”Alt er relativt”, siger min søn i øjeblikket. Han har hørt om Einsteins relativitetsteori, godt nok i Johan Olsens børnebogsudgave, men sætningen er elementær og sand – også i vinens verden. Det handler om x i forhold til y, eller omvendt og i den sammenhæng er vinene fra Nuits St.-Georges måske lidt mere kraftfulde, brovtende, kantede og dystre end andre af Côte de Nuits fine kommuner. Jeg siger måske… for måske skyldes kommunens status, dens ry og rygte, en kombination af konservative producenter, uvillige til akklimatisering til tidens tone og fraværet af grand cru’er. Sammenligner man Nuits’ pinot’er med Santa Rita Hills’ eller Central Otago er de jo relative sylfider. Jeg er slet ikke modig nok til at betvivle århundreders møjsommeligt opbyggede terroir-styrede stilbeskrivelser, men er på den anden side klar over og nødt til at pointere producentens betydning og den mere præcise lokation, ikke mindst i en appellation som Nuits St.-Georges, der som bekendt kan opdeles i tre zoner… (fortsættes)