Fire fodboldverdensmesterskaber mod to, dertil to finalepladser mod én. Italien har overtaget i historisk sammenhæng, men som alle ved er resultater én ting, mens måden spillet spilles på noget andet og det kan da godt være at Italiens forsvarsbaserede tilgang er mindre skøn end Frankrigs angrebsivrige og opfindsomme stil fra 0erne. Frankrig har Thierry Henry og Paul Pogba, mens Italien har Paolo Rossi og Fabio Quagliarella. Rom sad på hele Middelhavet da det gik bedst og klaprede tænder i Britannicas udkant, mens Frankrig var overalt på kloden da de havde det bedst. Frankrig skabte det moderne demokrati, men Toscana genfødte arkitekturen, den tredimensionelle kunst og humanismen. Italien har Caravaggio og Michelangelo, mens Frankrig har Henri Matisse og Auguste Renoir. Beppe Grillo fornærmer Emmanuel Macron på det groveste med stand-up-sarkastisk lummerhed: ”Macron er vibrator i den ældste del af lærerindens samling, endda med flade batterier”… Frankrig indkalder Italiens ambassadør til samtale, og hjemkalder til sidst sin egen ambassadør i Italien. Venskabet… broderskabet eller hvad vi nu skal kalde det, er på et historisk lavpunkt. Og hvem er så bedst til vin? Ja den afdøde mesterfornærmer Gianfranco Soldera fra Case Basse i Montalcino var ikke i tvivl – hør bare her: ”The French are very good at selling but they don’t have good soils; they’d be better off growing potatoes”.

Frankrig har pinot-noir og cabernet-sauvignon mens Italien har nebbiolo og sangiovese. Ja der er meget mere cabernet-sauvignon og pinot noir i hele verden end både sangiovese og nebbiolo, men den banale regnemåde siger jo ingenting – det ved enhver seriøs vinentusiast. Det handler om de dybeste, sjoveste, smukkeste, mest bevidsthedsudvidende eller smagsintense oplevelser, men hvordan måler man det? Frankrig er langt bagud i forhold til Italien på druemangfoldighed. Alene antallet af registrerede druesorter sætter Frankrig bagud, mens Frankrig faktisk også er domineret af langt færre druesorter end Italien. De fem mest plantede druesorter i Frankrig fylder 50 % af arealet (i Spanien endda 62 %), mens de fem mest plantede kun fylder 25 % i Italien. Og det understreges endnu stærkere med det faktum, at der kun skal 11 sorter til at nå 75 % af arealet i Frankrig, mens der skal hele 47 sorter til at nå den samme procentdel af arealet i Italien. Kort sagt: Italien er MEGET mere sammensat druemæssigt. Her handler det om druerne langt nede af listen. Forleden holdt Vinakademiet nemlig masterclass med det boblende lystige og øs-pøsende vidensmenneske Ian d’Agata, forfatter til hovedværket Native Wine Grapes of Italy. Det handlede om tyve af landets sjældnere sorter, nogle af dem periodevist tæt på udryddelse.

Bid i de hvide
Bitterhed, bid og mundfølelse. Der er fællestræk for de hvide italienere og selvom beskrivelsen lyder som noget der mærkes, måske endda gør ondt, så er fornemmelserne med til at give vinene karakter. Derfor ser vi i stigende grad udnyttelse af kendetegnene og endda modige understregninger og det sker først og fremmest ved skinkontakt. For ti år siden var italienske hvidvinsmagere så stolte over at have rykket fremstillingsprocessen helt ind i moderniteten at de frygtede fenoler, afskyede det mindste spor af tannin eller bitterhed fra druerne. Gamle dages metoder havde altid givet tanniske hvidvine, men tannisk hvidvin går også for at være rustik, grov… bondsk… amatøragtigt, teknisk set. Skindkontakt er dog blevet in, for riesling, for chardonnay, for godello… og for flere italienske sorter.

Prié er en af landets virkelige rariteter med pt. ca. 25 ha. Valle d’Aostas grønne stolthed og elsker af alpeluft, kølighed, pænt med lys. Cave de Morgex et La Salle er et af områdets kooperativer og ligesom i Trentino eller Alto Adige er kooperativ ikke lig med slendrian her. Deres Rayon 2016 var bjergdugdråber på flaske. I samme syrefriske stil er carricante i den anden ende af Italien. Siciliens store vulkanfortolker, skarp, stærkt mineralsk og smertende intens som en stor støvende tør Saumagen fra Koehler-Ruprecht i Pfalz. Tenuta Terre Neres Calderara Sottana 2017 er montrachet på riesling fra vulkansk aske. Skindkontakt tegner tydeligt Daniele Riccis timorasso kaldet San Leto 2011. Som om piemontesjældenheden timorasso ikke har tannin, syre og bitterstof nok i sig selv, giver han den 3-4 dages skindkontakt og får en læderagtig lækkerhed ud af det. I samme skole, skindkontaktskolen, kom så Possas Cinqueterre 2017 på hovedsaligt bosco, der også havde fået fire dages maceration med skindet og blandt andet lagrer på akacietræ. Den er gådefuldt identisk med landskab, flora og råvarebank i Cinqueterre. I en helt anden boldgade, men stadig tør smagte vi den ultraaromatiske moscato giallo 2015 fra Istituto Agrario San Michele, en af de mange forskellige moscato-varianter, der hver især formelt er distinkte druesorter, så Ian d’Agata måtte lære os at det hedder moscato’erne – ALDRIG bare moscato i ental.

Før de søde kom dagens klart smukkeste vin og efter manges mening en af Italiens allerbedste hvidvine: Enzo Pontonis (Miani) enkeltmarksudgave af ribolla gialla fra Pettarin-marken 2016 med 80-100 år gamle stokke i subzonen Rosazzo. Hans nidkærhed er absurd og vel er den fadinflueret (100 % nye barriques), men ribollas struktur er på ingen måde skjult selvom presningen er uendelig blid og langsom. Vinen lagrer uden omstikning på bærmen i typisk 8-12 måneder. Syren er præcis og opløftende, mens ribolla giallas notoriske intensitet er holdt i den struttende afdeling og han viser dermed også at ribolla gialla ikke nødvendigvis skal have ugevis af skindkontakt. Intet ondt ord om Radikon, Gravner og Damijan, men ribolla gialla kan gøres stor uden orange farve og lædertannin. Enzo Pontoni er vinplantens ven, men ikke menneskefjendsk selvom han tydeligt befinder sig bedst blandt ”vennerne” i marken. Så til vernaccia di oristano, her i mester-Continis solera-version kaldet Antico Gregori, hvor de ældste dråber stammer fra begyndelsen af 1900-tallet. Kun de bedste årgange blandes i soleraen, der lagrer stille og roligt i gamle ege- og kastanjetræsfade, der ikke toppes op, så flor dannes løbende og bortvisner igen, når al næring er spist. De sent høstede druer med alkoholpotentiale på minimum 15,5 % tilsættes i denne mest oprindelige version af appellationen IKKE druesprit. Antico Gregori lagrer derfor både biologisk og oxidativt og resultatet er bjergtagende, komplekst, tørt og rigt og alligevel fokuseret og slankt med blid opblødende sødme i al beg, tjære, valnød, grønolivenvand og saltede abrikoser.

Klisterstads
To rigtigt søde sager afsluttede den hvide afdeling. Den sjældne verduzzo fra Mianis nabo i Buttrio, Meroi og den endnu mere sjældne picolit fra præalperne nord for Udine, hvor den lerede ponka-jord holder på fugten så druerne i november udvikler botrytis. Marco Sara lader normalt ca. 30 % af vinen være botrytis-influeret, mens resten plukkes og tørres på loftet som til vin santo. Lagringen foregår dog ikke oxidativt som til vin santo og Saras picolit er derfor frisk, fuld af hvid fersken, tørret kumquat og med antydning af nyt træ. Davide Merois verduzzo på giallo-undertypen, lokker til granskning fordi den har tannin! Vel er den hvid… eller rettere dybgylden, baseret på tørring og lagring på nye franske barriques, men både skind og druekød har højst mærkværdigt tannin og det gør den endnu mere speciel. Akaciehonning, tarte tatin, vel at mærke den side, der karamelliseres, lys flødekaramel, appelsinmarmelade og krydrede egeplanker. Absurd god.

Sjældne røde
Italiens røde vine har også klare fællestræk. Lugten af kirsebær er udtalt i mange, men strukturelt er der enorm forskel, lige fra den bidske tannin og barkede karakter i nordøstitalienske tazzelenghe over den af jordbær skjulte baghåndstannin i freisa til den deciderede grovhed i magliocco canino og ind imellem dem ligger ædle sager som cigliegiolo og schioppettino di prepotto. Fra nordvest fik vi den ultrasjældne cornalin 2013 fra La Crotta di Vegneron. Den holder af næsten lige så vilde højder som prié og optræder selvsagt kølig, grønkrydret og teagtigt. Vi fik også freisa 2017 fra eksperten Fabio Alessandria hos Comm. G.B. Burlotto – ingen og jeg mener INGEN håndterer den ligeså burgundisk og fremelsker dens hyperroseparfume med jordbæressens hældt på toppen. Ruché fra Castagnole di Monferrato 2016 fra Montemagno er mindre intens og mindre parfumeret, men har til gengæld nebbiolos krasse tannin på grund af især højt antal kerner. Uden tannin og spankulerende som en gadedreng kom grignolino i versionering fra Monfrà, kaldet Panikos 2016 – det bliver årets sommerdrik.

Ovre i Italiens nordøstlige hjørne findes to interessante druer, begge med bid og barket brutalitet, men begge også med tweetuldshabitklædte nobilitet. Tazzelenghe og schioppettino di prepotto er ikke i familie selvom man skulle tro det. Conte d’Attimis Maniago er virtuoser med druen, der lagrer forbløffende godt afspejlet i det faktum at huset sendte sin seneste markedsankomst, 2011. Der er en grund til navnet, som betyder ”at skære tungen”. Fremragende bid, markant syre og smag af vilde blåbær. Sà. A. Petrussa mestrer til gengæld den locale schioppettino di prepotto med den udtalte sorte peberlugt, der trækker klare spor til syrah stilistisk. På vej mod syd gennem støvleskaftet passerer man sangioveses hjemland… eller det de fleste tror, er dens hjemland og der er en af dens mest nære slægtninge, ciliegiolo, muligvis far eller mor til sangiovese, på vej tilbage i rampelyset, både som hjælpedrue og som solodrue, specielt ude ved kysten i den sydvestlige del af Toscana. Antonio Camillo må betegnes som ekspert i druen med udgangspunkt i marker ved Manciano i Maremma. Ian d’Agata betragter faktisk ciliegiolo som toptre blandt Italiens rigtig sjældne røde druer, hvis potentiale endnu ikke er udnyttet, sammen med tazzelenghe og cesanese fra Lazio i øvrigt. Camillo giver den kun betontanksgæring og lagring i kort tid for at bevare det hysteriske kirsebærudtryk bedst muligt.

Længst fra syd kom susumaniello og nerello mascalese. Den sidste har været så meget i vælten de seneste ti år at den ikke mere betragtes som sær eller nichepræget selvom mængden stadig skal tælles i hundreder af hektar, ikke tusinder. Pietradolces fornemme Archinieri viser præcis hvorfor alle forstandige vinentusiaster har den på toplisten – kombinationens af burgundisk rød frugt, krydret med mellemøstens krydderier og barolos herremandsstatur. I den sammenhæng bliver susumaniello helt gadedrengefræk og nemt tilgængelig, in-your-face. Vi fik Tre Tomoli 2015 fra Vignaflora, en af druens forsvarere. Smagsmæssigt diametralt modsat var Libici 2011 fra Casa Comerci på den nærmest uddøde genstridighed magliocco canino, en svært rustik, jordet, kvast kirsebærstil, der ikke er for sarte sjæle. Italiens druer er ikke vredens druer, men mangfoldighedens druer. Og ER de mere spændende end Frankrigs? Vi lader den stå et øjeblik.