Det er første gang jeg møder Elisabetta Foradori – face to face og hun gør præcis det indtryk, jeg havde forventet. Indrømmet, jeg var fan af hendes vine før dette møde, men nu er der bund i min jubel. Afdæmpet, meget italiensk på trods, lidt genert og stadig, efter alle de succesfulde år, beæret over at have et publikum, der vil hendes vin. Tøjstilen er fodformet, men alligevel chic med blånistret hørskjorte og generelt løse gevandter. Det passer fuldstændigt til vinstilen – den kontrollerede naturlighed, det afdæmpede og elegante og det kan slet ikke overdrives, hvor stor betydning Elisabetta Foradori har haft, og fortsat har, for det vinøse Italien, der vender højindustrialiseringstilgangen ryggen og begynder at kære sig om biodiversiteten og vinkulturens tilbagevenden til en form for balance med naturen.

Ejendommen ligger ved Mezzolombardo i Trentino ca. ti kilometer nordfor Trento og godt en kilometer vest for Adige-floden med skarpe dolomitklippesider som dalvægge. Enhver italiensfarende har kørt på A22 på vej ned fra eller op til Brennerpasset har temmelig sikkert mistet mælet over landskabets drama… og æbleplantagerne langs motorvejen. Her er jorden komplet sedimentær, alluvial-baseret med aflejringer, grus, sand og sten fra Adige over tusindvis af år. Foradori-brandet var ikke forbundet med naturvenlighed i lang tid, men trin for trin er man gået væk fra det hypermoderne Italiens svøber: først væk fra mængdefokus, så et kig på lokalområdets traditioner og måder, og et tilvalg af de bedste, så væk med sprøjtemidlerne, væk med franske velduftende barriques, frem i lyset med egne ”kloner”, så overgang til fuld biodynamik og senest dobbeltheden af historiske macerationsmetoder, brændt ler og nidkær opmærksomhed. Vennerne tæller Marc Kreydenweiss, Pierre Frick og Olivier Humbrecht i Alsace og deres råd har da også betydet meget for Elisabetta Foradoris stilændringer. ”De gav råd om sulfitter og i Alsace arbejder de også med relativt syrefattige druer som gewurztraminer og pinot gris – det gør vi også…”, hun ser tænksom ud og fortsætter ”… i gamle dage vidste de udmærket hvad der skulle til. Jeg nægter at kalde mine hvidvine for orangevin, for hvidvin med skindkontakt har altid været til – sådan gjorde vores forfædre det også… og jeg mener faktisk at skindkontakt har reddet vores hvidvine i Italien… reddet dem fra at hensygne eller fra opslugning i de globale hvidvinsdruers rækker”. Man mærker hendes irritation over omgivelsernes opfattelse af terrakotta, skindkontakt og krukker som mode, vindbøjtel-tilgang.

Elisabetta Foradoris helt store fortjeneste er genopdagelsen og i virkeligheden redningen af de to lokalfavoritter, røde teroldego og hvide nosiola. Endnu engang viser det sig at fortidens bønder havde luret hvordan vejen til optimal teroldego og nosiola skulle ske. Skindkontakt til nosiola giver den struktur, den del af skelettet, der mangler i en syrefattig drue, og både teroldego og nosiola har det bedst med frie forhold i marken. De har ikke godt af stram guyot-styring, men laver den bedste frugt ved hippieopdragelse – ”vi vender faktisk tilbage til den gamle pergola-opbinding på mange marker”, siger Elisabetta Foradori og nævner, som hun i øvrigt gør hele tolv gange i løbet af aftenen, klimaforandringernes pres på natur og metoder. Hun hæver i øjeblikket sine udbytter for at få bedre saft-solid-balance.

Teroldego hader lerjord, mens nosiola elsker ler. Teroldego er viril og har kæmpeklaser, men hader faktisk hede og vokser typisk bedst i den vestlige side af dalen, hvor bjergene skygger om eftermiddagen og aftenen. Sønnen Emilio Zierock har overtaget ansvaret for hele huset, Elisabetta dedikerer næsten al sin tid til markarbejdet og opformeringen af gamle planter, som hun i øvrigt højst ualmindeligt, gør ved frøformering. ”Emilio bliver stadig nervøs når analysetallene bliver vilde, mens jeg er blevet gammel og hele tiden siger: slap nu af”.

De fleste af aftenens vine blev serveret fra magnumflasker og Molskroens vinnørdede køkkenchef Steffen Villadsen havde designet utroligt afstemte retter til vinene, som han i øvrigt kender bedre end de fleste, idet den direkte årsag til Foradoris besøg på Djursland var Steffen Villadsens erklærede ønske. Fuoripista 2016 er Foradoris pinot grigio med skindkontakt, blidt rosenbladsfarvet og tydeligt salt og fenolisk med læderpærearoma i bagsmagen. Det blev endnu sjovere med krydsningen Manzoni Bianco 2015, lagret på gamle akacietræsfade efter gæring og maceration med skindet i ti dage på beton.  Æbleskaller og pæresaft, citronskal og cement direkte fra Portlandposen og den har mindelser om vermouth med aromatiske urter, fennikel og bladselleri, men det er Foradoris Nosiola 2014 med ni måneders skindkontakt i spanske ler-tinajas, der rydder bordet i den hvide afdeling. Og det er vildt gådefuldt hvordan Foradori har undgået orangefarvning, men den ER altså helt grønfrisk. Dufter af citronskalsbagside, grapefrugt, pæreskind og med markant citrussyre, let mandelsmag og endda tydelig autolyseeffekt, smør, brøddej, hvedeøl, humle og bladselleri i eftersmagen.

Elisabetta Foradori fortæller i øvrigt at man har svært ved at styre den malolaktiske gæring på grund af for høj pH-værdi i de solmodne druer – den globale opvarmnings skyld igen – malo-bakterierne kaster sig over sukkeret samtidig med gæren og det kan give ballade i form af det såkaldte acetylpyridin… også kaldet ”ægte mus” – en grim smag af gnaverlort, der først viser sig ved opvarmning af vinen på tungen!

Lezér 2018 er en nyhed, opstået ved en tilfældighed i 2017, da teroldego druerne var ramt af råd og meget kort skindkontakt var påkrævet. Den får én dag på skindet og farven er lys og nærmest som saften fra et granatæble. Den hørmer herligt af jordbær, rabarber, den røde frugtstang fra Castus, mens smagen er blid, saftpræget, syremarkant, luftig og mundvandsdrivende. Foradori 2016 fik tyve dage på skindet. Den er dybt violet og optræder i ”falske” klæder… den lugter af syrah, men på den anden side er relationen mellem syrah og teroldego ikke fjern. Den er barket og fuld af solbær, aroniabær i eftersmagen. Granato 2007 er husets historiske topvin og her fra en årgang før Elisabetta Foradori besluttede at bruge helklaser. Den kommer fra tre forskellige vinmarker med 60-80 år gamle stokke og har ligget på kastanjetræ og gamle egefade. Den er mættet sort og violet, med peber i ascendanten, kirsebær, lille overmoden dieseltone og sødlig virginiatobak, kernen er sødmefuld på tungen, men her er cool, let bitter og tannisk eftersmag. Ren alpelivsstil. Og så de ”nye” topsager; Morei 2014 og Sgarzon 2014 fra to separate vinmarker, den ene stenet, den anden ren sand. Begge får ni måneder med skindet i spanske tinajas, lagkagelagt med helklaser og hele bær. Morei oser af rustik nobilitet, kirsebær, gren og bark, aronia, stenmel og røgelse. Den er tydeligt grønkrydret med spids, næsten brysk syre, cool og alpeagtig, rank og pinot-agtig med tetannin. Sgarzon er mørkere, sjovt nok! Oser af peber, lilje, aronia, lakrids og røg og optræder fuldstændig helstøbt, om end tannisk, med indslag af metal, rust, kinin, dvælende og lang, men bemærk: det her er hverken for fedmefrugtelskere eller subtile pinot-paver – her smager vi fortidig genstridighed, modstand i munden og kolde alpebær. Og det er godt.

Foradori importeres af Niche Vine