Tidligere på måneden smagte jeg flere spanske garnachaer i stil med Sierra de Gredos-eliten, som blev omtalt i gastros novembernummer, men der var helt ærligt ikke samme stenede elegance som i Bernabeleva, Comando G, Marañones, Jimenez-Landi og Soto y Manriques La Viña de Ayer. Til gengæld stiftede jeg så bekendtskab med Riojas to maturana-druesorter, blanca og tinta, hvid og rød. Det kunne godt gå hen at blive en vane.

Maturana blanca og maturana tinta har intet med hinanden at gøre genetisk. Den ene er indfødt, den anden er indvandrer, men nyt blod kan som bekendt sagtens berige en hel nation og det var nøjagtig hvad maturana tinta, eller rettere trousseau, i dag kendt fra Jura, gjorde i Rioja, da den engang i oplysningstiden tog rejsen fra det østlige Frankrig. Begge må indgå i hvid eller rød rioja, men der er næsten intet tilbage af de to. Det vil Juan Carlos Sancha gerne lave om på og hvis disse to udgaver, den hvide i 2016 og den røde i 2014, er repræsentative for druernes evner, kunne begge have fin fremtid og mulighed for seriøs genkomst.

Maturana Blanca er som sagt indfødt. Dens familierelationer fortaber sig lidt i Nordspaniens tåger…eller steppestøv, men den kan noget med syre. Pomelo, pomerans ja endda japansk yuzu-syre med diskret bouillon fra bærmekontakt i stål eller beton, en smule diesel med kalkstøv og gnistrende nærmest riesling’sk syre til sidst. Sølle 12 % og alligevel brændende intensitet! 13 % er småting for moderne rød rioja, men Juan Carlos Sanchas Maturana Tinta 2014 stempler trodsigt ind… hårdt og lugtende! Kødlugt, tørret og fermenteret svineskinke, chokolade og abebur, rustik og parfumerisk på samme tid. Bid som læder, sure tranebær med antydet bitterhed og lumsk sødme uden sukker i eftersmagen. Langt fra Jura-trousseau, selvom det er samme druesort, betydeligt mørkere. Måske er råheden, det upolerede og uspolerede alligevel fællesnævner. Sancha svovler heller ikke meget, måske inspireret af Jura. Juan Carlos Sanchas hvide tempranillo er til gengæld forglemmelig, ligesom Peña el Gato Garnacha, der lægger sig lidt op ad central- og nordspaniens lidt klistrede garnacha-stil. Omvendt er Sanchas Monastel de Rioja noget af det bedste og i øvrigt eneste jeg har smagt på den ultrasjældne monastel fra det centrale/nordlige Spanien. Stege-jus, våde blade, animalsk og ribsagtig, præcisionsmoden smag uden exces, og skarphed fra syren er vejen frem for en druesort, der ellers også altid kun er hjælpesort i Rioja.

The Wine Company har dem.