Næ nej! Det handler ikke om ernæring, diæt og kalorieindtag uden fedmeproblematikker. Det handler om et gammelt vinlands kolossale druevariation og den paradoksale indflydelse fra franske globalistdruesorter og tønder af nyt egetræ. Jeg vil gerne undgå at lyde som om det hele var meget bedre i gamle dage, men her et enkelt årti efter toppunktet for merlot, chardonnay og cabernet sauvignons indflydelse, er det tid til at gøre op med italienernes tendens til staffage. Hvis jeg siger ”italiensk design”, hvad siger du så? Sandsynligvis noget med rene linjer, enkelhed, lyse farver, skarphed og dobbelthed i visuel lethed og tyngde. Ligesom skandinavisk design er ret velbeskrevet og kendt. Italienerne er gode til design. Så gode at grundtanken om at designe vin til markedet gik alt for vidt. Sminken, i form af kendte druesorter og blødgørende samt aromatilsættende metoder tog overhånd.
Nogle helt nye områder, der historisk aldrig havde været anset som kvalitetsgivende vinområder, tag Bolgheri og Val di Cornia i Toscana, har vist sig at gøre gode cabernet sauvignon, merlot og cabernet franc, og de har ingen fortid at ødelægge, men Sicilien, hele det nordøstlige Italien og til dels Umbrien og Emilia-Romagna, modtog merlot og cabernet-sauvignon med alt for åbne arme og glemte deres egne sorter.
I dag går det den modsatte vej. Sicilien er muligvis det stærkeste område aktuelt hvad angår genopdagelse af gamle ”dyder”, let opdateret med videnskabeligt baseret indsigt i planternes optimale pleje, presse- og gæringsmetoder og lagring. Er Etna Italiens mest rygende varme vinområde lige nu? Nerello mascalese, nerello cappuccio, carricante – oh la la! Siciliens andre sorter rykker dog lige så meget: nero d’avola, frappato, grillo… Over hele Italien genopvækkes, genopdages og genopfindes de gamle druesorter. I nogle tilfælde også de gamle metoder.
En af Italiens usminkede vine, kald den konservativ, kald den indskrænket, kontrær eller ligefrem stædig i sin insisteren på montepulcianos dobbelthed i grovhed og finhed, dens animalske, bidende, til tider latrinære og samtidigt sværmeriske parfume, er Emidio Pepe og nu datteren Sofia Pepes flagskibsvin. Og etiketten har mig bekendt set sådan ud altid. Oppe i piemonte var vinproducenter hverken viticulteurs, som franskmænd pretentiøst underspillet gerne vil kaldes, eller winemakers som australiere gerne vil kaldes. I Piemonte var de affineurs. De lagrede vinen, de var vinplejere – som franske osteplejere. De modnede ganske enkelt vinen, fordi nebbiolo havde bidske tanniner. Sådan er det også hos Pepe. Gamle metoder, fodtrampning, vildgæring, nul temperarturstyring og sulfit under gæringen og lagring på beton. Det er lidt som Statler og Waldorf på balkonen i Muppet Show. Verden af i går.
Jeg har lige åbnet 2007 Montepulciano d’Abruzzo og det er på alle måder stor vin. Helt fri for brett og flygtig syre, som andre årgange har været ramt af. Urteudtræk i potens, nærmest Fernet Branca med cherry coke i og tørret viol, jord, svamp og aromatiske træsorter, kæmpevin med kæmpenæse, men alligevel forfinet og ædel og modsat den gældende opfattelse af montepulcianos grovheder og brutaliteter. Den har anelser af Njords destillater og brunello-lugt af trækul. Ubegribeligt lang med friskheden som driver.