I min samlebog med vinetiketter fra teenageårene sidder etiketter med grosslagenavne som Zeller Schwarze Katz, Piesporter Michelsberg og Niersteiner Gutes Domtal. Dengang vidste jeg intet om einzellage og grosslage eller den tyske vinlov af 1971 – navnene lød bare godt, deklamerende og tilpas storladne. På de næste sider sidder etiketter med Binger St. Rochuskapelle. Det lød også dramatisk. Flasken var brun og stak ud fra de franske flasker fra min farfars flaskekasse, hvor han samlede de vine han og farmor drak, for siden at sælge dem til genbrug. Jeg tog de flotteste, dampede etiketterne af og limede dem i landeinddelt ”katalog”. St. Rochus-kapellet ligger lidt syd for byen Bingen – det ved jeg i dag, og Bingen er stadig en fin by, med færgefart til Rüdesheim på den anden side af Rhinen.

Byen ligger faktisk i Rheinhessen og jeg vil påstå at de omkringliggende vinmarker er tæt på at være regionens mest oversete og glemte. I hvert fald i den aktuelle revitalisering af Tysklands historiske topmarker. Flörsheim-Dalsheim, Westhofen og Monsheim har taget al stormen i Rheinhessen og med fornyet fokus på rødskifermarkerne ved Nackenheim og Nierstein og ikke mindst det dybe indre vestlige Rheinhessen ved Siefersheim, er de historiske områder på sydbrinken af Rhinen lige overfor Rheingau helt glemt. Spätburgunder-paradiset ved Ingelheim er omtalt i en anden blogpost, men her handler det om Bingens stolthed: Scharlachberg. Hvis du ”kravler” op på skrænten i Berg Schlossberg ved Rhinens knæk lidt vest for Rüdesheim og modstår frygten for at falde ned af den tæt-på lodrette væg, så kan du stik syd se Bingen og bifloden Nahe. Bag Bingen rejser sig en skovklædt knold, den hedder Rochusberg, penetreret af Nahe-floden, dybt nede. Jo der er da vinmarker, men set herfra Rheingaus fornemme marker, er der intet drama. Knolden dækker dog for Bingens historisk set fineste mark, for knolden har jo en ”bagside”, som ikke kan ses herfra nord. Bagsiden er selvsagt sydvendt. Og dér er der drama! Op til 60 % hældning og rød skifer. Nam nam! Scharlach betyder skarlagen og det er jordens farve. Jernoxid er årsagen og endelig ser det ud til at markens kæmpepotentiale bliver (gen)forløst.

Markens vestligste del, med terrasser kastet ned mellem kratlignende pletter, er beskyttet mod vestenvind af en knold lidt vest for Nahe-floden. Både Rhinen og Nahe giver klimamoderation og det ser ud til at de aktuelle tørre topudgaver fra Scharlachberg gerne skal op på 13 % for maksimal show-off. En lille håndfuld producenter viser hvad vinmarken var engang og faktisk genmestrer endnu flottere, sandsynligvis, end tidligere; Bischel, Prinz Salm og Kruger-Rumpf, de to sidstnævnte selvfølgelig formelt Nahe-huse, men vi er jo virkelig også nærmest på grænsen mellem de to Anbaugebiete. Jeg vil i øvrigt gerne i den forbindelse indgive en officiel klage over at Kruger-Rumpf i Münster-Sarmsheim, lige på den anden side af Nahe-floden i forhold til Scharlachberg IKKE importeres til Danmark – det burde de!

På den anden side kan man jo bare være tilfreds med at to andre huse med parceller i Scharlachberg og superheltekræfter importeres hertil: det biodynamiske Weingut Riffel med Carolin og Erik Riffel ved styrepinden og ikke mindst Wagner-Stempel nede i Siefersheim. Daniel Wagner er på udebane i den mark. Han arbejder med vulkansk jord, hvor han holder til, men ambitioner om kalkstensadgang førte ham ad omveje til Bingens Scharlachberg, hvor brødrene Christian og Mathias Runkel fra Weingut Bischel ejer terrasserede parceller. Daniel Wagner droppede kalkstensjagten, faldt pladask for den skarlagensrøde steilhang ved Bingen og udvekslede simpelthen 3000 m² med Runkel-brødrene. Og man skulle tro at Daniel Wagner aldrig har lavet andet end riesling fra Scharlachberg.

Riffel er til gengæld på ægte hjemmebane. Sent høstede druer får 12 timers skindkontakt, vildgæring og ti måneders gæring/lagring på bærmen i stückfässer. Riffel er ikke VDP-medlem og skriver derfor ikke GG på etiket eller flaske. Pyt med det – den overholder alle regler for en GG og den er til at blive smaskforelsket i! Den er gylden og rig, næsten henad gewürztraminer med rosenlugt og det er altid tegn på meget modne druer. Fuld af fersken, moden gul grape, pollen og honning, men intet spor af restsukker. Den er rørende ”kold”, isnende som smeltevand i norsk forår og løftet af en del kulsyre. Tungen krøller lystigt af syrebad, men den er rig og magtfuld. Jeg ved det… er helt sikker, det er jernets skyld… de rustne jern-ioner i jordens skyld. Eller også er Riffel-parret bare gode.

Wagner-Stempels version fra den vestlige stejleste side af Scharlachberg er meget anderledes. Og så… alligevel ikke helt. Her er intet gewürz eller rigt, intet viskøst, men faktisk præcis samme alkohol på 13 %, dog målbart noget højere syre og lavere restsukker end Riffels version. Gæret på stål og lagt på bærmen i halbstückfässer. Den lugter af benzin, lime, stærkt reduktivt i starten, direkte af spontiprut, men bløder op med hvide ribs og endda solbær. Enebær, kaffir-limeblade, blikspand, Gargantuas sammenskrab med barkede kæmpehænder af Scharlachbergs røde skifer, karkludsvredet ned i et vinglas. Intensiteten er brændende og smertende, mystisk tiltrækkende på trods af tæt på frastødende smæk i mundhule og tandhals… hmnnn?!

Riffel tages hjem af Kjær & Sommerfeldt

Wagner-Stempel importeres af Oxholm Vin