Vi venter stadig på floden af 2015ere fra Bourgogne. De små, AOP Bourgognerne, er her allerede, og de større vine er lige på trapperne. Vi har hørt og læst om årgangens rare sider og det må vi have noget af! I den sammenhæng bliver den foregående årgang ofte glemt. Det skete for 2001erne, før jubelåret 2002. Det skete for 2008 før kæmpeårgangen 2009, og 1998 før ’99. Jeg siger det bare: glem ikke 2014! De hvide har mere skarp intensitet, fremstår mere stramme og holdbare – det ved vi godt, men de røde er faktisk fremragende repræsentanter for terroir-bourgogne på pinot noir. Mindre muskuløse og sminkede end 15 og som sådan naturtro skønheder, hvor ansigtsaftegningerne står skarpere end i ’15. Over de seneste tre måneder har jeg klappet voldsomt i hænderne over kommunevin fra Nicolas Rossignol, Robert Chevillon, Taupenot-Merme alle fra Theis-Vine, Arnoux-Lachaux, Henri Felettig, Fourrier, Marquis d’Angerville, Pierre Gelin, Perrot-Minot, Vougeraie og Caroline Morey. Et ondt sortseende menneske kan måske hidse sig negativt op over de vine. Mit humør og sind er imidlertid til at lede efter de gode sider og dem er der mange af i årgangens rødvine. Vinene er saftige, relativt markante i syren og tanninen er overraskende behersket, og frugten ”lugter” af dansk maksimalsommer, en af de der lyse aftener, hvor luftens blanding af fugtig kølighed, varmestråling fra lunet jord og væg blandes med smadrede senga-sengana-jordbær og mørkerøde kirsebær mast mellem lune børnefingre og ribsbuskens maveondefremkaldende høst af lav pH. Selv blandt Bourgognes generiske appellationer stødte min tunge sig i sidste uge sundt på AOP Bourgogne og Hautes-Côtes de Nuits fra Ambroise, Leroux, Thibault Liger-Belair, Louis Jadot og Soyard. Køb dem, drik dem!