Montrachet er fin vin. Ikke fin som i ordets underspillede jyske betydning (”fint nok”), men fin som i raffineret, svært opnåelig og typisk pekuniært ekskluderende. Jeg har ikke råd til Montrachet til falaflen onsdag aften, heller ikke til lørdagsstegen med vinvennerne, men de gange Montrachets safter har stået i glasset foran mig, altid på samkøbsbasis, vin er jo en social drik, er det som om dens mørbradsstatus, dens unikat-præg, dens historiske tyngde og jordplettens egne evner stråler i glasset. Kort sagt; den har aldrig skuffet. Men et er unge ufærdige udgaver, barnagtigt vaklende, ubundne og bambiusikre, noget helt andet er fuldmodne udgaver, hvor hviletid i flasken, chardonnaysaftens langvarige og iltfattige, ja narcissistiske og verdensfjerne selvudvikling, har gjort vinen ”hel”. Forleden serverede et generøst menneske flere flasker vin, hvor fortiden blev genvakt og bortset fra en enkelt smutter, en skævert, var der tale om enestående velperformende flasker, hvor det helt afgørende parameter for storvinsstatus blev mejslet med kapitaler; evnen til at ændre sig i glasset over tid. Det kan barolo og montrachet… på gode dage.

Der er masser af solide argumenter for Montrachets storhed. Rækker af gode argumenter for… (fortsætter)