Nye årgange, bedre årgange, vejrmæssigt mere udfordrende årgange og ikke mindst fintuning i kælderen… og ude i marken. Siden sidste ”mesterskab” i 2018 var der skiftet lidt ud på pladserne og man må overordnet tage forbehold for det officielle niveau ved den slags smagninger; i modsætning til i sportens verden, så kan der et eller andet sted i et uopdaget hjørne af de tyske områder principielt godt befinde sig en pinot-mester vi ikke kender til og udvælgelsesprocessen, der må tage hensyn til selve smagningens tidsmæssige omfang, kræver afsavn og fravalg. Vores vært, som i øvrigt var den samme som ved version 2, havde opmærksomhed på områdedækning. De store kendte spätburgunderområder skulle være repræsenteret og var det sandelig også med Baden, Ahr, Pfalz og Rheinhessen og Franken og Mosel var som de bør inkluderet. Jeg mener dog, at både Rheingau og især Württemberg burde have været repræsenteret – den ene af åbenlyse historiske årsager og dygtige producenter på klassiske spätburgundermarker, den anden på grund af en boblende vinscene med en række relativt nytilkomne spätburgunderforstandige vinbønder, der helt klart er med til at flytte det overordnede billede af, hvad pinot noir fra Tyskland er. Kritik af udvælgelsen kan man altid komme med, men de vine, som var valgt var relevante og ville eller burde være med i enhver kamp mellem Tysklands pinot-mestre.

Sammentællingen af de 10 deltageres point var i øvrigt ret chokerende ift. sammentællingen fra ugen før, hvor vores vært afholdt præcis den samme smagning. Der var nærmest vendt alt på hovedet og det viser en del om disse smagningers tilfældigheder. Serveringsrækkefølgen betyder meget mere end man skulle tro og sidder der enkelte sure mænd eller himmelhenrykte jubeltosser og giver mini- eller superpoint, så kan det flytte hele resultatet. Jeg vil derfor nøjes med at give mine egne observationer i punkter.

• Fadanvendelsen. Tyskerne er blevet meget bedre til fadhåndtering, MEN, fadet spiller stadig en ret stor rolle i det samlede billede for de enkelte vine. Det er dog efter min mening et overset aspekt ved rød bourgogne; her fylder fad mindst lige så meget, men det er som om den lidt dybere frugtighed binder bedre med træfadet… men selv i Bourgogne er fadhåndteringen også blevet meget bedre.

• Stilke, helklaser… de spiller efterhånden en stor rolle i Tyskland, måske også FOR stor rolle. Min favorit denne aften, Twardowski, bruger typisk 20-30 % helklaser, men jeg er ikke sikker på at stilke er en god idé for tyskernes stil og generelt lidt ”køligere” udtryk for pinot noir ift. Bourgogne og Californien. Omvendt er stilke slet ikke kun af det dårlige – talrige producenter anvender dem med stor succes – også i høje procenter.

• Pinot noir er som bekendt (ifølge dogmatikken) en transparent druesort, der afspejler sit voksested og det er da også korrekt, men der kan sagtens vendes rundt på forudindtagede holdninger ift. breddegradsplacering og stil.

• Og i forlængelse af ovenstående, så er det kun i Tyskland vi ser pinot noir fra skifer og der ER altså noget særligt røget ved den parring; Mosel og Ahr har typisk den røgede tone – bundsandstein i lidt mindre grad.

• Det er ganske enkelt fuldstændig utroligt det den nidkære Daniel Twardowski har gang i på Dhroner Hofberg i Mosel!

De 12 vine blev smagt semiblindt. Det vil sige vi kendte aftenens vinliste, men kendte ikke til serveringsrækkefølgen. Der var relativt klart overtal af arrangørens egen import. Her kommer smagenoter i serveringsrækkefølgen med mine egne point og placering samt vinens placering samlet.

Schlossberg GG 2017, Huber
Sikke en start! Det er meget sjældent at kalibreringsvinen, nr. 1, bliver blandt aftenens bedste, fordi jeg som andre plejer at justere ud fra etteren, men i min bog var Hubers Schlossberg blandt aftenens bedste. En tydeligt røgkrydret, sund koldrøg, næse med indslag af ristet peanut, sur lava og endda grøn oliven på toppen af sødmefuld kirsebær og kirsebærsten. Osende åben, omfavnende, næsten rig om end let på tå med mesterlig tanninhåndtering, silketekstur. 95 (2, 4)

Häusleboden GG 2015, Dr. Heger, Baden
Må indrømme jeg havde Joachim Hegers vi som en af forhåndsfavoritterne, men det holdt ikke helt stik. Meget gamle vinstokke har givet en forbavsende lyst farvet spätburgunder med tryk på lugten af friske røde bær, ribs, tranebær og endda hybente – den bærer klart præg stilkanvendelse… og øøøøh NOT! Den er faktisk afstilket… men der er et crunchy element, flirtende syre og mere fast tannin end nr. 1 Bitterhed. Den virker en smule forceret, ekstraheret. 92 (11, 11)

Sonnenberg KB 2017, Jülg
De varmeste dele af Tyskland kan næsten lave pinot noir som Californien! Her berusende intens næse med mørke bær i ascendanten. Nærmest parfumeret intens med spor af likør på viol og sorte kirsebær, men det er ikke overgjort og i smagen er der imponerende struktur, raspende tekstur og høj syre, til at balancere det koncentrerede frugtudtryk. Tætpakket og nærmest Fourrier-agtig med diskrete indslag af ristet eg. 94 (4, 1)

Kirchberg GG 2016, Weingut Salwey
Helt lys og transparent og dufter nærmest af Falkensteins berømte/berygtede ikke-malo-stil. Her virker det grønt og en smule undermodent. Nærmest mintet og med peberrod rørt rundt i lidt for tidligt plukket ribsmos. Urtet igen i smagen – normalt har jeg intet problem med det, men den virker lidt for overfladisk sammenlignet med de andre i smagningen. Bælle-pinot. 88 (12, 10)

Pares GG 2016, Neus
Tætpakket og ædel! Det er som om Neus og Ingelheim-terroiret giver noget af det mest burgundiske spätburgunder overhovedet. Kirsch, peanuts og cedratskal, reduktiv og endda en smule grønkrydret fra stilke. Fornemt blidt ekstraheret smag med antydning af bitterhed og silketannin og først og fremmest sprødmoden syre og løfter sig til sidst som stor vosne-vin kan gøre det. 94 (3, 12)

Centgrafenberg GG 2016, Fürst
What! Efter min mening inde i en depressiv periode. Tranebærjuice og viol, men først og fremmest stærkt præget af røg, røgelse og grillsod i øjeblikket og det virker ærligt talt ikke som hårdt ristet egetræ. Fornemt koncentreret på tungen og fri, løssluppen og naturlig intensitet med markant, men moden syre. Har tidligere været endnu gladere for den. 93 (10, 4)

Reserve du Patron 2013, Knipser
Dyb, meget moden og har fadpræg. Kirsebærlikør, men heldigvis uden den sukrede rhum-tone, som jeg mener ødelægger enhver pinot noir, grønkrydring frisker også op på et hele. Fed og relativt cremet pinot-frugt på tungen med moderat syre og imponerende ”naturlig” og uforceret frugt, der balancerer det ellers tydelige fad. 93 (9, 2)

Pinot Noix 2016, Daniel Twardowski
Det er svært at forklare, men nogle vine, især på pinot noir og sangiovese, virker naturskabte og jeg mener ikke svovlfri eller nøgne vine nødvendigvis, men som om de er skabt af Moder Jord og med pinot noir-druernes eget behov for at udtrykke sig. Sådan er det her! Sart, fri, saftig… jordbær og hindbær, svævende, dansende og helt uden delelementer, der stikker ud. Mælkesyre er tydelig til sidst, men ingen røg… og den er endda fra skifer 😊 95 (1, 3)

Bischofsberg GG 2017, Weingut Steintal/Benedikt Baltes
En vin i samme stil som Twardowski, men der er alligevel en modenhed, som kan minde mere om højlands-garnacha fra varme himmelstrøg. Ribs og lavendel, syltede grønne jordbær, intet spor af fad, og klart infusionspræget, blidt ekstraheret som grøn te eller lys ristet kaffe i kolbe og har sandet tannin, der giver bid og modstand. 94 (5, 6)

Kirchgasse GG 2017, Wörhle
Hallo en seriøs spätburgunder! Svær af dechifrere lige nu i næsen på grund af stærk reduktion med strøget tændstik og aske, men smagen afslører høj koncentration, grønkrydring fra stilke med sødmefuld og alligevel syrefaste kirsebær og sent ankommende bidsk tannin, der samler sammen på en højintens oplevelse, er aldrig bliver for meget. 93+ (8, 6)

Kirschgarten GG 2015, Philip Kuhn
Nordisk syre, tænkte jeg… og hvad er det så? Jo det er den fornemmelse man sidder med i de fleste nynordisk inspirerede restauranter herhjemme, hvor meget smagsforstærkning foregår med fermenteringsprocesser. Det er ikke gær, det er ikke bare simpel syltning… det er noget andet. Uforceret og fri, naturligt koncentreret tranebærsaft med struktur som en chambolle. Te-agtigt udtryk, blid tannin, underspillet og umanerligt saftig. 94 (6, 9)

Kräuterberg 2015, Burggarten
Yoghurt med kirsebærpuré. Oceaner af frugt, men på ingen måde overgjort eller voluminøs. Når man ved den er fra skifer, så kan jeg her bagefter undre mig over, at der ingen røg var… måske er min idé forkert. Indre kerne af hindbær med meget fast og finkornet tannin, højintens uden gumpetunghed med saftig afslutning – en tysker ville måske sige leicht eller kühl. 94 (7, 8)