Hvornår puttede du sidst en islandsk sweater i munden? Eller fint vævet italiensk habituld? Angorageddens uldstof. Egyptisk bomuld… fløjl… silke? Tanninindholdet i nebbiolo er notorisk højt, nogle vil sige skræmmende eller ubehageligt, men det er tilstedeværelsen af den tydelige, astringerende fornemmelse, som faktisk forstærkes af brysk syre, der gør barolo og barbaresco specielle. Og filosofisk set kan man undre sig over, hvorfor vi dog påfører os selv ubehageligheder i munden. For mig er nebbiolobaseret vin som at trække cashmere hen over gummerne. Selvom barolo er væske, hiver den med sine ”fangarme” alt det cremede i mundvandet bort, suger det til sig og giver ørkenfornemmelse i munden.

Jeg kan også godt lide chili, ret meget chili, men det skal modsvares af andre bestanddele. Det er blot latterligt at jagte den ultimative brandfornemmelse i Texas Ripper eller bhut jolokia – det er pikmåling – jeg har spist en chili med højere værdi på scoville-skalaen end dig, æv bæv! I det thailandske køkken kan brændende mundfølelse modsvares af voldsom umami, salt og sødme – den ultimative smagseksplosion får man i den klassiske dressing til nahm dokh med nam prik/fishsauce, palmesukker, limesaft og tørret bird’s eye chili. Ja sgu det brænder, men der foregår også andre ting i munden. På samme måde er det med barolo og barbaresco – der foregår så mange andre ting i munden end den simple udtørring af gummerne. I julen fik jeg to sublime nebbiolo-vine fra magnum, hvor fornemmelsen af pikant smerte skal indregnes som en del af oplevelsen. Produttori del Barbarescos Montestefano Riserva 1999 var gennemsigtig, gennemlyst og brillant, sært selvlysende og komplet indtagende af balsamiske mellemøstlige dufte og tørrede små nordiske skovbær, mens tanninen havde blød bomuldstekstur. Aldo Conternos Vigna Colonella 1989 ligeledes fra magnum var mørkere, mere smedet og grov, tannisk som en ung vin, uldtannin, og fuld af tobak, campari, malurt og skyggeeffekt som et Rembrandt-maleri – der lurer noget derinde.

I 2016 var vejret godt i Barolo og Barbaresco. Årgangens mere detaljerede vejrbeskrivelser kan du læse andre steder, men kort fortalt var der ekstra langt fra knopskydning i foråret til høsten, lige præcis hvad nebbiolo helst vil have, tilmed alkoholisk holdt nede, så den friske frugt har fået lov at dominere (i modsætning til 2015, der nogle gange an virke lidt kogt) og meget kunne tyde på en ligeså fornem årgang som i Toscana. Barbarescoerne blev frigivet sidste år og baroloerne kommer så småt nu. Jeg har efterhånden smagt en del færdiglavede vine ud over de fadprøver jeg blev budt på i sommeren 2018, da jeg sidst var dernede. De sidste måneder har jeg smagt flere nebbioloer, der gav røde felter i hjernens lystcenter.

De bedste er SÅ tro mod det barolo og barbaresco var engang, men rummer alligevel den aktuelle præcisionsfornemmelse, sansen for moden frugt og i modsætning til 2015, så er 16erne kendetegnet ved den ”røde” friskhed som drue, jord og vejr kan fremelske så flot. Barolo og Barbaresco må ikke lugte som caribisk rom, barolo og barbaresco må gerne være krydret og det gør mig ikke noget, at nyt træ fornemmes i baggrunden. Det gør det ved Sottimanos to enkeltmarksvine fra Pajoré og Cottà, mens der ikke fornemmes nyt træ i baggrunden ved Poderi Collas aftapning fra Roncaglie-marken af den simple årsag, at vinen aldrig så nyt egetræ og heller ikke små barriques, heller ikke Trediberris monumentale Rocche dell’Annunziata eller Einaudis Bussia eller Cannubi har spor af kogt frugt. De er alle sammen ovenikøbet i et prisniveau, hvor de fleste barolisti kan være med.

Du skal forestille dig en violin. Violinisten tager buen, stryger den over en streng og skaber en tone; et C. Den dygtige violinist holder tonen, buen stryger hun frem og tilbage i bløde bevægelser. Nu går cellisten også i gang ved siden af. Han stryger buen over en streng og skaber også et C, der naturligt nok ligger dybere og har en anden klang. Lyden bliver mere fyldig og når kontrabassen og klarinetten nu kommer på, spiller de en F. Nu sker der noget, harmonien får endnu mere dybde, fylde, helhed. Violinen er frugten, kontrabassen er tanninen, fortsæt selv – det hele hænger sammen. Sådan er Barolo Rocche dell’Annunziata fra Trediberri i 2016. Marken blev kanoniseret af Roberto Voerzio og Enrico Scavino, men vi er laaaaangt fra deres stilarter her. Du lugter noget, der burde være her, men først kommer senere. En herremundfuld, som man siger, fuld af mentol, eucalyptus, sort te, hybente, tranebær og campari, malurt og med frisk, ”rød” burgundisk letløbende viskositet, men den narrer. Nebbiolotro tannin, støvekostens fjer hiver mundvandet bort fra gummerne, men efterlader sød og dog forfriskende frugt. Jeg er glad, ja henrykt! Og husets Barolo normale 2016 kunne være vinterens bedste køb – den er i en meget mere lys og floral stil, meget La Morra’sk, men stadig umiskendeligt stor barolo.

Jeg indrømmer dog blankt, at, skulle jeg vælge lige nu, så er barbaresco-parret fra Andrea Sottimano, Pajoré og Cottà, større vine, begge i den opdaterede moderne stil, mens Poderi Collas Roncaglie er så old school som det næsten kan blive og det er netop i den gruppe, tror jeg, at 16ernes storhed for alvor slår igennem. Og det på trods af Poderi Collas mellemtraditionelle tilgang med moderat maceration og kun 14 måneder på botti! Sottimanos Pajoré 2016 er dybrød, osende, æterisk, indtagende, umiddelbar og samtidig ufatteligt kompleks. Allerede helstøbt og bestemt drikkelig nu, men med potentiale til dekader i kælderen. Afsindig høj syre i så moden en årgang, hvor frugten ikke er det mindste bagt. Tranebær, te, kinin, mentol, rooibus te, sure kirsebær, rosenvand og granatæbleessens. Cottà 2016 er mere sødmefuld uden på nogen måde at være sød eller bagt. Krydret diskret af fad, vanilje, hindbær, slåen, kanel og granatæble, endda tamarindpuré. Den sniger sig om tungen, krøller den lidt, rasper gummerne lidt, og bygger så op til tanninfinale bagerst i munden og slipper stadig forbavsende friskt.

Poderi Collas Barbaresco Roncaglie 2016 ærer den nu bortgåede legende Beppe Colla. Brormand Tino har skabt et kunstværk. En druetro, men alligevel dansant barbaresco med fløjlstannin og tiltalende blidhed. Krydret med anis, mentol, blodrod, rønnebær, slåen og tørrede tranebær. Den kommer med powerfinale, en vældig buldrende tanninstruktur, for at vende tilbage til det musiske, så er der bundklang fra kontrabasserne, men de hjerteskærende violintoner skaber det ”lyse” udtryk. DISCLAIMER: jeg er i nær familie med den danske importør af Poderi Colla, men har ingen økonomiske interesser i eller koblinger til virksomheden.

Einaudi laver fornem og prisfornuftig barolo af lige så høj karakter som deres dolcetto. Bussia 2016 har kompleks næse med kräuterbolsje, sort te, rød te, frugtstand fra Castus, tranebærjuice, stegesod og lagdelt, millefeuille af syre, ekstrakt, frugtsødme og filigrantannin. Den er storslået og fornem, statelig og højintens. Cannubi 2016 er bare lidt bedre lige nu. Afdæmpet, men lurende – som duften af noget, der ikke er der endnu… hvis det er muligt. Julete, slåen, tranebær, rosenblade, campari, men det hele er diskret – først på andendagen er der åbnet for sluserne. Sødme initialt på tungen, men kun sund frugtmodenhed, ikke restsukker eller træls caribisk rørsukker. Vældigt syreløft og den umiskendelige cashmeretannin. Den gode smerte – den balancerede smerte!

Sottimano importeres af Jysk Vin

Einaudi og Trediberri importeres af Philipson Wine

Poderi Colla importeres af Vitis Vinifera