Hvis Barolo er Italiens Bourgogne og Toscana er Italiens Bordeaux, er Barolo oplagt stedet at lave ægte terroir-smagning. Reelle horisontale terroir-smagninger er bare svære at lave, for meget få producenter ejer parceller i så mange af MGA-markerne at smagningen bliver bred nok. Og i øvrigt vil de få producenter ofte have varierende tilgang til vinene i kælderen. Sådan er det ikke for Giorgio Sordo, der åbenbart (og komplet under min radar) er kravlet op blandt de bedste i den traditionalistiske skole (og ja den findes altså stadig på trods af alverdens fredsslutningsbulletiner og melting-pot-teorier). Hele syv MGAer aftappet efter komplet identisk vinifikation og her i 2013. Vinmarkens “Jeg” eksponeret! Kort-mennesket Alessandro Masnaghetti havde opfordret os til at bruge Sordo som formidler af Barolos cru’er. Den opfordring lod vi ikke være overhørt længe.
Baroloen er sammenstukket af materiale fra alle otte kommuner med markant lakridset smag og forbløffende burgundisk letløbende udtryk. Parussi i Castiglione Falletto er kraftfuld, men slank, saftig, men heftig og har den sødlige hostesaftsstil, som jeg holder meget af. Perno er en af mega-MGAerne i Monforte d’Alba, hvor frugten bliver endnu mere “rød”, men også mere kras og te-agtig, slåenpræget og som negroni. Rocche di Castiglioni optræder til gengæld paradoksalt “moderne”, faktisk fadpræget, selvom den aldrig har set en eneste ny træpind, men Rocches historiske storhed skinner igennem, betydeligt mere dybde end de foregående og faktisk også end de efterfølgende. Frugten midt på tungen og fodslæbende “langsom” tannin er Rocches nobilitet. Monvigliero, sandskråningen i Verduno, som pludselig er blevet dyr og fin for andre end det “hemmelige selskab” af tilhængere, er lækkert saftig. Mild, ribsagtig, campari, kräuterbolsje, vægtløs på trods af nebbiolo-ophavet. Konkurrerer med Burlottos version! Gabutti fra Serralunga d’Alba skulle på papiret være fra nossegrebs-kommunen over dem alle, men som enhver barolista ved, har selv kutyme og overgenereliseret snik-snak ikke altid hold i virkeligheden. Gabutti havde slet ikke smagningens mest voldelige tanniner, til gengæld havde den modenhed, en mørk sødmefuld modenhed, som ingen af de andre kunne hamle op med. Største tannin, både i omfang og indre tekstur, havde Monprivato og Villero, begge fra Castiglione Falletto. Giorgio Sordo besluttede med 2013 at aftappe vinen fra den lille parcel, huset har ejet gennem en del år, i bunden af Monprivato-marken, som ellers normalt kun kendes fra Mascarello. Monprivatoen er adelig, statelig, fuld af røg, rooibus, tranebær og sejtrækkertannin, fremragende. Villero er mere HULK-agtig, muskuløs, brutal, rasende og bitter på den fede måde. Brovias Villero 2006 blev smidt ind som reference, som stilkontrast og alderskontrast – musklerne og tanninen var der, men alderens kemiske omformninger gjorde sammenligningen abstrakt. Brovias version var nået til højsangen, der hvor karamel, mint, mentol, ribs, rønnebær, tagpap og farin forener sig til englehymne. Måske når Sordo dertil en dag, men kun måske – indtil da drikker jeg hans Monvigliero og Monprivato.
Atomwine forhandler Sordo