceværket om californisk vin The New California Wine, hvor han hudflettede statens modenhedsjagt, big is beautiful-ideal og statens vinøse grådighed, mens han fremhævede idealister, tænkere, stilforandringsfolk og ikke mindst dem, der ønskede at skåne naturen.

Der ligger samme baggrund for The New French Wine. Her gælder det blot verdens vigtigste vinland, og samtlige vinregioner vel at mærke – et umuligt foretagende på papiret. Der findes omnipotente værker fra fortiden om fransk vin, Steven Spurriers Bogen om de franske vine (1993), Clive Coates’ The Wines of France (1990), men INGEN af dem når Jon Bonnés værk til fodboldstrømpens elastikkant. Han har kørt 30.000 km for at skrive, opleve, mærke, indtage og fortolke de franske vinregioner og indsigten er opsparet gennem 10-15 års rundrejser og helt friske opdateringer.

Værket består af to bind. The Narrative og The Producers – en påkrævet opdeling med det ambitionsniveau Bonné lægger for dagen. The Producers omfatter udvalgte, håndplukkede, personligt selekterede producenter fra de franske vinregioner. Mange nye, unge, rigtig mange jeg aldrig har hørt om og omvendt er mange store, hypede eller klassiske producenter fravalgt. Et par sigende eksempler er Trimbach i Alsace og Georges Roumier i Bourgogne – men man savner dem ikke. Pointen er, at Jon Bonné er gået all in på subjektivitet, men man har aldrig fornemmelsen af far fetched eller gakkede udvælgelser. De er med, de små nye, fordi Bonné oprigtig mener og argumenterer solidt for, at de gør en forskel. Bonnés udvalg afspejler en forkærlighed for mønsterbrydere, naturskånsomme producenter, nichehypede producenter og folk med modvilje overfor sulfit. Han forbigår konsekvent de store negocianthuse og lister på den anden side en perlerække af vinbønder jeg får lyst til straks at finde på nettet. The Producers er opslagsværket, skrevet i en fyndig, kritisk og gonzojournalistisk tone.

The Narrative er dog værkets helt store styrke. Et stort gigantisk essay. Det er første gang jeg med fornøjelse har læst en vinbog fra ende til anden. Tonen er på Pulitzer-niveau! Et skønlitterært fagværk. Han taler om noget, der er gået tabt i fransk vinkultur, men begræder på den anden side ikke fortidens forsvinden, slendrian, mængdefokus, giftregimerne – pladderromantisk tilgang er ikke ham. Han relaterer til fransk kultur og samfund med en indsigt, som aldrig er set før i vinlitterære værker. Det historiske kapitel er second to none, specielt den del, der handler om tiden efter Anden Verdenskrig. Jon Bonnés stilforståelse og begreb om forandringer i landbrugsteknik, kælderpraksis, sygdomsproblemer blandt vinplanterne, som INGEN tør snakke om, er rent ud sagt enestående. Læs og lær! Nogle områder har han selvsagt mere præcis og dybere indsigt i end andre, men selv Sydvestfrankrig og Provence, som normalt er stedbørn, har man fornemmelse af klasseindsigt. I Bourgogne har han fat i aktuelle trends som bevidst reduktionsaroma i chardonnay, præ-oxidation af mosten og ikke mindst den fornyede fokus på Côte d’Ors gamle chardonnay- og pinot noir-varianter og selection massale. Lad det være overgangen til Søren Franks Bourgogne, som selvfølgelig borer dybere ind i det område. Jon Bonnés tobindsværk kan ikke anbefales nok. Jeg bøjer mig i støvet for præstationen.

 

Søren Franks Bourgogne, af Søren Frank, Grønningen1, 2023. Tilgængelig i alle online boghandler og hos velassorterede fysiske boghandler.
De fleste mad- og vininteresserede kender Søren Franks tone og selvbevidsthed. Forlaget har nok bifaldet titlen. Det er ikke bare en bog om Bourgogne, men simpelthen en bog om Søren Franks Bourgogne og det er en meget stor pointe. Tilbage til min pointe om nutidens vinbøger. Man skal mærke forfatterens præferencer, vinbøger må gerne stråle af subjektivitet i dag, men skal selvfølgelig være faktuelt korrekte. Titlen kunne indikere et komplet opslagsværk om Bourgogne, men det er der slet ikke tale om. Helt forståeligt; det værk ER skrevet af Jasper Morris med Inside Burgundy i andenudgaven fra 2021. Det værk er dog, på trods af Jasper Morris’ pension fra vinimportørfunktionen, præget af lidt for håndsky kritik af producenterne. Jasper Morris’ britiske vid og bid og subtile ondsindetheder er dog klart mere til stede end i førsteudgaven.

I Søren Franks bog er der langt mere bid. Når det subjektive tager over i udvælgelsen af producenter, 123 i alt, vil der uvægerligt være producenter, som savnes. RIGTIG mange endda. Mange kan man argumentere for mangler fordi Søren Frank synes de laver ligegyldig vin, men rigtig mange mangler muligvis fordi Søren Frank ikke har nået at besøge dem, har smagt for lidt eller ganske enkelt har glemt dem. Personligt savner jeg alene i Gevrey-Chambertin producenter som Domaine Trapet, Rossignol-Trapet, Fourrier og Duroché, som i enhver bourgogneentusiasts bog aldrig har været bedre. I Vosne-Romanée er der ærgerligt savn af Cathiard og Mugneret-Gibourg, i Fixin Bertheau-Gerbet og ikke mindst i Maconnais Saumaize-Michelin og den levende legende Jean-Marie Guffens-Heynen. Jeg er med på det: det er SØREN FRANKS Bourgogne – så han har ret til at vælge fra og til. Og tilvalgene omfatter især en stor gruppe naturvinsproducenter som Soyard, Antoine Petitprez, Nicolas Morin, Cossard, Derain og Vin Noé, men jeg sidder med fornemmelsen af, at det er gået unødigt ud over en flok stjerner.

Kender man Søren Franks smag, læst i hans tekster fra tidligere, bøger eller Berlingske-artikler, eller podcastepisoder ved man godt at han har klar hang til acidjazzet vin og nulsvovlspolitik. Det er helt fint – man skal bare vide det når man bruger hans bog og ikke mindst stjernetildelinger. Og når man vover sig ud i rangordninger, så vil der naturligt være uenigheder. Arnoux-Lachaux’ fem stjerner ud af seks, Marquis d’Angervilles sølle fire, Arnaud Entes fem, Lamys utrolige stakkels fire stjerner og William Fèvres fire falder i øjnene, mens stjernerne drysser rigeligt over naturfolk som la Maison Romane, Sarnin-Berrux og Fanny Sabre. Der er konsekvens her og det kan man jo bruge til noget. Søren Franks Bourgogne har flere styrker: stilkapitlerne, forandringerne i produktionsmetoder og stilidealer/trends for rød- og hvidvin er fremragende, grundige og indsigtsfulde plus ikke mindst kritiske. Jeg ville gerne have set mere om Bourgognes fremtidsudfordringer, klimakrisen, jordpriserne og arvelovenes skrækkelige konsekvenser, men det er mindre punkter i en overordnet indsigtsfuld gennemgang. Historiekapitlet er håbløst kort – ja den dybe historie betyder nok mere som storytelling i dagens Bourgogne end som reel betydende faktor, men 50erne, 60erne og 70ernes kemiregime og ødelæggelse af Bourgogne forbigås i tavshed.

Jeg vil også fremhæve madkapitlet som enestående og fint koblet med vinens udtryk. Tonen i bogen er pænt fyndig, ligefrem og nogle gange staccato-agtig i oplistningen af producenters metoder i mark og kælder, men sprogligt blomstrer teksten ofte og bryder klart med den typiske køligt nøgterne stil, som jeg møder i alt for mange vinbøger. Enkelte steder er jeg lodret uenig med Søren Frank som når han beskriver Gevrey-Chambertins stil som sort og lakridset og Clos de Vougeot-vinene som lette, men sådan SKAL det være i en subjektiv vinbog. Og det forstyrrer ikke mit overordnede indtryk af en grundigt researchet vinbog med kant og holdning, gennemsyret af kærlighed til Bourgogne som område og bourgogne som vintype, skrevet af Danmarks mest produktive vinbogsforfatter. Skaf den bare og læg den sammen med Jon Bonnés mursten under juletræet.